(af Skumfod)
Lotte var fuld af selvtillid, da hun ankom til skolen mandag morgen. Hun havde brugt nogen af de tricks, som Alberte havde lært hende. Det havde været et helt fantastisk besøg hos hende og Johnny dagen før. Kim havde forslået, at de skulle ankomme til skolen sammen, men Lotte havde sagt til ham, at det var bedre, at de ankom hver for sig. Hun havde ikke uddybet det, og han havde ikke spurgt, men det hun havde ment var, at det var bedre for Irene.
Lotte skulle til, at dreje om hjørnet til gangen, med deres klasse, da hun hørte Irenes stemme. Irene lød hysterisk, og Lotte hørte sætningen “…og så går du bag om ryggen på mig med den luder”. Lotte drejede rundt om hjørnet, til et frygteligt syn. Irene var helt klart hysterisk, og hendes øjne nærmest lynede af raseri, imens hun holdt Susies mobil telefon i hendes hånd. Ved siden af Irene stod den stakkels Susie, og hun græd, som var hun blevet pisket. Irene opdagede med det samme Lotte; “og der kommer din elskede luder”. Lotte nåede ikke at sige noget, før end Irene kylede Susies mobil telefon tæt forbi Susies hoved og ind i væggen, hvor den gik i flere stykker, som spredes ud over gulvet. Inden telefonen var landet, var Irene allerede løbet forbi Lotte, og var på vej ud af skolen. Lotte løb over og holdt om Susie, som grædende var faldet sammen på gulvet.
Lotte var rystet, dette var absolut ikke den Irene, som hun kendte, og lige nu sad hun med Susie i sine arme, og hun var brudt fuldstændigt sammen. Da det ringede ind, ankom fru Antonsen, lige så præcist som hun plejede, og med en bestemt håndbevægelse vinkede hun alle eleverne ind i deres klasser. Hun satte sig ned på den anden side af Susie og holdt om hende, imens hun så på Lotte; “hvad er der sket”? “Irene”; sagde hun kort inden hun kiggede fru Antonsen bønfaldene direkte i øjnene; “og jeg skal nok fortælle det hele, men lige nu er det vigtigt, at jeg får talt med hr. Klemmesen med det det samme”. Fru Antonsen sagde ikke noget, men med en lille håndbevægelse vinkede hun Lotte afsted imod Inspektør Klemmesen’s kontor. Lotte rejste sig, og løb imod kontoret.
Hr. Klemmesen sad inde på sit kontor med en kop kaffe. Han blev meget overrasket, da denne elev kom løbene ind af hans åbne dør. Han kunne tydeligt se på Lottes ansigt, at der var noget fuldstændigt galt. “Irene er stukket af, vi må ha’ fat i hendes mor”; Lottes havde helt klart fanget hans opmærksomhed, og hurtigt gav hun ham en kort version af hele forløbet. Imens Lotte fortalte, havde han slået Irene op på sin computer, og da hun var færdig ringede han til Irene mor. Kort fortalte han at Irene var stukket af fra skolen i nedtrykt tilstand, hvilket efter Lottes mening var århundredes underdrivelse, og så forslog han, at de mødtes på deres bopæl, hvor hun ville få hele historien. “Lad os kører”; sagde han til Lotte, da han havde lagt på.
De så ikke noget til Irene på vejen imod hendes bopæl, og da de ankom var der ikke nogen hjemme, men kort tid efter ankom Irenes mor Jane. Det var tydeligt, at Lottes tilstedeværelse kom fuldstændigt bag på Irenes mor, som i forevejen var oprevet pga. opkaldet. “Hun svare ikke, når jeg ringer til hende”; sagde hun i et tonefald, som tydeligt understregede, at hun var både oprevet og bekymret.
