(af Skumfod)
Michael vågnede ved, at der blev rusket i ham. Han følte sig meget træt, og åbnede kun delvist øjene. Svagt kunne han se, at det var hans lillesøster, som stod ved siden af hans seng; ”hvad er klokken”. ”Ikke så højt, hviskede Lotte; ”den er lidt over to”. Michael vågnede fuldstændigt og satte sig op i sengen, det var i sig selv unormalt at hans søster vækkede ham, men at hun gjorde det midt om natten var alarmerende; ”hvad er der”? Lotte så kiggede på ham, og han kunne se, at hun var bekymret, inden hun svarede ham; ”hvad hvis Julemanden kun har denne ene nøgle”? Han kiggede undrende på hende; ”hvad mener du”? Lotte overvejede sine ord; ”jeg har tænkt på, at hvis julemanden kun har denne ene nøgle, så kan han jo ikke komme til sine gaver”. Michael overvejede hendes ord; ”jeg kan ikke tro, at han kun har den ene nøgle, men hvis du har ret, så må vi jo sørge for, at han får nøglen tilbage”.
Lionel havde fundet løsningen på et af hans problemer. Han havde fundet noget, som Julemanden kunne bruge alt sin energi på, hvilket gav ham noget fred til, at han kunne arbejde. Julemanden var sat til, at finde ud af om køkken alferne fra Nordpolen bevidst ødelagde den mad de lavede. De eneste tre, som kendte noget til julemandens nye mission var Lionel, Lioline og så Julemanden selv. Lioline havde ikke været henrykt over, at julemanden ville tilbringe det meste af sin tid i hendes køkken, men hun kunne godt set ide i det. Hun var ikke klar over, at hendes bror mest af alt ville af med Julemanden, så han kunne få fred til selv at lave noget. Julemanden viste sig faktisk at han kunne være en stor hjælp i køkkenet på grund af alt hans energi, så inden længe var alle fem køkken alfer henrykte over hans tilstedeværelse.
Lionel havde gemt sig på Julemandens værelse. I går havde han bedt en af alferne på Grønland, om at få ’Julemandens historie’ tilsendt. ’Julemandens historie’ er et værk, som indeholder alle historierne om Julemanden, skrevet ned af de alfer, der igennem tiden havde været Julemandens højre hånd. Det nyeste bind var det, som Lionel selv var ved at skrive, og som han havde skrevet i de sidste toogtyve år. Der var flere år, hvor han ikke havde haft ret meget at skrive ned, men på de sidste par uger havde han skrevet over hundrede nye sider. Alfen Frinel som Lionel havde afløst for omkring 60 år siden, havde ikke turde sende ’Julemandens historie’ uden følgeskab, så den gamle alf var ankommet sammen med de 72 bind, som indtil nu var skrevet færdige. Til at starte med, havde der været en lidt kølig tone imellem de to alfer, men Lionel vidste godt hvilke fantastiske kvaliteter, som hans forgænger havde. Derfor havde han fået overtalt Julemanden til at oprette en ny funktion til Frinel, som nu blev arkiv alf. Dette var et område, som i flere hundrede år havde trængt til en kærlig hånd, og Frinel havde været den helt rigtige alf til jobbet. Frinels arbejde var stort, og da de nåede 1990 kunne han med stor glæde berette, at han nu var mere end halvejs. Hvad ingen af dem på det tidspunkt havde forudset, var den store mængde data, der få år efter kom fra menneskenes internet. Frinel havde alligevel taget godt imod de nye udfordringer, og med Julemanden og Lionels støtte, havde han fundet to unge alfer til at hjælpe ham. I dag havde de det bedste og mest effektive arkiv, man nogen sinde havde set, og de var kun få års arkivering fra at været helt opdateret. De svære var, at det var de ældste dokumenter, som de manglede at registrere. Lionel havde været henrykt over, at se Frinel stå i entréen, ved siden af de otte stabler med bind fra ’Julemandens historie’. Lionel fortalte Frinel i detaljer om alt hvad der var forgået i de sidste par uger, inden han bad om Frinels hjælp. Derfor sad de nu og læste i hvert deres bind af ’Julemandens historie’, for at finde alle de fortilfælde, hvor Julemanden energi var steget voldsomt, for at finde ud af om Lionel havde ret i sin teori.
”Måske har Lotte ret”; Bo’s tonefald var meget alvorligt; ”vi må tro det værste, og gøre vores bedste”. Maria kiggede på ham; ”men hvordan får vi fortalt hvor nøglen er”? Bo tænkte over hendes spørgsmål; ”vi må finde på en kode, som kun Julemanden kan forstå”; han kiggede over på Muhammed; ”og så er det jo godt, at vi har en kodningsspecialist i vores midte”. Lotte og Maria kiggede forundret på Bo, men Michael vidste godt hvad Bo mente. Da de var ti år gamle havde Muhammed opfundet et hemmeligt kodesprog, som det kun var dem der kendte og forstod. Muhammed var meget stolt at sit kodesprog, og hvad Bo ikke vidste, var at han rent faktisk havde skrevet flere andre kode systemer, som han bare ikke havde fortalt andre om. Muhammed takkede for tiltroen, og begyndte at skrive en masse volapyk på sin blok.
”Jeg er ikke helt sikker endnu”; sagde Julemanden, da han om aftenen sad og drak varm chokolade sammen med Lionel, Lioline og Frinel; ”men jeg tror faktisk ikke, at de laver rod i maden med vilje”. Lionel kiggede næsten undskyldende på både sin søster og Julemanden; ”har det været slemt”? Lioline smilede; ”Nej da, for vores Julemand er ikke bare fantastisk i et køkken, men han også forhindret flere katastrofer i at ske”. Julemanden smilede; ”man gør jo bare sit bedste”.
© Skumfod