Kapitel 17A: Splittelse

(af Skumfod)

“Lotte og hendes følge” havde en travl morgen om tirsdagen. De var tidligt oppe og i bad, inden de skulle klargøre til morgenmaden. Da de havde spist, så var det også deres job at ryde af. Ligegyldigt hvor de var, så kom der elever hen til Lotte med bemærkninger som; “Skide godt gået”; eller ; “Det var sejt; og en masse andre lignede budskaber. Da de var færdige med afrydningen, så fandt de et bord udenfor, hvor de kunne sidde sammen og slappe af. Imens de sad der og hyggede sig, overhørte Lotte pludselig en samtale bag sig, som fangede hendes opmærksomhed; “Hvis du virkeligt kender hende, hvorfor vil du så ikke præsentere os, men du er vel bare fuld af lort”. Lotte drejede sig rundt, og lyste op, da hun så hvem der stod 15-20 meter fra hende, sammen med to andre piger. Lotte løb over til de tre piger, og gav den udskældte pige et kæmpe kram; “Hej Eva min engle, hvor har du haft gemt dig”. De to andre piger stod bare med åben mund og gloede.

Eva grinede; “Du har jo haft rigeligt, at tage dig af”; hun drejede sig over imod sine veninder; “Men så må jeg jo hellere præsentere dig for Lisbeth og Fatima”. Lotte gav dem begge to et kæmpe kram; “Hvor er det dejligt at møde Jer, I må møde de andre”; hun trak afsted med de tre piger.

Efter Lotte havde præsenteret dem alle sammen for hinanden, så sad Kim og så meget overrasket ud, så Lotte tilføjede; “Evas mor er kollega til Alberte”; som om det var det mest naturlige i verden. Kim rystede grinende på hovedet; “Hvorfor overrasker det mig ikke, at du er ven med min storesøsters kollegas datter”. Lotte trak på skuldrene; “Det er vigtigt at have gode venner”. Eva smilede; “Apropos venner, så har du fuldstændigt splittet vores frygtelige tøsebande fra hinanden”. Lotte kiggede overrasket på Eva; “Hvad mener du”? “Annika, Pia, Lisette og Lone, har udover at være vores klasse kammerater, så også længe været skolens terrorister”. Eva synes, at de fortjente en større uddybning; “Oprindeligt var det en hård bande, som var styret, af en frygtelig sadistisk tøs ved navn Lissi, som gik en klasse over os”; hun holdt en kort pause, for at være sikker på, at hun havde fanget deres interesse; “Men til vores held, så valgte hendes forældre at flytte lagt væk, så hun var nød til at skifte skole”. “Da Annika havde været Lissis højre hånd, så overtog hun styringen af gruppen, der fortsatte deres terror, selvom de ikke var lige så ubehagelige, som de var før”. Lotte lignede stadigt et stort spørgsmålstegn; “Men hvad mener du med, at jeg har splittet dem op”. Eva grinede, så meget, at tårrene løb ned af hendes kinder; “Pia, Lisette og Lone havde åbenbart alle tre udset sig Leif, som deres personlige projekt, så derfor udviklede morgenbadet sig til et kæmpe slagsmål imellem de fire tøser”. Lotte rystede på hovedet; “Det er da ikke sjovt, det er jo forfærdeligt”. Eva kunne slet ikke stoppe med at grine; “Nu har I jo heller ikke oplevet Deres terror igennem de sidste 3-4 år, men jeg er heller ikke færdig med historien”; hun holdt en kort pause, for lige at være sikker på, hvor langt hun var nået; “Line, en af pigerne fra vores parallel klasse, gik fuldstændig i panik, så hun løb direkte ud af hytten, hvor hun rendte ind i vores klasse lærer Lillian”; Eva havde svært ved at fortsætte; “imens hun råbte – de slår hinanden ihjel, de slår hinanden ihjel”. Nu var Lisbeth og Fatima også færdige af grin. “Lillian kom nu løbende ind i hytten samme med to af fædrene, som var Lisbeths far”; Eva pegede over på Lisbeth; “og Lones far, samt de to lærer studerende Karl og Peter”. Eva tørrede tårer væk fra sine øjne; “Jeg må heller nævne, at Annika, Pia, Lisette og Lone var i bad, da de kom op og slås, så de fire stakkels mænd måtte kæmpe med at adskille fire nøgne teenagere, som kun ville slås med hinanden”. Eva kunne godt se, at de andre ikke synes at det var morsomt; “Tro mig, det var fantastisk at se”; hun pegede igen på Lisbeth; “Lisbeths far var kommet direkte ind ved Lone, så Lones far måtte holde Pia, Karl fik Lisette og Peter endte med at holde Annika”. “Det tog næsten ti minuter, at adskille de fire nøgne våde tøser fra hinanden”. Fatima blandede sig i fortællingen; “Jeg tror aldrig de fire tøser, er blevet så overgramset og i så lang tid, og de opdagede det slet ikke. Lisbeth tilføjede; “Jeg tror aldrig, at min far melder sig frivilligt til noget igen”. Eva smillede; “Da de var faldet til ro, skældte Lillian ud i over 10 minuter, hvor de fire tøser stod på række, stadig uden tøj på, og med fire voksne som tilskuere”; Eva så nu direkte på Lotte; “og tøserne har fortalt alt, hvad der skete i går”. Lotte rystede på hovedet igen; “De tumper, hvad sker der så nu”. Eva tørrede resterne af tåre væk fra sit ansigt; “Det ved vi ikke, men lige nu er tøserne ude og løbe på en løbebane i nærheden”.

