(af Skumfod)
Fru Antonsen havde slet ikke styr på timen, som hun plejede. Under normale omstændigheder, så havde dette været et emne, som hun havde tage op med klassen. Ikke for at hænge de to unge mennesker ud. Nej det var mere et spørgsmål om, at få renset luften, da dette tydeligvis var kommet som en overraskelse for dem alle sammen. Problemet var, at der var tale om Irene. Ikke nok med, at Irene var en sart pige, men samtidigt havde hendes far informeret skolen om, at Irene igen var på noget nyt medicin. Og oven i det, så var der tale om den nye dreng i klassen. Fru Antonsen vidste meget lidt om ham, og derfor var det et umuligt emne, at tage op, for hun anede jo ikke, hvordan han ville tage det. Så selvom Fru Antonsen selv havde et behov for at tale, om det der var sket, så var hun nød til, at vente til hun var sammen med de andre lærere efter disse to lektioner.
Lotte gik direkte hen til Alexander, da lektionerne var slut; “det klarede du godt nok flot”. Hun havde tænkt nøje over hvad hun ville sige til ham, men det var ikke gået op for hende, hvordan det kunne misforstås, før end hun så hvordan han blev rød i hovedet. Lotte lo; “nej ikke kysset dit fjols, jeg taler om måden du stoppede Irene på”. “Tak”; Alexander slappede helt af igen. Lotte satte sig på kanten af hans bord; “Vi er nogen stykker, som skal hygge hjemme hos mig i aften, og du er meget velkommen”; hun holdt en kort pause; “jeg tror også at Irene vil synes godt om det”. Alexander kom med et forsigtigt smil; “så Irene kommer altså også”? Lotte smilede retur; “Helt ærligt, så har hun meldt fra til i aften på grund af hendes nye medicin, men mon ikke hun skifter mening, hvis du kommer”. “Hvad snakker i to om”; Irene havde taget turen op forbi tavlen og stod nu foran Alexanders bord. Lotte drejede sig og smilede drilsk til hende; “jeg inviterede ham bare til i aften, så han kan få hele din livs historie, nu hvor du ikke er der”. Irene fangede ikke det drilske smil; “det kan du godt glemme, jeg skal nok være der”. Lotte drejede sig tilbage, så hun vendte ansigtet imod Alexander, og med et grin trak hun på skuldrene; “Som jeg sagde, så kommer Irene, når bare du kommer”. Irene satte hænderne trosigt i siden; “du er godt nok strid Lotte”. Lotte smilede; “det skal man jo være, for at holde styr på en veninde som dig”.
Læs “Kapitel 7A: Under protest” af Skumfod
© Skumfod
