(af Skumfod)
Lotte vækkede Annika klokken halv syv onsdag morgen, og hviskede; “Så er det badetid”. Annika så meget træt ud, da hun kom ud til Lotte i baderummet; “Hvorfor skal vi så tidligt i bad”? Lotte pegede på bøtten med salve; “Fordi det bliver dit job, at smører de andre piger ind”. Annika så overrasket ud; “men hvem skal så smørre mig ind”. Lotte grinede; “Du er vist ikke ret god til matematik, det skal jeg naturligvis”. Da de begge var færdige med at bade, gik Lotte i gang med, at indsmøre Annika. Da hun var næsten færdig, spurgte Annika; “Er det forkert, at jeg bliver tændt af det her”. Lotte kiggede ned af sin nøgne gravide krop og grinede; “Ja, det er faktisk lidt mærkeligt, at du bliver tændt af en 15 årig gravid pige”. Annika begyndte også at grine; “Det var nu ikke lige det jeg mente, men du smøre salve på med følsomhed, hvilket man ikke kunne anklage Leif for at levere”. Lotte grinede nu endnu mere; “Nej, det er nok noget af det mest akavede, jeg nogen sinde har oplevet”. Samtidigt kom Eva ud i baderummet; “Hvad er det, som er så morsomt”? Lotte svarede; “Annika tænder på nøgne gravide 15 årige”. Eva kiggede op og ned af Lotte og smillede; “Stakkels Leif, hvordan skal han dog konkurrere med det der”. “Så meget krop og ingen steder at gemme den”. Lotte var færdig af grin; “sådan er det bare, man er nød til at holde af mig, for man kan snart ikke holde om mig”.
Da Annika gik med salven, for at smøre de tre veninder ind, gik Lotte og Eva ud i lejeren, som stadig var stille, da der ikke var ret mange, som var stået op endnu. Ovre ved spisesalen stod de og kiggede på listen over hvem der stod for underholdningen til aften. De blev noget overrasket over, at de alle sammen, stod på til torsdag aften. Men ikke nok med, at Lotte, Kim, Irene, Alexander, Susie, Dennis, Annabella, Eva, Fatima og Lisbeth stod på listen, så stod Annika, Lone, Lissette, Pia, Leif og Vivi der også. Lotte pegede på de forskellige af deres navne; “Jeg tror, at vi kunne lave noget rigtigt sjovt sammen”. Eva smillede; “Hvorfor får jeg fornemmelsen af, at du allerede har en plan”. Lotte rystede på hovedet; “Det har jeg faktisk ikke, men jeg er sikker på, at hvis vi giver Dennis frie hænder, Så skal det nok blive hyllende grinagtigt”. De satte sig over ved det bord, som efterhånden var blevet deres stambord, og satte sig til at vente på de andre. Samtidigt med at Irene og Alexander ankom, som de sidste af de oprindelige ti, kom Annabella, Leif, Pia, Lissette og Lone hen og spurgte, om de måtte være med. Lotte smillede; “ja selvfølgelig, men så må vi hellere hente et bord mere.”; Lotte henvendte sig så direkte til Leif; “Leif, gider du ikke lige hente Vivi”. Annikas ansigtsudtryk så meget forkert ud. Lotte kunne ikke lade være med at grine; “Jeg er ret sikker på, at Vivi kun betragter Leif som en ven, så hende skal du ikke være bange for Annika”. Da de alle 16 sad omkring det nu meget lange bord, rejste Lotte sig op; “Eva og mig har opdaget, at vi alle sammen er på underholdningen torsdag, så vi vil foreslå, at vi laver noget sammen”. Dennis så overrasket på Lotte; “Hvad har I fundet på, som involvere 16 personer”? Lotte smillede sit frække smil, direkte henvendt til Dennis; ” Ja altså, vi synes det skal være noget rigtigt morsomt, og så tænkte vi, at lade resten være op til dig”. Dennis så overrasket ud; “er det op til mig”? Lotte trak på skuldrene; “der er jo der, hvor du er allerbedst, så det er vel ikke et problem”. Dennis grinede; “Det ved jeg ikke om det er, men hvis I alle sammen er enige, så må vi jo se, hvad jeg kan finde på”.