Da de var på vej til samling klokken 10, trak Peter Lotte til side; “Jeg ved ikke, om du har hørt det, men din plan eksploderede i dag”. Lotte trak på skuldrene; “Min plan havde ikke noget med det at gøre, men jeg indrømmer, at jeg ikke havde forudset et jalousi drama over Leif”. Lotte overvejede sin næste ord nøje, da hun ikke ønskede, at virke anmassende; “Hvad sker der med de stakkels piger nu”? Peter rystede på hovedet; “Hvordan kan du kalde dem for stakkels piger, med den opførsel som de har leveret, ikke bare her på lejrskolen, men så vidt jeg forstår igennem flere år”. Lotte kiggede på ham, med hendes frække smil; “De var styret af en sadistisk leder, og da Lederen flyttede væk, så kunne de ikke finde tilbage igen”; Lotte kunne se, at Peter overvejede hendes ord; “Af uforklarlige årsager, så blev Leif personen, som splittede dem ad, men jeg tror, at det var på vej under alle omstændigheder”. “Men du fortalte ikke hvad der sker med pigerne”. Peter rystede på hovedet; “Jeg ved det ikke, det er helt op til Deres lærer Lillian”; han studerede Lotte nøje; “men Jeg har en fornemmelse af, at du har en holdning til, hvad der bør ske med dem”. Lotte grinede; “Du kender mig alt for godt Peter”; hun så seriøst på ham; “Pigerne bør flyttes til fire andre hytter”. Peter sad længe og overvejede hendes ord. “Vent her”; sagde han og forsvandt.

Få minuter efter kom Peter tilbage sammen med pigerne og Evas klasselærer Lillian. Peter startede; “Jeg ved ikke, om du har besluttet, hvad du skal gøre med pigerne, men Lotte gav mig et input, som jeg synes, at du bør høre”. Lillian så på dem begge to, men sagde ikke noget. Lotte fortsatte Peters ord; “Jeg tror, at der er en masse godt i de fire piger, men jeg tror, at deres tidligere leder har bragt dem så meget på afveje, at de bør splittes op, for at de kan finde sig selv”. Lotte kunne se, at Lillian kæmpede for at holde en tåre på plads, men da hun stadig ikke sagde noget, så fortsatte Lotte; “De kan flyttes til ledige pladser i andre hytter, eller man kan rotere alle eleverne, så man får blandede hytter. Peter rystede på hovedet; “Er du bindegal Lotte, det bliver jo et logistisk mareridt”. Lillian nikkede; “Ja, men det er faktisk ikke en dårlig ide”; hun kiggede direkte på Lotte; “og jeg tror også, at du har ret i din vurdering af pigerne, selvom mine kollegaer om vores inspektør er af en anden mening”. “Men imens jeg overvejer din ide, så har jeg et vigtigt spørgsmål til dig”. Lotte var meget sikker på, at hun nu ville blive spurgt ind til sine kilder, og hun var slet ikke forberedt på det der kom. “Jeg så, at Annika havde nogle meget røde striber henover sine baller”; hun flyttede blikket over på Peter; “Jeg formoder, at du også så det”. Peter nikkede, men det var tydeligt at se på hans ansigtsudtryk, at han ikke havde lyst til, at tale om det der var forgået i baderummet. Lillian fortsatte; “Jeg har desværre før oplevet mishandlede børn, så det var min første tanke, men striberne så forholdsvist nye ud”; hun så dybt alvorligt på Lotte; “Så jeg vil gerne vide, om du har noget med det at gøre”. Til at starte med, så var Lotte forfærdet over, at hun blev mistænkt for, at stå bag en fysisk afstraffelse af Annika. Men når hun tænkte nærmere over det, så kunne hun egentligt godt forstå, hvorfor mistanken kunne falde på hende. Hun undrede sig over, at Eva, Lisbeth og Fatima ikke havde nævnt striberne, men det var jo muligt, at de ikke havde se dem. Lotte sad meget længe og tænkte, før end hun var klar til at svare; “Nej, og jeg havde heller ikke hørt om dem”; hendes tanker var ved at falde på plads; “Jeg tror måske, at jeg kan gætte, hvordan hun har fået dem, og hvis jeg har ret, så bør i glemme dem, for så betyder de ikke noget, og vil bare komplicere det hele unødigt”. Lillian smillede for første gang; Jeg tror, at vi deler vores mistanke, men jeg var nød til, at være helt sikker”; hun holdt en kort pause; “men hvordan kan du være så velinformeret om mine piger”? Lotte grinede; “Jeg er ven med Eva fra din klasse”. “Hvordan kan vi være sikker på, at det er nok, at skille pigerne ad”; Lillian holdt en kort pause; “og hvad gør jeg med Lottes far, som er brudt fuldstændigt sammen”? Lotte sad og tænkte; “Jeg tror faktisk godt, at Jeg kan hjælpe med begge dele”. Lotte fortalte, hvad hun mente, at de skulle gøre.

