(af Skumfod)
Onsdag eftermiddag efter skoletid, ringede Kim til vennen Dennis. Efter ønske fra Lotte, så foregik samtalen med medhør på, hvilket Kim startede samtalen med, at fortælle Dennis. Samtalen startede med høflige udvekslinger, men Dennis overtog hurtigt styringen af samtalen, hvilket kom fuldstændigt bag på både Kim og Lotte, der mente, at de sad med den vigtigste oplysning. Dennis var overrasket over, at de ikke havde været på facebook siden weekenden, hvilket nok lige så meget skyldes, at han ikke kunne forestille sig en hel dag uden facebook. For en uge siden, havde Kim og Lotte haft det på samme måde, men i de sidste dage havde der været så meget andet, og så havde politiet bedt dem om ikke, at bruge facebook, da dette kunne styrke Irenes fantasier, hvis hun nu holdt øje med den. “I har ellers fået så meget støtte derinde”; startede han og tilføjede; “alle fire”. “Alle fire”; det var det første Lotte havde sagt under samtalen, men det var tydeligt, at dette kom bag på hende; “og med fire formoder jeg, at du taler om Irene”. Dennis grinede, men det var ikke det normale barnlige Dennis grin, det var tydeligt, at de ikke talte med klovnen Dennis, som ellers var den Dennis, de som regel oplevede; “ja Lotte det er det”; han tøvede lidt inden han fortsatte, for han var ikke sikke på, at de ville støtte det, som han nu måtte fortælle dem; “jeg skrev en støtte til hende, fordi der kun blev skrevet om jer to og Susie”. Kim og Lotte sagde ikke noget, for de var dybt chokerede, over det han fortalte. Dennis valgte at fortsætte, mest fordi han ikke brød sig om tavshed; “det var naturligvis ikke en accept af hendes handlinger i mandags, men det var en støtte til en kammerat, som har brug for hjælp”. Selvom han ikke kunne lide stilheden, så besluttede Dennis sig for, at vente på en reaktion fra Kim eller Lotte. “Undskyld, men jeg har ringet til Dennis, hvem er du”? Dennis grinnede lettet over Kim’s spørgsmål; “bare roligt, klovnen er her skam stadigt, men jeg tror ikke, at publikumet kan klare en fuldtids klovn i disse dage”; Lotte kunne ikke lade være med, at fnise, hvilket fik Dennis til at tilføje; “men bare roligt, de får stadig deres daglige dosis, når jeg mener de trænger til det”. Det kan godt være, at de dagen før, ikke havde forstået hvad det var Susie havde ment, men nu gik det op for dem, at Susie havde set det, som de ikke havde opdaget før, at der var meget mere i Dennis end bare det, at være klovn. Dennis vendte tilbage til det seriøse; “men faktum er, at det nu er tydeligt for Irene, at hun stadig har en masse venner, som vil hjælpe hende, hvis hun vil tage imod det”. Tårene trillede ned af Lottes kinder, med det var glædens tårer; “tak Dennis, det betyder så meget for mig”. Dennis grinede, på hans nye måde; “velbekommen, men jeg gjorde det nu ikke kun for jeres skyld, det var faktisk mest for at hjælpe Irene”. Kim havde holdt sig lidt i bagrunden af samtalen, men han kunne se på Lotte, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige lige nu; “det ved vi godt Dennis, men det betyder alligevel en masse for os”. Nu var det Dennis, som for en gang skyld ikke vidste hvad han skulle sige, og det var ikke en ting der skete ret tit. Lotte havde nu fået styr på sig selv, og sagde; “bortset fra det, Dennis, så skal vi hilse dig fra Susie”; Lotte ventede et lille øjeblik, inden hun tilføjede; “hun har tænkt på dig”. Igen fik samtalen en af de lange pauser, inden Dennis fik styr på sig selv og spurgte; “hvordan har hun det”? De gav et stort referat af besøget hos Susie, og det endte med, at Dennis fik nummeret til Susie’s mor, så han kunne hører hende, om han kunne komme med på besøg.