Da de alle sammen rejste sig, for at gå ind og spise morgenmad, kom Vivi hen til Lotte; “Tak fordi jeg må være med sammen med jer”. Lotte blev lidt overrasket; “Hvad mener du Vivi, hvorfor skulle du ikke være velkommen, sammen med os andre”? Vivi gav et lille smil fra sig. Var Lotte ikke klar over, hvordan virkeligheden så ud, og viste hun ikke hvor uopnåelig hun og vennerne var. Vivi var en lille smule nervøs, for at hun nu kom til at ødelægge deres venskab, inden det rigtigt var begyndt. “Altså før i tiden, der var I nogle lidt nørdede piger, som os de rigtige nørdede piger så op til”; Vivi trak vejret tungt, da hun var bange for, at hun lige nu var ved at ødelægge noget fantastisk, førend det rigtig var startet; “igennem det sidste halve år, har alt ændret sig, det nørdede forsvandt, og pludselig var I den uopnåelige populære gruppe, som er styret af den halv nørdede pige, som havde scoret den populære sportsidiot”. Lotte satte sig ned igen, og med en håndbevægelse bad hun Vivi om også at sætte sig. “For det første, så er der ingen af os, som betragter os som uopnåelige”; Lotte prøvede på at smile, men lige nu ville smilet ikke rigtigt komme frem”; Vi fungere som en åben gruppe, som bare hygger os sammen og har det sjovt”. Hun følte at sætningen var afsluttet, men tilføjede alligevel; “og vi har slet ikke nogen leder”. Vivi var målløs, hvordan kunne Lotte ikke selv se det. Vivi kunne ikke lide konflikter, og lige nu følte hun, at hun havde bragt sig i en, og hun blev i tvivl om, hvad hun skulle sige. Lotte blev klar over, at Vivi var gået helt i stå, så hun tog fat i hendes hænder; “du kan sige hvad du vil sige Vivi, jeg bliver ikke sur eller noget i den stil”. Vivi tog sig sammen; “I er gruppen på skolen, som har brudt alle de normale grænser i sammensætning, hos drengene har I sportsidioten, komikeren og den nye dreng, som ingen endnu ved hvilken kasse han hører til i, men som umiddelbart også virker hot”; Vivi holdt nøje øje med Lotte, da hun ikke ønskede, at træde hende over tæerne; “Pigerne er ikke de normale populære selviske skønhedsdronninger, men minder mere i stil om os andre, bare uden at være totale nørder”. Lotte forblev fuldstændigt stille, så Vivi valgte at fortsætte: “gruppen er også atypisk, fordi den bryder alle regler om at være perfekt, i er skabt af konflikter, og alligevel fortsætter I ufortrødent videre, og oven i alt det, så er I også på god fod med lærer og skoleledelse”. Lotte smilede; “Det er ellers noget af en mundfuld”. Vivi grinede; “hvad havde du ellers forventet, jeg er jo en nørd, og jeg lever af facts”. Lotte grinede med; “godt ord igen, men det gør os vel ikke uopnåelige”? Vivi smilede; “nej, men grupens specielle sammensætning betyder, at det er svært at opnå en total godkendelse, så den eneste reelle vej ind i gruppen, er at gruppens leder, formand eller som hun nok bør betegnes i dette tilfælde gruppens dronning”. Lotte grinede; “og gruppens dronning mener du så skulle være mig”? Vivi rystede på hovedet; “kan du ikke selv se det, at gruppen følger dit mindste vink, at alt hvad du siger bliver til lov”. Lotte grinede stadig; “Vivi, jeg beklager meget, men det er noget værre vrøvl”. Vivi rystede på hovedet; “det er ikke noget vrøvl, hvem gjorde Alexander til en del af gruppen”? Lotte undrede sig over spørgsmålet; “Det er jo nemt, det var Irene”. Vivi smilede; “det er ikke det jeg har hørt, jeg har hørt, at der var en anden, som inviterede ham med til en hyggeaften”. Lotte grinede; “Okay, ser man på det på den måde, så var det mig”. Vivi fortsatte; “og her på lejren, hvem tog tre piger fra en anden skole ind, og hvad med de fire piger, der var ballade med, og hvem tog Leif ind, og som den sidste mig”. Lotte smilede