(af Skumfod)
Casper løb udenfor, men han vidste ikke, hvor skriget kom fra. Der kom endnu et skrig. Det var ikke lige så højt, som det første skrig, men til gengæld kunne han både hører, at det var Maj-Britt som skreg, men også at det nok kom nede fra søen. Det kom i hvert tilfælde fra den retning. Casper løb, så hurtigt, som han kunne.
Da han kom ned ved søen, stod både Jan, Jonas, Anders og Freja omkring Maj-Britt, og foran dem kunne han se noget blodigt på et træ, som stod i vandkanten, og halvvejs lå ud over søen. Da han kom hen til de 5 unge mennesker, kunne han se, at der var tale om en kat. Det så noget makabert ud, for katten var skåret op på maven, og var bundet fast til træet i dens ben, så man tydeligt kunne se indvoldene. Han gik hen til katten, så han kunne se, hvordan det hele så ud. Casper havde ikke den store forstand på, hvordan det hele skulle se ud, men der var ingen spor af fluer eller larver, og blodet dryppede stadigt fra den åbne mave.
Lisbeth kom løbende fra den venstre sti, som gik rundt om søen; “hvad er der sket”, der var ingen af dem der svarede hende, men nu havde hun set i den retning, som de andre kiggede, og nu så hun katten; “åh, nej da”.
Casper kiggede rundt på hans 6 elever, og han kunne konstaterer, at ingen af dem havde blod på sig, men han anede faktisk heller ikke, om der burde være det. Han kiggede tilbage på katten, og han tænkte på, at den måde katten var udstillet på, det kunne betyde, at den der havde gjort dette, var sadistisk eller psykisk ustabil. Hans næste tanke kom bag på ham selv, for var dette udført af en af de 6 elever, eller var der en anden person i området. Hvad var værst, og var en af hans elever virkeligt i stand til dette her. Han gik over til et område, hvor der var over 4 meter til det nærmeste træ, og gravede et lavt hul i jorden med sine hænder. Han gik tilbage til katten, pillede den ned fra træet, lagde den ned i hullet og dækkede det til, så godt som han kunne, med den smule jord, som han havde gravet op af hullet.
Han gik tilbage til de unge mennesker, som ikke havde sagt noget under hele denne oplevelse. “jeg synes vi skal tale om det her”; startede han; “men først synes jeg, at vi skal gå tilbage til hytten, og så skal I sætte jer ned og skrive om det”. Han kiggede på dem, men der var ingen form for reaktion, så han fortsatte; “og når vi har spist, så kan I læse det I har skrevet, og så kan vi tale om det”. Pædagogisk set så var dette ikke den rette måde, at gøre det på, de burde naturligvis tale om det med det samme, men han ønskede at udnytte situationen, for dette her kunne virkeligt ændre på deres måde, at skrive historier på, og han mente, at det var det vigtigste lige nu, for det var jo derfor de var her. Han begyndte, at gå tilbage til hytten, og eleverne fulgte efter, og stadigt var der ingen af dem der sagde noget.
Læs “Kapitel 4A: Historier” af Skumfod
© Skumfod