(af Skumfod)
“Hvad ved sådan en lille møg tøs egentlig om sex”; råbte Peter ind i hoved på hende. Sofie trak på skuldrene; “Sådan er det med unge i dag, de tror de ved det hele”. “Det kan da godt være, men hvorfor skal det gå ud over vores projekt”; kom det anklagende fra Juliane. Lotte kunne mærke hvordan en tåre, rendte ned af hendes kind. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, og hun forstod ikke hvorfor fru Antonsen ikke forsvarede hende. Og hvor var fru Antonsen henne. Og hvor var det egentligt, at hun befandt sig. Lotte kiggede rundt, og kunne se, at dette ikke lignede nogen af de lokaler, som hun kendte fra skolen. Det her var helt forkert.
Og det var så her, at Lotte vågnede op. Når man ikke er vant til, at vågne op af drømme, og så samtidigt kunne huske det hele, så var dette ved at være temmelig irriterende. Lotte hentede et glas vand i køkkenet, og satte sig ved sit skrivebord og tændte sin computer. Klokken var kun lidt over fire, men hun havde ikke lyst til, at sove videre lige nu.
Frøken Jensen havde givet dem hver en kæmpe stak papirer, da de var kommet ud fra inspektørens kontor dagen før.
I det lille møde lokale, som de havde lånt, havde de siddet i næsten 3 timer, og læst i stilhed. Da de begge to var færdige, havde fru Antonsen bare rystet på hovedet; “Kors for en gang indoktrinering”. Lotte grinede; “nu ved vi da hvorfor det gik galt”. Fru Antonsen nikkede; “ja det der var jo gået galt i enhver ottende klasse, som jeg har oplevet”. Lotte kiggede ned på sine papirer; “Er det sådan noget man lære på lærer seminariet”? Nu var det fru Antonsens tur til at grine; “Det håber jeg godt nok ikke, for det ville være bekymrende”. “Nej, det er nok mere et spørgsmål om, at man er begravet i lærer bøger, som er fyldt med teorier om alt muligt”. Lotte overvejede dette et stykke tid; “Men er der ikke nogen, som læser deres projekt undervejs”? “Muligvis ikke”; kom det eftertænksomt; “men det er lige så sandsynligt, at man bare synes, at de skulle lære af deres fejl”.
Klokken var næsten 5, da Lotte lukkede computeren ned igen, for at få lidt mere søvn.
Lotte stod længe ude for døren til mødelokalet på skolen. Nattens drøm stod stadig skarpt i hendes erindring, og selvom hun godt vidste, at det bare var en drøm, så frygtede hun, at det også var et varsel. Gudskelov var frygten fuldstændig ubegrundet, for alle var smilende og glade, da hun endelig tog sig sammen og åbnede døren.
Sofie blev dog noget mere stram i ansigtet, da hun tog ordet, efter at de alle sammen havde hilst på hinanden. Vi håber, at I stadig har en åben indstilling, efter af iI har set vores makværk af et projekt, som vi sendte i går” Lotte kunne føle hvor lettet hun blev. Hun havde ikke haft det godt med, at skulle nedgøre andres arbejde, selvom hun ikke synes, at det var specielt godt. Peter grinede af ændringen i Lottes ansigtsudtryk; “Tro det eller ej, men vi var faktisk ret stolte af vores projekt, indtil det faldt sammen, af årsager, som vi ikke rigtigt forstod på det tidspunkt”. “Og vi var ret overrasket over, at man havde valgt, at lade os gå ned med vores projekt, i stedet for at afvise det”; tilføjede Juliane; “og vi tog faktisk nederlaget ret hårdt”. Sofie tog ordet igen; “I har nok svært ved at tro det, en vi var slet ikke klar over, at vi allerede havde bestemt slutresultatet, og vi var totalt uforberedte over for andre senarier”. “Vi havde fuldstændigt stirret os blinde på vores eget projekt”; tilføjede hun. “Og vi må erkende”; fortsatte Peter; “at der ikke bare gik ild i huset, men at det brændte helt ned til grunden”. Lotte kunne ikke lade være med at fnise af hans sammenligning, hvilket i sig selv var usædvanligt, da hun sjældent fniste. Fru Antonsen åbnede nu munden for første gang siden Lotte var ankommet; “Det er jo godt nok, men det forklare ikke vores tilstedeværelse”.
Sofie smillede, imens hun tog tuschen til det store whiteboard, som der hang på væggen. “Vores nye udgangspunkt er kort og godt, en blanding af vores oplevelse, kombineret med Jeres erfaring og gå på mod”. På tavlen skrev hun; “Indledning – Sofie”. Jeg begynder med en kort beskrivelse af vores oprindelige projekt, og alle vores fejl”; hun så ned på sine hænder; “og listen er både pinlig og lang”. Lotte og fru Antonsen kiggede på hinanden, og det var tydeligt at se, at de var meget enige.