stadig; “Okay, jeg har bragt nogle folk sammen, men det gør mig ikke til en leder”. Vivi grinede; “Lotte for fanden, du har siden gruppen opstart ændret gruppens sammensætning fra 6 personer til 16, og derudover har vi endnu ikke talt om din personlighed”. Lotte grinede; “og hvad er der nu galt med min personlighed”? Vivi rystede på hovedet; “Der er absolut ikke noget galt med den, men du har så meget af den, at ingen kan forstå hvor den kommer fra”; hun holdt en kort pause; “du er pigen, som blev ydmyget til en fest og på Facebook og kom op igen”. “Så var du jaget af din bedste veninde og kom op igen”. “Du bliver gravid og vælger at beholde barnet, selvom du kun er 15 år”. “Alt hvad du gør er klogt og gennemtænkt, og selvom du blander dig i alt, så foregår det med både kløgt og medmenneskelig omtanke, som selv de fleste voksne ikke kan leve op til”. Vivi gjorde sig klar til afslutningen; “så derfor er du gruppens dronning, og en superstjerne for alle os andre”. Lotte var nu fuldstændig færdig af grin; “Jeg beklager Vivi, men jeg er altså hverken en dronning eller en superstjerne, jeg er bare Lotte”. Vivi trak på skuldrene; “Er du sikker på det, så synes jeg, at du skal spørge de andre om deres mening”.
Da de kom ind i spisesalen, var vennerne i gang med at spise deres morgenmad. Lotte stod, så hun kunne se dem alle sammen; “Jeg har lige et par spørgsmål, er vi en uopnåelig populær gruppe”? Fra vennerne kom der lidt “ja” og “jo” indtil Dennis tog ordet; “uopnåelig er et stærkt ord, for det er jo ikke noget vi arbejder på, men fordi vi går så godt i spænd sammen, så vil vi nok virke uopnåelige for de fleste andre”. Lotte var overasket over, at Vivis første udsagn blev bekræftet, men når Dennis bekræftede det, så var hun ikke i tvivl om, at så var det rigtigt. Hun overvejede grundigt, hvordan det næste spørgsmål skulle formuleres; “men vi er vel enige om, at vi er en dynamisk gruppe uden en ledelse”? Igen kom der ikke rigtigt nogen tydelige svar, før end Dennis svarede; “det er ikke noget vi har aftalt, men der vel er en form for uformelt hierarki i gruppen, men i de store træk, så følger vi bare vores dronning”. Lotte var fuldstændigt overrasket; “dronning”? Dennis nikkede; “ja, vi følger bare dig”. Lotte kiggede rundt; “Er det rigtigt”? De nikkede alle sammen bekræftende. Lotte vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv; “Men jeg har ikke bedt om at være gruppens dronning”. Dennis grinede; “Nej, det ligger ikke i din natur, og det er grundlæggende årsagen til, at du er den rette til jobbet”. Lotte rystede på hovedet; “men jeg vil ikke være jeres dronning”. Dennis smillede; “du har ikke noget valg, vi har jo ikke fyret dig endnu”. Lotte var chokeret; “jamen, jamen”. Dennis var fuldstændig færdig af grin; “for helvede Lotte, Jeg tager pis på dig, men jeg tror ikke, at du vil være mere begejstret for virkeligheden”; han holdt en kort pause, hvor han overvejede sine ord; “du er gruppens ledesnor, du holder os sammen, samtidigt med, at du stormer fremad for fuld kraft”; han smilede direkte til hende; “du breder dine vinger ud, og skaber krusninger omkring dig, og da du indtil nu kun har haft succes, så falder det hele ufortjent tilbage på hele gruppen”. Lotte rystede på hovedet; “så du siger, at jeg selv har gjort mig til gruppens dronning, og at jeg er skyld i, at vi er en populær gruppe af teenagere”. Dennis nikkede; “netop, og når du udvider gruppen, så skaber det en naturlig dynamik i gruppen, og udadtil så bliver vi endnu mere attraktive”. Lotte vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det her, så hun valgte bare at gå over efter morgenmad. Vivi var fulgt efter hende; “undskyld, det var ikke min mening, nogen gange taler jeg bare, uden at