23/12 Den store prik

(af Skumfod)

Julemanden kiggede på Lionel og Frinel, da han kom i på sit værelse; ”nå venner hvordan ser det ud”. Lionel kigge op fra det papir, som han sad og skrev på; ”fabrikkerne har produceret 60 % nye gaver og håber på, at de kan nå mere end 65 % i tide”. Julemanden nikkede; ”Det lyder rigtigt godt, det er langt bedre end vi turde håbe på”. Lionel smilede; ”ja, og de kører geografisk frem, så det er de sidst ture der mangler gaver til”; han gav julemanden tid, til at nikke bekræftende, inden han fortsatte; ”og de lover at knokle til det sidste”. Julemanden nikkede igen; ”hvordan får vi sagt tak på den rigtige måde”. Frinel kiggede op fra sit bind af ’Julemandens historie’; ”vi holder naturligvis et kæmpe nytårs bal igen”. Julemanden så overraskede på Frinel; ”Det lyder som en god ide, men hvad mener du med igen”? Frinel og Lionel begyndte at grine. Frinel svarede Julemanden; ”fordi at vi har gjort det hver gang, at det har været nødvendig med en ekstra arbejdsindsats”; julemanden så ikke overbevist ud, så han fortsatte; ”den sidste gang var hvis efter at det ene depot på Grønland brændte ned to dage før julen i 1789”. Julemanden nikkede og smilte, for nu kunne han godt huske det; ”ja, det var en fest”; de to alfer ventede imens at minderne strømmede igennem hans sind; ”Det var første gang, at Gotha var med til en af de store fester, og på det tidspunkt der kunne hans far og ham ikke med hinanden, men til den fest sad de ved siden af hinanden med hver et kæmpe krus mjød, og der sang de gamle alfe viser for os alle sammen”. Frinel nikkede; ”ja, og du at konkurrere med min far, om en ung Nordpolsk alfs gunst”. Julemanden lo; ”og det var nok blevet sjovt, hvis ikke din mor var kommet efter os begge to med en kagerulle”. Frinel så helt underlig ud i ansigtet; ”det er noget, som far har skrevet”. Han lagde bogen fra sig, flyttede de tre næste bind til side, og begyndte at læse i det fjerde.

Det var ikke fordi, at Michael og Lotte normalt ikke havde overnattede gæster. Men da lejligheden ikke var så stor, så var der sjældent flere samtidigt. Men i dag havde de fået lov til, at både Maria, Bo og Muhammed kunne sove der. De sad alle fem inde på Michaels værelse. De vidste ikke rigtigt, hvad de skulle gøre, for lige nu følte de bare, at de kun kunne vente på, at der skete noget. Bo sad og stirrede på på alle billederne, som stadigt sad på væggen; ”Er det bare mig, eller er en af prikkerne større end alle de andre”. De kiggede alle samme på billederne. Bo havde ret, for på alle billederne var der en prik, som var tydeligere end alle de andre. Bo smilede til Muhammed; ”har du stadig kortet på din computer”. Muhammed tog sin computer op at tasken, tændte den og fandt kortet. Maria var den, der først så og pegede på den største prik fra skitsen, og Muhammed zoomede ind på området. Bo kiggede på de andre; ”Gav vide hvad der ligger i Svenskekløften ved Villa Gallina”?

Det var blevet sent, førend Julemanden fik tid, til at sætte sig og læse nyhederne.

Da klokken blev elve om aftenen kom Michael og Lottes mor ind på Michaels værelse; ”er i ikke gået i seng endnu”? Michael kiggede op på sin mor; ”nej vi har et problem, og vi har nok brug for din og fars hjælp”.

Deres far kom ind på værelset efter at der var blevet kaldt på ham; ”Hvad sker der nu”? Michael kiggede på sine forældre; ”det vi nu vil fortælle jer, lyder måske utroligt, men ikke desto mindre, så er vi sikre på at vi har ret”; Han holdt en kort pause inden han fortsatte; ”det hele startede, da jeg var til CityNight…”.

© Skumfod