(af Skumfod)
Efter nogle få år var alle overførslerne fra de kriminelle organisationers servere til velgørende formål, opsat så de foregik fuldstændigt automatisk. Dette blev dagen hvor jeg stoppe enhver form for hacking. Det vil sige at jeg kun udførte hacking som betalt sikkerhedskonsulent.
Jeg drev nu 3 forskellige virksomheder. Jeg havde en virksomhed alene, som Jan Jansen samt en fælles virksomhed, der primært stod for konsulent arbejde.
Det der både morede og undrede mig mest var, at selvom jeg af naturlige årsager stod for alt personlig kontakt, så fik Jan Jansen mere end dobbelt så mange jobtilbud og tilbud på køb af hans andel i firmaet fra konkurrerende virksomheder, i forhold til mig.
Da vi nærmede os år 2000, begyndte jeg at få fornemmelsen af, at teknologien var ved at indhente min dobbelte tilværelse. Jeg begyndte at blive klar over, at fremtiden ville give store digitale problemer, som digitale registreringer af ting som billeder, dna, fingeraftryk og iris scanninger. Så i starten af 1998 måtte jeg erkende, at jeg var nød til at slå Jan Jansen ihjel.
Jeg måtte over et år senere erkende, at det var både et ironisk og grotesk sammentræf, at det havde været forholdsvist nemt at skabe en fiktiv person, men det var næsten umuligt at slå ham ihjel igen. Faktum var at det heller ikke længere havde været lige så nemt at oprette en fiktiv person, som det havde været for bare 10 år siden. Jeg kunne nok godt have hacket mig ind i de rigtige systemer, til at foretage det nødvendige papir arbejde. Problemet drejede sig udelukkende om,at Jan Jansen rent faktisk var en kendt og rig mand, som blev mere velhavende for hver time der gik. Selvom dem der kendte Jan Jansen aldrig havde set ham, så var denne type mand, en mand man ikke ikke kan slå ihjel, uden at det vil frembringe store problemer, at der ikke forelægger både et lig og en fysisk begravelse. Her var tale om problemer, som kun kunne løses ved at bestikke folk, og jeg var ikke så dum, at jeg ville løbe den risiko, at en eller flere personer blev indblandet i mit bedrag.
Det var først i foråret 2000, at jeg fandt ud af at løsningen var, at Jan Jansen forlod Danmark, og aldrig kom tilbage. I sommeren samme år tog jeg på ferie i Schweiz, hvor Jan Jansen købte et øde hus, og flyttede store dele af sin formue til en Schweizisk bank. Efter ferien solgte han sit hus, og investerede pengene i vores fælles virksomhed, som jeg nu skulle drive videre i Danmark alene. Da Jan kun var en fiktiv person, så betød det kun minimale forandringer i måde jeg allerede kørte virksomheden på. På papiret var Jan Jansen stadig ejer af halvdelen af virksomheden, hvilket i praksis betyder, at jeg i Schweiz bliver rigere og rigere, bare under navnet Jan Jansen. Da jeg ikke er en person, som laver risikable investeringer, og da jeg absolut ikke lever, som jeg har en masse penge, så var det ikke kun i Schweiz, at jeg blev rigere.
Læs Kapitel 7A: Administrerende direktør af Skumfod
© Skumfod