tænke mig om”. Lotte vendte sig om, og så at tårerne løb ned af Vivis kinder. Lotte gav Vivi et kæmpe kram; “du bør aldrig undskylde for, at du siger din mening, jeg indrømmer, at jeg lige nu er lidt forvirret, men det er venner som dig og Dennis, som får mig ned på jorden, når min realitetssans er stukket af. Vivi tørrede øjnene; “så du er ikke sur på mig”. Lotte grinede; “jeg bliver ikke sur over, at mine venner fortæller mig sandheden, men jeg bliver skuffet over, at jeg ikke selv har set det”. Vivi smilede; “du har et gigantisk overblik, når det gælder andre, men du er blind når det drejer sig om dig selv”. Lotte begyndte tage lidt morgenmad op på sin tallerken; “jeg er bare ikke god til at acceptere, at det er mig som er i fokus”. Vivi grinede; “så burde du nok stoppe med, at bringe dig selv i fokus hele tiden”. Lotte grinede med; “det kommer nok ikke til at ske, jeg kan slet ikke lade være med at brede mine vinger ud, som Dennis så pænt sagde det”. Lotte og Vivi var kun lige gået i gang med, at spise deres morgenmad, da to piger fra en af de andre skoler, kom over med hver deres lommebog, og bad om Lottes autograf. Lotte grinede; “I ved godt, at jeg bare er en skolepige lige som jer selv”. Den ene pige svarede; “de fleste af vores autografer er fra personer, som vi forventer bliver kendte en dag”. Lotte smilede til pigerne; “jeg har ellers ingen ambitioner om at blive kendt, men jeg takker for tilliden”. Og så skrev hun en autograf i begge pigers lommebøger.
Efter morgenmaden forsvandt Dennis, da han skulle skaffe en masse remedier til torsdagens underholdning.
Da frokosten nærmede sig, kom Lillian og hentede Lotte, og tog hende med hen til en af de hytter, som de voksne benyttede. I hytten sad hendes skoleinspektør hr. Klemmesen, og pigerne inspektør, og ventede på dem ved et rundt bord. Da Lillian og Lotte havde sat sig, tog pigernes inspektør ordet; “hej Lotte, vi er blevet enige om, at vi hellere må give dig en status over, hvad der er sket i Lizzi sagen, så hvis du hellere vil være fri for yderligere indblanding i sagen, så bør vi nok slutte mødet nu”. Lotte nikkede bekræftende, men blev siddende. Inspektøren fortsatte; “Jeg kan fortælle dig, at din beskyttelse af pigerne, var et fantastisk træk fra din side, selvom det har skabt en masse ballade, og vores kommunes jurister er meget sure på både os og dig”. Lotte smilede, for så var beskyttelsen af pigerne og Leif lige så effektiv, som hun havde håbet på. Han fortsatte; “desværre er din og vores værste frygt blevet bekræftet, da Lizzi har fortsat sin adfærd efter hun flyttede og skiftede skole”. Han holdt en kort pause;” som man også kunne frygte, så har hun sat niveauet op, og hun har nu en bande på 8 piger ud over hende selv”; han tog en tår af sin kaffe; “modsat situationen hos os, så var man blevet opmærksom på, at man havde en pigebande der lavede ballade, men man havde ikke haft grundlag for at gribe ind endnu, da ingen ofre var trådt frem”. “Selvom de 8 piger også er skyldige i overgreb med mere, så betragtes de primært som ofre, og man behandler dem også som ofre”. Lotte nikkede; “det er jeg glad for at høre”. Inspektøren rystede på hovedet; “der er desværre mere endnu”; han tog endnu en tår kaffe; “da optrævlingen var sat i gang på Lizzis nye skole, så så vi i hendes papirer, at hun kun gik på vores skole i knapt 2 år, så vi valgt at kontakte hendes tidligere skole”. Det var tydeligt, at inspektøren var voldsomt berørt af situationen, så der gik noget tid førend han fortsatte; “Lizzi havde startet sin skolegang på denne skole, og ca. 2 år før end hun flyttede til vores skole, havde hun skabt en bande, hvor hun styrede 3 piger”. Lotte var overrasket; “så er vi jo helt tilbage i tredje klasse”.