Resten af dagen gik stille og roligt, og for første aften i Alberte og Johnny’s lejlighed sad de alle fire og drak aften kaffe sammen.
Klokke var lidt over ti, da de var ved, at gøre sig klar til, at gå i seng, da Kim’s telefon ringede. Kim kiggede på telefonen, og tog den; “hej Dennis”. Kim lyttede, svarede “Okay”; hvorefter han lagde telefonen på bordet, og slog den over på medhør. “Hej Dennis”; sagde Lotte og Alberte i kor, da de begge to stadig var i stuen. “Hej”; Dennis tog en lille pause inden han følte, at han var klar; “Jeg har lidt mange informationer til jer, og det kan godt være, at de kommer i en rodet rækkefølge, men I må hellere lade mig tale færdig, for ellers glemmer jeg nok bare noget”. Der var ingen af dem der sagde noget, hvilket Dennis tog som en bekræftelse. “Først vil jeg starte med at nævne, at jeres gemmeleg er afsluttet, og at I bliver hente i morgen eftermiddag”; man kunne hører, at han tog sig en tår at drikke; “detaljerne kommer om lidt, men jeg kan sige, at det hele er godt, og det er forgået roligt”. Dette var anden gang på samme dag, at det var lykkes for Dennis, at få Lotte til at græde af glæde. Lotte havde ikke forventet, at det kunne høres over telefonen, men det kunne det. “Rolig Lotte”; grinede Dennis; “der er meget mere endnu”. Efter en lille pause fortsatte han; “Jeg besøgte Susie sammen med hendes mor, og hun har det rigtigt godt”; han tog igen noget at drikke inden han fortsatte; “selvom hendes mor følte sig lidt forbigået under besøget”. Dennis holdt en pause, inden han talte videre; “der er altså ikke sket noget, men jeg har en god fornemmelse, og sød, det er hun sgu'”. “Desværre kunne hendes mor også godt mærke gnisterne, for på vejen hjem, fik jeg en meget kraftig besked på at passe godt på hende”; Han holdt en kort pause inden han nærmest for sig selv tilføjede; “som om jeg kunne finde på at gøre andet”. Kim, Lotte og Alberte smilede til hinanden. “Nå men, jeg gik så hjem fra Susie’s hus, altså ikke fordi hendes mor ikke ville kører mig hjem, men jeg trængte til få frisk luft, og klare tanker inden jeg kom hjem”. Kim var godt klar over hvad Dennis mente, for Dennis havde fem søskende, så det var altid et hjem, hvor der var masser af larm. “Da jeg næsten var hjemme dukkede Irene frem”; han gav et suk fra sig; “hun havde ventet på mig, og hun så rigtigt syg ud”; Han holdt igen en pause, hvor han fik noget at drikke; “vi sad på en kantsten og talte et godt stykke tid, og hun vidste på en måde godt, at det var hende, der havde reageret forkert på det hele”. Han holdt en pause, hvor han ventede på at en af dem skulle sige et eller andet, men han havde glemt, at han havde bedt dem om, at vente med spørgsmål, så til sidst fortsatte han selv; “så til sidst fulgte jeg hende hjem, og jeg må sige, at det kom bag på hende, at jeres forældre var der, og at de alle seks var lykkelige over at se hende”; han tog en kort pause igen, inden han talte videre; “hendes far talte med politiet, og de blev enige om, at hendes forældre fik hende indlagt med det samme, så hun kunne få hjælp, og selv den del tog Irene pænt”. I over en halv time, måtte Dennis svare på spørgsmål, selvom han til de fleste af dem måtte svare; “det ved jeg ikke noget om”.
Da de gik i seng, var de glade for, hvorledes det hele var endt, og Kim og Lotte var enige om, at Dennis var den perfekte helt i hele denne historie. Men oven i glæden var de kede af, at dette ophold hos Alberte og Johnny ville slutte efter denne nat.
Læs “Kapitel 16A: Hjem igen” af Skumfod
© Skumfod
