(af Skumfod)
Klokken var lidt i otte om morgnen, da de fem teenagere stod op og tog sig noget morgenmad. Under morgenmaden blev de enige om, at de ville starte med at tage ud i Herlufsholm skoven, hvor den ene prik befandt sig syd for Ladby, og derfra ville de kører videre til Fruens Plantage, hvor prikken var placeret øst for parkeringspladsen og grillen.
Klokken var lidt over ni, da de cyklede ind i den del af Herlufsholm skoven, som lå syd for Ladby. De fandt ud af, at selv med et godt kort, så var der mange detaljer i landskabet, som de skulle lære at genkende på kortet, før end de kunne være helt sikre på hvorhenne de befandt sig, og hvor de skulle gå hen. Klokken var næsten to om eftermiddagen førend de endeligt mente, at de var nået frem til det rigtige sted. Stedet virkede anderledes end de andre steder, som de havde se på deres tur rundt i skoven. Området var bart, som havde det været en lysning, men fra alle sider bredte træerne nogle lange grene ud, så stedet ikke var så synligt se oppefra, som det umiddelbart burde havde været. På den bare plet, som havde en diameter på omkring ti meter og var belagt med mos, stod der en stor sten på præcist det sted, hvor prikken var ude i den ene kant. Stenen havde en helt lige overflade, som skrånede ned imod den skovkant, som lå tættest på stenen. Da klokken blev tre havde de ledt hele området igennem uden at finde noget som helst, og de besluttede sig til at kører videre.
Julemanden og Lionel sad ved bordet i Julemandens værelse og gennemgik, en masse administrative detaljer, hvilket de ofte gjorde, da Lioline kom ind bærende på en bakke med 3 krus varm chokolade. Lioline satte bakken fra sig på bordet, og kiggede frem og tilbage imellem Julemanden og hendes storebror; hvornår forventer vi normale tilstande igen. Julemanden kiggede op på Lioline, og bemærkede at hun så usædvanligt træt ud. Lionel smilede til sin søster; ”hvis mine beregninger holder, så vil jeg sige mindst til den trettende, og formodentligt endda til den sekstende”. Julemanden kiggede koncentreret på Lioline; ”er der problemer Lioline”. Lioline tog en stol, og satte sig ned ved bordet; ”man kan vel ikke kalde det problemer, for de er jo meget hjælpsomme alle sammen, men ingen af dem er jo køkken alfer”. Lionel smilede; ”ja, den del havde jeg jo ikke tænkt på, da det hele blev sat i gang”; han tog det ene krus fra bakken, og tog sig en tår; ”men lige nu er alle de andre alfer ved at bygge køjesenge”. Julemanden og Lioline kiggede begge to overrasket på Lionel der ufortrødent fortsatte; ”og de har fået at vide, at der også skal være fire pladser til de fire køkken alfer, som ankommer i morgen”. Lioline så stramt på sin bror; og hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig om det”? Lionel grinede; ”jeg havde bare tænkt mig, at det skulle være en overraskelse”. Julemanden så bekymret ud; ”hvor har du hente fire køkken alfer fra”? Lionel smilede til Julemanden; ”bare roligt, de er ikke taget fra samme sted”; han tog endnu en tår af den varme chokolade; ”der kommer to fra Nordpolen og to fra Grønland, og man har lovet mig at det ikke er noget problem”. Det var faktisk ikke helt rigtigt, for det der blev sagt fra Nordpolen var rent faktisk; ”at de ikke ville blive savnet”; men den detalje i formuleringen havde Lionel ikke lagt mærke til. Både Julemanden og Lioline var tilfredse med Lionels løsning, og de roste han begge to.
Klokken var lidt over fire, da de endeligt havde fundet det rigtige sted i Fruens Plantage. Alle fem teenagere stod med åben mund og kiggede på området. Dette var en nøjagtig kopi af det område de havde forladt for en times tid siden ude i Herlufsholm skov. Muhammed var den første der efter flere minutters tavshed åbnede munden; ”Det var lige godt”; han fuldførte ikke sætningen, men de vidste alle sammen, hvad han mente, så det betød ikke noget, at han nu begyndte en ny sætning; ”dette kan ikke lade sig gøre, det vil moder natur aldrig tillade”. De gik rundt i området, som stille og roligt blev mørkere og mørkere, men igen kunne de ikke finde noget. Bo kiggede på Michael; ”det er bare en tanke, men er vi så heldige, at du har taget brikken med”? Michael rystede på hovedet; ”nej, det havde jeg ikke tænkt på”. Bo nikkede bekræftende; ”så synes jeg, at vi skal komme ud af skoven, imens vi stadig kan se noget, og så vende tilbage i morgen med brikken”.
© Skumfod