Inspektøren nikkede; “ja, og de første 3 piger var fra hendes egen klasse”; han tog endnu en tår af sin kaffe; “vi tror også, at det var på grund af hendes erfaringer med den første bande, at hun efterfølgende gik efter piger, som var lidt yngre end hende selv”. Lotte nikkede, det gav jo mening, for det måtte være svært at undertrykke piger på sin egen alder. Hr. Klemmesen tog nu over; “Vi har i detaljer fortalt om, hvor effektivt du har håndteret vores situation, og hvilken forandring vi har oplevet med vores fire piger”. Lotte så overrasket ud; “hvilke detaljer taler vi om”? Hr. Klemmesen smilede; “vi har fortalt alle de detaljer, som vi kender til”; han holdt en lille pause; “så hvis der er foregået afstraffelse, som vi ALDRIG har hørt om, så har vi naturligvis heller ikke kunne fortælle om det”. Lotte nikkede lettet og smilende. Hr. Klemmesen fortsatte; “Vi er blevet enige om, at afholde et 3 dages seminar på vores skole, da den må betragtes som forholdsvis neutralt område, og vi har derfor tænkt os, at invitere alle de 14 piger til at deltage”. Lotte var forvirret; “jeg får det da til 15 piger”. Hr. Klemmesen så sørgmodigt på Lotte; “Ja, det er rigtigt nok, men desværre har en aF pigerne begået selvmord for lidt over tre år siden, uden nogen vidste hvorfor”. Lotte var dybt chokeret; “det var da forfærdeligt”. Hr. Klemmesen nikkede; “ja, det er det, men vi er så nød til at prøve på, at redde de 14 levende piger”. Da Lotte bare nikkede bekræftende, fortsatte han; “og vi vil meget gerne have, at du er en del af den gruppe, som arrangere seminaet”. Lotte så overrasket på ham; “Men jeg er jo bare en elev”. Alle tre voksne var færdige af grin, og Lilian tog ordet for første gang; “Det kan godt være, at du er en elev, men du har tydeligt bevist, at man ikke kan kalde dig for bare en elev”. Hr. Klemmesen fortsatte; “Du har bevist, at du håndtere alvorlige sager med både kløgt og modenhed i en grad, hvor mange voksne ikke kan følge med, og samtidigt kan du nogle ting, fordi du ikke er jævnaldrende med ofrene, som vi andre ikke kan slippe afsted med”. Lotte nikkede bekræftende; “Jamen så siger jeg tak for tilliden, og jeg vil meget gerne være med”. I slutningen af mødet fik Lotte af vide, at man ville bede fru Antonsen om, at være den ledende lærer, samt at både Peter og Juliane ville blive spurgt, om de havde lyst og mulighed for at deltage, da de allerede havde et stort kendskab til sagen.
© Skumfod
