(af Skumfod)
Lotte fattede ikke hvad der var sket. Når fru Antonsen bad en elev om, at blive efter timerne, så var det aldrig en god ting. Og nu havde fru Antonsen bedt hende om, at blive efter timen, og hun anede ikke hvad hun havde gjort galt. Fru Antonsen lukkede døren til kassen, da Dennis som den sidste elev var gået ned af gangen. Hun gik over til Lottes plads, og satte sig på en stol lige ved siden af; “hvornår”? Lotte kiggede mærkeligt på fru Antonsen, for hun forstod slet ikke hvad fru Antonsen mente med spørgsmålet. Fru Antonsen smilede; “ja, jeg håber jo ikke, at dette er helt nyt for dig, for jeg formoder du ved, at du er gravid”. Lotte nikkede, imens hun kiggede undrende på sin lærer; “hvordan vidste du det”? Fru Antonsen trak på skuldrene; “instinkt – og så lidt opmærksomhed, der var en masse tegn og forandringer ved dig, som tydeligt viste, at du var gravid”. Lotte sagde ikke noget, så fru Antonsen fortsatte; “der sker nogen ting, med kvinders udstråling, når de venter sig”. Lotte kiggede på hende; “men hvad mente du med, at du formodede, at jeg vidste det”? Fru Antonsen grinede; “for omkring tolv år siden, der tog jeg den samme snak med en pige, på din alder eller måske endda et år ældre, og hun anede ikke, at hun var gravid, så det blev en meget mærkelig snak”. Lotte smilede; “det lyder næsten, som da min mor fortalte mig, at jeg måske var gravid”. “ja, det kunne godt lyde sådan”; fru Antonsen holdt en kort pause; “men du svarede faktisk ikke på spørgsmålet”. Lotte smilede; “jeg er godt 8 ugen henne”. “nå, men så er der da god tid”; fru Antonsen smilede; “ved Kim det, for jeg formoder, at det er ham der er far til barnet”. “Ja, han ved det godt, og alle vores nærmeste familie medlemmer og venner ved det også”. Fru Antonsen tænke lidt over denne information; “betyder det, at du har besluttet dig for, hvad du vil gøre”? Lotte rystede let på hovedet; “Nej, og så er det vi og ikke du, vi kender vores muligheder, men vi har endnu ikke truffet et valg”. Fru Antonsen kiggede på sit ur; “skulle vi ikke fortsætte denne snak på læreværelset, jeg plejer at være den eneste med fritime lige nu”. Lotte nikkede, men hun var ikke helt sikker på, hvad det var, som de skulle snakke om”. Fru Antonsen skrev en besked, som hun lagde på kateteret; “Lotte holder møde med mig – Fru Antonsen”.
De ankom på lærerværelset, samtidig med at de andre lærere var på vej ud. Søren Lassen deres unge matematik lærer kiggede på Lotte og derefter på fru Antonsen; “vil det sige, at jeg ikke får fornøjelsen af Lottes selskab i de næste par timer”? Fru Antonsen smilede til ham; “Vi har bare nogen ting omkring fremtiden, som vi skal tale om, så jeg håber du kan undværre hende”. Søren grinede; “jeg skal prøve, men det er jo altid et tab, når nogen af de dygtige elever mangler”. Fru Antonsen nikkede bare bekræftende, men Lotte var rød i hovedet af forlegenhed.
“Kaffe”; fru Antonsen var ved at hælde op i en kop til sig selv. “Ja tak”; Lotte tænkte, at kaffe måske kunne få lidt ro over hende. De satte sig i nogen af de bløde stole, som var samlet omkring nogle sofaborde, som var stillet op af hindanden.
“Nu har jeg jo aldrig haft fornøjelsen, ved at være mor, men jeg betragter mig selv, som værende en opmærksom person, og på den måde, så har jeg skaffet mig, en masse erfaring alligevel”. Lotte nikkede og fru Antonsen fortsatte; “Jeg har haft flere unge elever, som er blevet mor under deres skoletid, også selvom dette måske ikke er det bedste tidspunkt i ens liv, at vente sig på”; hun tog en tår af sin kaffe; “og jeg burde måske ikke sige det her, men med den stærke personlighed, som I begge to er udstyret med, så har I nok et bedre udgangspunkt end de fleste, for at få det bedste ud af det her”. Lotte var egentlig godt klar over, at hun nok var stærkere psykisk end de fleste pige på hendes alder, men hun blev alligevel rød i hovedet af denne uventede ros. “Kender i nogen, som i kan tale med om det at være unge forældre”? Lotte smilede; “vi mødte to unge mødre i weekenden, og vi har hørt historierne fra to, der fravalgte at få børn i en ung alder”. Fru Antonsen nikkede bekræftende; “godt, for ellers så kunne jeg nok, have fremskaffet et par, af mine gamle elever”; Hun holdt en kort pause, inden hun kom med det næste spørgsmål; “hvordan har familie og venner taget det”? “Forskelligt”; Lotte grinede, fordi hun kom til, at huske hvordan Irene havde reageret dagen før; “men alle støtter os, og lover at de støtter vores valg”. “Fantastisk”; fru Antonsen smilede; “tro mig, det er ikke så tit man oplever det, som man kunne ønske sig”. Lotte var jo vant til, at hun havde en støttende omgangskreds i de fleste tilfælde, så hun var lidt overrasket over fru Antonsen udmelding; “hvorfor ikke”? Fru Antonsen trak på skuldrene; “der kan være så mange grunde, og som regel hænger det sammen med, at nogen mennesker ikke kan acceptere, at andre har en anden mening end deres”; hun trak vejret dybt inden hun fortsatte; “og ofte så farves deres holdninger af en stærk religiøs overbevisning”. Lotte kiggede fru Antonsen dybt i øjnene; “du tænker på muslimer”? Fru Antonsen smilede; “nej ikke nødvendigvis, folk der lader sig styre af en stærk religiøs overbevisning, de findes i de fleste religioner, men vi hører desværre mest om det fra de muslimske samfundslag, selvom det også ses både hos Jehovas vidner, katolikkerne og hos protestanderne”.
Igennem de to lektioner, hvor Lotte skulle have haft matematik, der snakkede de om mange emne, som Lotte aldrig havde forestillet sig, at hun kunne tale med fru Antonsen om. Fru Antonsen som af eleverne blev betragtet som skolens strenge lærer, viste sig i dag fra en anderledes blid side, og Lotte var klar over, at hun havde fået et helt unikt indblik i mennesket, som gemte sig bag den strenge facade. Lotte undrede sig over hvorfor fru Antonsen ikke viste denne side af sig selv noget oftere, men hun spurgte ikke.
Læs “Kapitel 29A: De sidste ord” af Skumfod
© Skumfod