Da de var kommet ind i stuen, og havde sat sig fortalte Lotte hele historien, og hun gik ind i alle detaljerne. Der var naturligvis nogen detaljer vedr. Kim og hende selv, som hun ikke mente kom dem ved, men alt det andet fortalte hun. Jane græd, alt imens Lotte nåede nærmere slutningen af historien, og specielt da hun fortalte om hende samtale med Susie lørdag aften, og da Lotte havde fortalt, om det der var foregået i skolen her til morgen, så begravede hun bare hænderne i ansigtet, og blev ved med at gentage; “jeg vidste, der var noget galt”.
Da døren gik op, troede Lotte et kort sekund, at det var Irene der kom, men ind af døren kom Irenes stedfar Olav, og han så lige så bekymret ud, som Jane gjort, da hun ankom. Olav holdt om sin kone og trøstede hende, alt imens Lotte fortalte historien en gang til.
Da hun var færdig, takkede Olav både Lotte og Hr. Klemmesen, for at de var kommet, og lovede at give besked, når de vidste noget. Irenes mor sagde ikke noget, hun sad stadigt bare med ansigtet begravet i sine hænder.
Da skulle til, at sætte sig ind i hr. Klemmesen’s bil, gav Olav Lotte et stort kram; “Lotte, hør på mig, hvis det du har fortalt, er det der er sket, og det er jeg faktisk ikke i tvivl om at det er, så er Susie og dig de bedste veninder, som Irene kan have, selvom hun ikke selv er klar over det, og selvom det nok ikke er det i bekymre jer om lige nu, så skal vi naturligvis nok erstatte Susies mobil telefon.
Da de kom tilbage til skolen, var det midt i en time, og Lotte gik direkte ned til klassen. De havde stadigt fru Antonsen, og da hun så Lotte, spurgte hun, om de skulle gå udenfor, men Lotte bad overraskede om lov til, at fortælle det til hele klassen, for som hun sagde, så var der grænser for hvor mange gange hun orkede at fortælle historien. Fru Antonsen så godt nok noget stramt på Kim, da Lotte fortalte om det der var sket til festen, men hun sagde ikke noget, og han fik da også et respektfuld nik, med en antydning af et smil, da Lotte beskrev hans handlinger om lørdagen. Lotte var overrasket. Aldrig før havde hun fortalt noget foran hele klassen, og på den måde haft deres opmærksomhed. Selv Dennis var fuldstændigt tavs. Da Lotte var færdig sagde fru Antonsen, med en medfølelse, som de aldrig havde oplevet før; “Hun er en stakkels pige, og hun er helt klart syg, så husk det, hvis I møder hende, behandl hende pænt, for selvom det er svært at forstå, så ved hun faktisk ikke hvad hun gør”.
Efter dette blev Lotte sendt ned på kontoret, for at se om Susie stadigt var der. Det var hun, og Lotte sad stille og holdt om hende i fem minutter, indtil Susies mor febrilsk kom ind på kontoret. Lotte fortalte historien endnu en gang til Susies mor, men denne gang i en forkortet version, der dog var længere end den hun første gang havde fortalt hr. Klemmesen. Hun fortalte også hvad både Irenes stedfar Olav og fru Antonsen havde sagt.
Resten af skoledagen var mærkelig. Alt gik op i bekymring for Irene, lykønskninger til både Kim og hende, hvilket de begge to følte var lidt malplaceret lige netop i dag, og så hendes udseende som blev ros af både drenge og piger. Det største kompliment kom overraskede nok fra Dennis, som ellers havde den mest stille dag, nogen af dem nogen sinde havde oplevet; “hvis du havde set så smuk ud i til festen i fredags, så havde jeg slået kløerne i dig, før end det store drog havde haft en chance”. Dette var den eneste gang, at nogen af dem grinede i løbet af denne skoledag, men det var meget forløsende.
Da de havde fået fri fra skole, fulgte Kim hende hjem. Da de så huset, trykkede Kim hende ind til selv, og bare holdt om hende. Overalt på huset, både på vægge, døre og vinduer var der malet i alle mulige farver. Overalt stod der; “Luder”.
Læs “Kapitel 11A: Huset” af Skumfod
© Skumfod