Sofie fortsatte med, at skrive på tavlen, og sagde; “så viser vi videoen”. Lotte og fru Antonsen udbrød i kor; “Hvilken video”? Sofie, Peter og Juliane kiggede overrasket på hinanden. Peter var der, som først fandt tråden igen; “Så I ikke, at vi optog det hele med et video kamera, som var sat i vinduet”? Fru Antonsen rystede på hovedet; “Nej, det så Jeg ikke, og det giver nu et helt andet problem”. Peter så meget overrasket ud; “Hvilket problem”? “Problemet er tilladelser, for I må ikke optage uden tilladelser”. Peter tog det lidt mere roligt nu; “Det er jo kun til projektet”. Fru Antonsen kiggede intenst på ham; “Det er faktisk ligegyldigt, hvad det skal bruges til, for det kræver stadig tilladelser, når I filmer eleverne”. Fru Antonsens ord blev grundigt overvejet af dem alle tre, da Sofie sagde; “Vil I se den”?
Lotte fortrød næsten hendes egen kække ærlighed, som hun nu oplevede på videoen. Fru Antonsen var den første, som brød tavsheden efter videoen var færdig; “Ok, det med tilladelserne kan måske løses, men så må jeg lige tale med Lotte først”. Lotte forstod ikke helt, hvad fru Antonsen mente, når hun selv var til stede i lokalet, men da de andre nikkede tilkendegivende, blev hun stille dirigeret ud af lokalet. Fru Antonsen fandt hurtigt et sted, hvor de kunne sidde ned, og tale uforstyrret. “Hvordan havde du det med, at se videoen”? Lotte smillede; “Jeg havde ondt af Peter, hvilket kom fuldstændigt bag på mig, da Jeg ikke havde det, den dag det foregik”. Fru Antonsen lo; “Sådan havde Jeg det også i dag, men det er jo ikke vores problem”. Lotte nikkede; “Det er måske rigtigt nok, men ved vi med sikkerhed, at han gerne vi vise filmen frem”. Fru Antonsen overvejede Lottes ord; “Men hvordan har du det med, at andre ser den”? Lotte trak på skuldrene; “Det er ok, det var nok lidt mærkeligt at se videoen, men Jeg gjorde jo ikke noget galt”. Fru Antonsen lo igen; “Næ, det var helt fantastisk og naturligt, så vi er klar til at skaffe tilladelser, men hvad gør vi med Peter”? Lotte grinede; “Hvis du sender ham herned, så kan jeg godt klare den del”.
Peter så noget forvirret ud, da han kom hen og satte sig. Lotte kiggede ham dybt i øjnene; “Hvordan har du det med, at videoen bliver vist”? Peter så nu endnu mere forvirret ud; “Hvad mener du med, hvordan jeg har det”? Lotte smilede til ham; “Mest af alt fordi det, som jeg ser det, er dig som bliver udstillet”. Hun holdt en kort pause, som dog var så kort, at han ikke havde tid til at svare; “Det var ikke mig, som blev udstillet i videoen, det var heller ikke fru Antonsen, Juliane eller Sofie, så derfor vil jeg være sikker på, at du gør det her frivilligt og gennemtænkt, før end jeg giver min tilladelse”. Peter smilede tilbage; “Det er jo ikke helt korrekt, da jeg jo talte på vegne af os alle tre, men du har nok ret i, at det ikke bliver set på den måde”. Lotte ventede stille på, at han skulle fortsætte”. Men det er helt i orden”; fortsatte han; “for det var jo planen i projektet, i hele dets dårlige planlægning”; Han kiggede dybt ind i hendes øjne; “Jeg har det fint med, at videoen bliver vist, og projekt står helt klar stærkkere, hvis videoen bliver vist”. Lotte smilte;” Så kører vi med videoen.
Da de kom tilbage, havde fru Antonsen klargjort en mail til klassens forældre, hvor hun bad dem om, at gøre indsigelse, hvis den ikke måtte bruges. Hun havde gjort meget ud af, at fortælle, at den eneste elev, som var i fokus i videoen var Lotte, som mente at videoen burde vises.
Da beskeden var sendt fortsatte Sofie ved Whiteboard tavlen, hvor hun skrev; “Den blinde Tro – Peter”. Peter tog over; “Det er så her, hvor jeg gennemgår videoen, og alle vores fejl antagelser”.
Sofie skrev videre; “Kend din målgruppe – fru Antonsen”. Fru Antonsen smillede; “Du må heller skrive Elena, da det er det jeg hedder”; og hun tilføjede; “og jeg kan godt regne ud, hvad jeg skal tale om”.
Sofie slettede “fru Antonsen” fra tavlen, og skrev “Elena” i stedet. Hun fortsatte på næste linje, hvor hun skrev; “Unge i dag – Lotte”. Lotte sad længe og kiggede på tavlen; “Det virker forkert, hvad med Tror du på skæbnen”? Fru Antonsen nikkede; “En perfekt titel”. Sofie, Peter og Juliane stirrede på Lotte og Fru Antonsen. Der var ingen vej udenom. Lotte var nu nød til, at fortælle sin historie, som startede med skolefesten”.
Da Lotte var færdig med historien, og havde svaret på alle deres spørgsmål, ændrede Sofie linje til “Tror du på skæbnen? – Lotte”, og gik videre til næste linje, hvor hun skrev “Opmærksomhed, åbenhed og kendskab – Julianne”.
Læs “Kapitel 11A: Foredraget” af Skumfod
© Skumfod
