(af Skumfod)
Hvis du læser dette, så er det højst sandsynligt, fordi jeg ikke længere har min frihed. Vi lever i en verden, hvor de fleste af os betragter vores frihed som en helt naturlig ting. En gang imellem, så er der nogen af os, som træffer nogle valg, som betyder at vores frihed er i fare. I de fleste af den slags situationer, er vi slet ikke klar over, at vores frihed er i fare. I de fleste af den slags situationer, er vi slet ikke klar over, at vores frihed er i fare. Når man tænker tilbage, så kan man undre sig over, at man har bragt sig selv i en risikabel situation. Problemet er, at hvis man ikke føler, man har noget at miste, så tænker man ikke altid over de valg man træffer, førend det er for sent. Det var det, som skete for mig, og først da jeg havde noget at miste, forstod Jeg hvilken situation, jeg havde bragt mig selv i. Nogen vil nok argumentere, at min fejl har været, at jeg bare ikke har tænkt mig om, når jeg burde. Det er naturligvis også korrekt, og jeg prøver ikke på nogen måde, at give andre skylden for mine valg.
Dette er en af grundene til, at jeg nu skriver hele min historie ned. Det er ikke for at beskytte mig selv, men nærmere som et eftermæle, så andre kan lære af mine fejl. Jeg har skabt et system, så hvis jeg ikke forlænger fristen inden for et år, så bliver dokumentet spredt digitalt via internettet. Så når du nu læser dette, så betyder det, at jeg ikke har forlænget fristen i et år.
Men jeg må hellere starte med begyndelsen.
Jeg er født Lars Larsen lige som dyne manden, men vi er ikke i familie. Jeg var kun 10 år gammel, da jeg fik min første computer, og jeg blev hurtigt grebet af denne nye verden. Da mine forældre havde rigtig gode og høje stillinger, så passede jeg ofte mig selv, men fik i stedet næsten alt hvad jeg ønskede mig. Da jeg var 13 år gammel, havde jeg 8 computere, som havde forskellige styresystemer. Jeg kunne ualmindeligt meget med en computer, og alt min fritid foregik på mit værelse. Jeg var blevet en nørd med et gigantisk ”N”, og uden jeg havde opdaget det, så havde jeg mistet alle mine venner, da jeg aldrig havde tid til dem længere. Det tragiske er, at jeg hverken savnede vennerne, eller forstod hvorfor de ikke længere var sammen med mig. Det værste var, at jeg faktisk var ligeglad, for når jeg sad ved computerne, så havde jeg nok i mig selv.
Jeg tror, at det var på det tidspunkt, at jeg var ved, at løbe tør for udfordringer på mine computere. Ligegyldigt om styresystemet var UNIX, Dos, Os/2, Ios eller Windows, så var jeg nået dertil, hvor jeg ikke kunne lærer mere af systemet. Jeg havde på det tidspunkt brugt Internettet i et par år, og nu var det på tide, at presse Internettet til det yderste.
Læs Kapitel 2A: Et uheld af Skumfod
© Skumfod
