(af Skumfod)
Julemanden trådte ud af sit værelse til et rent kaos. Den del af det store kort, som dækkede den sydlige del af Næstved lå nu på gulvet, med de to ringe af henholdsvis røde og hvide knappenåle, som var de eneste der var tilbage på kort. Selv de grønne snore var fjernet fra kortet. Ovre i det ene hjørne lå resten af kortet i en stabel. Ved vægen var Gotha og fem andre alfer, som Julemanden ikke kunne huske navnene på, i fuld gang med at bygget et nyt kort, som vidste den sydlige del af Næstved. På gulvet sad Lionel stadig og lavede beregninger. Lioline kom ud af døren, som førte ud i køkkenet, og gik direkte over til sin storebror; ”Jeg håber, at du hurtigt kan finde nøglen, så jeg kan få mit køkken tilbage”. Lionel kiggede grinende op på sin søster; ”jeg gør mit bedste, men du er nok nød til at væbne dig med lidt tålmodighed”; han opdagede Julemandens tilstedeværelse; ”hvad synes du om det nye kort”. Julemanden kiggede op på det nye kort, hvor hele bunden var sat op på væggen. Han havde bare regnet med, at det nye kort ville være en forstørrelse af det gamle, men nu kunne han se, at der var højde kurver, og bygninger der var tegnet i forskellige farver. Han prøvede at se området for sig, og sammenlignede det med kortet, inden han vendte sig og kiggede ned på Lionel, der stadigt sad på gulvet; ”lad mig gætte”; han holdt en pause imens han regnede på sin ide inde i hoved, for at være sikker inden han sagde noget.; ”bygningerne er farvet efter deres højde”. Lionel strålede af stolthed; ”Jeg er imponeret, det var rigtigt godt set”. Julemanden klukkede af grin; ”det var nu ikke så svært at se, når man er vant til at se dem oppe fra”; han tog en stol, og satte sig ned over for Lionel; ”men for at besvare dit spørgsmål, så må jeg sige, at det ser rigtigt godt ud”. Lionel smilede af stolthed over Julemanden rosende ord; ”Jeg kunne ikke have gjort det uden en fantastisk hjælp fra alle de andre”. Julemanden nikkede bekræftende; ”det er altid imponerende, hvad man kan gøre, når man arbejder sammen”.
Teenagerne var for tredje dag i træk samlet i Michaels værelse. De havde lige spiste aftensmad, da Muhammed fandt endnu et kort, der passede til en af kortskitserne. Kortet var af et område af Brasilien som lå nord for Peru og Bolivia. Da de tjekkede kortet, fandt de ud af, at det var i nøjagtigt de samme mål, som det første kort. Klokken var omkring halv ni, da Maria udbrød; ”det var fandens”. De andre stirrede på hende, for det var sjældent, at de oplevede, at der kom bande ord ud af hendes mund. Hun kiggede rundt på dem; ”det er et kort over Næstved”. De kiggede alle sammen på hendes skærm, og sammenlignede med det billede, som hun pegede på. Der var ingen tvivl om, at det var det rigtige kort. Nederste venstre hjørne af skitsen passede med Gavnø’ slotsparks, så selve skitsen strakte sig over et kæmpe område nordøst for Næstved by. Prikkerne var fordelt over hele kortet, men de fleste prikker var placeret i området nord for Holmegård og i området ved Gisselfeld sydvest for Haslev. Bo smilede; ”jeg tror, at det er det kort, som vi skal bruge, så nu skal vi bare finde ud af hvordan vi bygger kort og skitse sammen til et”.
Den nat drømte de fem teenagere alle sammen om kort og skitser, der på forskellige mærkelige måder smeltede sammen som et samlet billede.
© Skumfod