Da Lillian var gået, for at tale med sin skoleinspektør, kiggede Peter på Lotte; “Det i dag er faktisk det værste, som jeg nogen sinde har oplevet”. Lotte kom med et lille fnis; “Ja, jeg hørte, at du havde hænderne fulde”. “Det er faktisk ikke morsomt”; svarede Peter, men han kunne alligevel ikke lade være med at smile.

Lotte havde startet en lavine af begivenheder, som skabte en hektisk aktivitet. Efter frokosten var der hurtigt blevet planlagt et kæmpe projekt i skoven. Alle elever bertset fra Lotte og de fire piger, som stadig ikke var kommet tilbage, blev inddelt i grupper, som ude i skoven skulle bygge en hytte af materialer fra skoven. De fleste af de lærer studerende samt de fleste forældre var med ude i skoven. Alle lærerne havde travlt med at klargøre rokaden af elever, da Lotte havde sagt, at hvis det skulle virke, som en naturlig plan for at styrke sammenholdet på tværs af skoler og klasser, så var man også nød til at splitte drengene op.

Inden frokosten havde Lotte haft en kort snak med Peter og fru Antonsen. Da Lotte var færdig med at gennemgå sin plan i detaljer, sad fru Antonsen og rystede på hovedet; “Jeg er meget stolt af dig og af din plan, men Jeg fatter ikke hvorfor du blander dig i sager, som slet ikke har noget med dig at gøre”. Lotte trak på skulderne; “Fordi Jeg føler, at Jeg er nød til gøre mit, for at hjælpe når Jeg kan. Fru Antonsen grinede; “Det kommer vist an på hvilke briller man har på, for når du hjælper fire piger, som rent faktisk selv er skyld i det rod, som de er havnet i, så betyder det en masse arbejde for over 60 andre personer”. Lotte så såret ud; “Det drejer sig altså ikke bare om de fire piger, det er også om deres lærer, forældre, klassekammerater, en skole der bløder og så er det om vores egen ven Leif”. Fru Antonsen gav Lotte et kæmpe kram; “Jeg driller skat, jeg ved godt, hvad det her drejer sig om”; hun stoppede krammet og så alvorligt på Lotte; “Men du er faktisk ved at være alt for klog og alvorlig, taget i betragtning af, at du bare er en lille pige på 15 år”. Lotte grinede; “Lille var nok ikke måden, som jeg ville beskrive mig selv længere”. Peter tog fat i Lottes hænder, og så seriøst på hende; “Vi er bange for, at du glemmer at være det barn, som du også bør være, og vi er også bange for, at vi har en del af skylden, fordi vi giver dig lov”. Lotte sad længe, og så på dem begge to; “Wow – den så Jeg ikke komme, og Jeg ved godt, at I siger det i den bedste mening, men I tager fejl”; hun så alvorligt på dem; “Jeg ville ikke være i stand til at fuldfører min plan i dag, hvis det ikke var fordi, at jeg kombinere det alvorlige med barnlig leg, og en barnlig form for selvsikkerhed”; hun smillede, da hun tilføjede; “og spørger i Irene, så vil hun fortælle Jer, at jeg er den mest fjollede og barnlige lille tøs hun kender”.

Lotte sluttede deres snak af med, at række et stykke papir til fru Antonsen; “Jeg har et par gennemtænkte forslag til rokaden. Fru Antonsen læste sedlen.

Lotte, Eva og Annika i samme hytte.
Irene, Fatima og Lone i samme hytte.
Susie, Lisbeth og Lisette i samme hytte.
Annabella, Vivi og Pia i samme hytte.

Lotte grinede, da hun så hvor alvorlig fru Antonsen begyndte at se ud; “Eva, Fatima og Lisbeth går i samme klasse de fire piger Annika, Lone, Lisette og Pia, og Vivi er vores Vivi fra 8A” Fru Antonsen kiggede op fra papiret; “Men tror du at Irene og Susie er klar til det ansvar, som du beder dem om at tage”. Lotte grinede igen; “Jeg sagde jo, at jeg stadig er barnlig”; hun trak tiden en lille smule inden hun fortsatte; “Jeg har ikke tænkt mig, at fortælle dem noget som helst, for Jeg har brug for, at de bare er sig selv”. Fru Antonsen og Peter så på hinanden, rystede på hovederne og begyndte at grine.

Læs “Kapitel 18A: Lisettes bad” af Skumfod

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email