(af Skumfod)
Muhammed var i godt humør, da de fem teenagere fandt sammen i det første frikvarter; ”så er gåden på nettet”. De fire andre kiggede uforstående på ham, men han så ikke ud til, at han havde planer om at uddybe, hvad han talte om. Der gik omkring et halvt minut, førend Michael opgav og spurgte; ”hvad for en gåde er det du taler om”? Muhammed smilede; ”jeg er glad for, at du stiller mig det spørgsmål, men jeg må hellere nævne noget andet først”; han holdt en pause, som mest var for at trække spændingen ud; ”jeg har oprettet en mail adresse, som kun skal bruges til dette formål”. De fire andre havde stadig ingen anelse om, hvad han snakkede om, hvilket han tydeligt kunne se på deres ansigtsudtryk, så han valgte at fortsætte; ”Jeg har lavet en tekst med titlen ’Julens nøgle’, og til den har jeg skrevet, ’hvis du er en godt kodebryder, så kan du løse denne inden jul’”; Han kiggede rundt, men de havde stadig ikke fanget pointen; ”koden er så mail adressen, skrevet om til kode via ’Jule evangeliet’’. Bo følte sig ikke overbevist; ”og den tror du Julemanden ser”. Bo trak på skuldrene; ”jeg har da gjort mit bedste, for den ligger nu på 72 danske hjemmesider”. De andre var fulde af ros, men Bo var stadig ikke sikker på, om dette var en god ide; ”men hvad tror du folk vil sige til det”. Muhammed grinede; ”det ved jeg allerede, for til morgen var der over 500 kommentarer på siderne, og alle med ros”; han bemærkede, at Bo nikkede bekræftende, og han tilføjede; ”og jeg har allerede fået tre rosende mail fra de første, som har brudt kode”.
Lionel bemærkede med det samme, at Frinel ikke var i sit normale gode humør. Lionel var lige trådt ind i Julemandens værelse, hvor Frinel sad med et af de resterende bind af ’Julemandens historie’. Men Frinel sad ikke og læste, han sad bare og stirrede ud i luften, med et tomt ansigtsudtryk. Lionel håbede, at dette betød, at Frinel havde fundet et eller andet vigtigt; ”Lad mig høre, hvad du har fundet Frinel”. Frinel kiggede hen på Lionel, der var på vej ind i lokalet; ”Jeg ved det ikke”; Lionel stoppede op, og kiggede spørgende på ham, så han valgte at fortsætte; ”Det er pludselig gået op for mig, at jeg har set en yderst vigtig oplysning et eller andet sted i disse bøger, men jeg er ikke klar over hvad det er”. Lionel smilede, for dette var en situation, som han ofte selv havde oplevet; ”bare roligt min ven, lige pludseligt kommer det tilbage”. Frinel så ikke ud til, at dette var beroligende nok; ”men husker jeg det i tide Lionel”? Lionel overvejede spørgsmålet; ”det kan jeg jo ikke svare på, men jeg ved, at det ikke hjælper, at bekymre sig om det”.
Lioline havde sat køkkenet på den anden ende. Hun havde fundet ud af, at selv alferne fra Grønland, kunne ikke improvisere i et køkken. ”Min varme Chokolade er den bedste der findes”; Julemanden nikkede bekræftende, og Lioline fortsatte; ”og det er den ikke blevet ved hjælp af en opskrift”. De fire alfer stirrede undrende på hende, men de sagde ikke noget, så hun valgte selv at fortsætte; ”Jeg kender grundsmagen, af de fleste ting, som en alf kan finde på, at bruge i et køkken, og derfor kan jeg forsøge mig frem, for at skabe bedre mad”. Hun rakte nogle mørkegrønne tørklæder frem imod Julemanden og de fire alfer; ”tag dette for øjnene, så skal vi lege med vores smagsløg”. Det er i grunden en sjovt, spændende og lærerig leg, når man bare husker, at det ikke er alt i et køkken, som smager godt. Og da alfers smagsløg er meget bedre end menneskers, så stod de fire alfer over for mange oplevelser, som ikke alle sammen var gode. Julemanden smagte også på ting, som han ikke brød sig synderligt godt om, men han opdagede, at når han ønskede det, så kunne han fjerne smagsoplevelsen fra sin gane. Han mindede sig om, at han skulle huske at fortælle Lionel om denne evne, som de ikke tidligere havde bemærket.
© Skumfod