Da jeg traf dig, var det tilfældigt,
det var måske også et held.
Jeg vidste, hvad jeg sku’ sige,
min generthed slog jeg ihjel.
Jeg vidste ej først, hvem du var,
og at jeg skulle træffe dig dagen derpå,
førend at vi blev præsenteret.
Kort efter – blev du nød til at gå.
Jeg tror ikke på stjerner
og skæbner,
eller kærlighed
ved første blik.
Og jeg ved ikke helt,
hvad der skete,
da jeg traf dig,
men noget i mig slog klik.
Da jeg så dig dagen derpå,
var jeg mere stille og forsagt.
Mon jeg ku’ ha’ givet teatret skylden
brugt det som del i tone og takt.
Det var som at være bragt for en dommstol,
“det som de siger, vil blive brugt”.
Måske er den usikkerhed, som jeg føler
identisk med tvivlen hos fanger på flugt.
Jeg tror ikke….
© Skumfod
