(af Skumfod)
”Jeg ved det, jeg ved det”; Muhammed kom løbende igennem skolegården, hen imod Michael og Bo. De kiggede begge to forundret på ham, for de anede ikke hvad han talte om. Muhammed var nu nået helt hen til sine kammerater; ”jeg ved hvad billederne er”. Michael og Bo lyste op af glæde; ”hvad er det så”; spurgte de i munden på hinanden. ”Det er skitser”; Muhammed kiggede på sine kammerater, som ikke anede hvad han talte om; ”eller mere præcist, så er der tale om kort skitser”. Bo nikkede; ”selvfølgeligt er det det, og hvad er så en kort skitse”. Muhammed grinede; ”en kort skitse er et tegnet kort, med nogle pejlemærker på”; han kunne se, at hverken Bo eller Michael helt havde forstået hvad han mente, så han tilføjede; ”og jeg tror, at stregerne er store veje”. Michael smilede, da han nu forstod, hvad Muhammed mente; ”og hvad er det så kort over”? Muhammed lagde sine hænder på skuldrene af sine kammerater, alt imens han lo; ”og det er så der, at det bliver hårdt arbejde, for jeg har ikke en anelse.
Julemanden forlod sit værelse, og kom ud i det kæmpe rum, som var forbindelsesledet, til resten af den store underjordiske hytte. Rundt omkring i lokalet lå der alfer og sov på gulvet i soveposer, og på den store væg, i den anden ende af lokalet, var Lionel, Gotha og Lioline i gang med et kæmpe bygge projekt, som nærmest så ud, som om at de byggede puslespil op ad væggen, med helt firkantede brikker. Julemanden var stille gået hen til de tre arbejdsomme alfer, før end han rømmede sig og spurgte; ”Hvad i alverden er det der foregår”. De tre alfer var så koncentreret, at de fik et chok. Lionel smilede til Julemanden, da han var kommet sig over overraskelsen; ”Vi bygger et kort”. Julemanden løftede øjenbrynene; ”og med farer for at lyde dum, er jeg nød til at spørge om, hvorfor I bygger et kort”? Lionel grinede af Julemandens spørgsmål; ”det er faktisk et ganske fornuftigt spørgsmål”; han gik hen til et lille bord, hvor der stod en kande og tre krus, og han hældte op fra kanden i det ene krus, og drak af det; ”Vi skal bruge kortet til, som er et kort over hele Næstved kommune, til at afmærke de steder, hvor man opservere energi bølgen”. Julemanden nikkede bekræftende; ”okay det forstår jeg, men hvorfor ligger der alfer og sover på gulvet”? Lioline kiggede på ham; ”som Lionel fortalte i går, så skal vi bruge 200 alfer i aften til observationerne, så derfor har vi fået besøg af 200 alfer, som alle sammen er trætte på grund af rejsen”. Julemanden kiggede rundt; ”jeg kan nu kun se omkring 20 alfer”. Lioline rystede på hovedet; ”nu er du jo direkte fjollet, de ligger jo og sover i alle vores rum, bortset fra køkkenet og dit værelse”. Julemaden smilede; ”godt ord igen Lioline, men skal vi så ikke flytte disse alfer ind til mig, for de kan da ikke sove særligt godt, når I hamre og banker”. Nu var det Lionels tur til at ryste på hovedet af Julemanden; ”sig mig lige, hvor meget ved du egentligt om vores magiske evner”; han drak endnu en tår fra sit krus, før end han fortsatte; ”du kan larme hvor du vil, for vi har lagt dem til at sove på en måde, hvor de først vil vågne ved ni tiden i aften”. Julemanden smilede til Lionel; ”det vidste jeg faktisk ikke, at I kunne, men tro mig, når jeg siger, at jeg ikke er overrasket, for jeg ved jo godt at I kan en masse med jeres magiske evner”; julemanden drejede sig, så han i stedet kiggede på Lioline; ”men betyder det, at vi slet ikke skal nyde en kop chokolade i dag”. Lioline smilede retur til Julemanden; ”Vi skal naturligvis have varm chokolade, men den er først klar om 5 minutter, men så er der også chokolade til os alle fire”.
Lotte havde et godt forhold til sin storebror, men det var alligevel usædvanligt, da Michael, Bo og Muhammed stod og ventede på hende og Maria uden for deres klasseværelse, da de nåede til det store spisefrikvarter. De satte sig i en krog af skolegården, hvor drengene startede med at fortælle om Muhammeds åbenbaring. Da de var færdige fortsatte Michael; ”men vi ved ikke, hvordan vi finder ud af hvad det er for nogle kortskitser”. Maria trak på skuldrene; ”det er da ellers simpelt nok”; de fire andre kigge alle på hende; ”vi tager billeder af skitserne, printer dem ud, og så må vi jo bare kigge på kort”.
Marias løsning var i grunden simpel, men det tog dem hele aftenen førend de havde printet alle 68 billeder ud, og havde hængt dem op i hele Michaels værelse.
© Skumfod