(af Skumfod)
For godt 2 år siden var projektet; ”Fremtidens kommunikation, kan vi holde den sikker”. Jeg synes selv, at det var en af mine bedste artikelserier, og jeg fik skabt en masse debat.
Vores seminar startede fredag aften med en velkomst efterfulgt af et debat oplæg fra en konspirations teoretiker som mente, at det ville være bedst, hvis vi skrottede alle elektroniske hjælpemidler, og gik tilbage til skriftrulle. Han var sjovt nok ikke bange for, at de forkerte personer skulle komme til, at læse disse skriftruller. Jeg fandt det også morsomt, at den eneste grund til, at der var nogen, som vidste hvem han var, skyldes hans store aktivitet på internettet. Efter oplægget var der en lang kaffe pause inden jeg skulle afslutte aftenen med mit første oplæg. Under disse kaffepauser gik jeg rundt imellem deltagerne, og lyttede til deres samtaler og fornemmede stemningen, hvilke gav ideer til aftens indledning.
Det var under det tredje seminar, at jeg under kaffepausen kom til at stå bag et par veninder, hvor den ene tydeligvis var utilfreds med, at hun var inviteret med til dette seminar. Hun sagde ting som; ”Dette er fuldstændigt spild af min tid, hvilket jeg nok skal skrive på Facebook, inden jeg går i seng i aften”. Her var den indledning, som jeg havde brug for til mit første oplæg.
”Konspirations teoretikerne siger at regeringerne overvåger os via vores medier, hackere stjæler vores data, so de f.eks. kan sælge dem, men hvor går grænsen”; startede jeg mit oplæg med at sige. ”Er medierne virkeligt problemet eller er det i stedet et spørgsmål om moral, holdning og omtanke”; der var fuldstændigt stille i salen, alt imens jeg tog en slurk vand inden jeg fortsatte; ”Her i pausen overhørte jeg f.eks. en smuk ung dame, som var inviteret med til seminaret, fortælle sin veninde at dette seminar er spild af tid, hvilket hun ville udbrede på Facebook senere”. Der gik et sug igennem salen, hvilket ikke var overraskende, da vores analyser viste, at ¾ af deltagerne på vores seminarer var gengangere. ”Det er et frit land, og hun har naturligvis lov til både og have sine meninger og til at ytre dem offentligt, og som moralen er på moderne medier, så vil 75 % af dem, som kommentere støtte hende, selvom ingen af dem har været med på dette seminar”. Igen holdt jeg en pause, hvor jeg tog en slurk vand. ”Hvis dette indlæg bliver tilgængeligt for min Facebook profil, så kan jeg nu udnytte min viden til at kommentere, at hun ikke har betalt for at deltage, og at det er usympatisk af hende, at kritisere et seminar, som en masse mennesker har betalt for at deltage i”; igen tog jeg en tår vand inden jeg fortsatte; ”nu vil over halvdelen af dem, som deltager i debatten vende sig imod hende, og det gælder også over 75 % af dem, der bare følger debatten”. Jeg satte mig ned på scenekanten. ”Jeg har ikke gjort noget ulovligt for at få disse oplysninger, og hvis den smukke unge dame skal forsøge at vende stemningen igen, så er hun nød til at lyve, ved at påstå at jeg lyver, og det tror jeg ikke, at hun vil gøre”. Jeg rejste mig op igen, og afsluttede historien; ”og selvfølgelig har hun ret til sine meninger, selvom hun ikke har betalt sin egen entré”. I baggrunden kom et billede frem af en mobiltelefon, en computer og et fjernsyn; ”lagde i mærke til, at mine informationer ikke var opnået ved hjælp af elektroniske medier, for dette var en historie om moral, holdning og omtanke”.
Efter jeg var færdig med resten af oplægget, sad jeg i baren og nød en drink, da jeg pludselig hørte en stemme bag mig, som jeg havde hørt tidligere på aftenen; ”Når man tale om moral, misbruger du altid dine deltagerer på den måde”. Jeg vendte mig om og kunne se, at hun ikke så sur ud, så jeg smilede til hende og svarede; ”ikke altid, kun på de seminarer her”. Og det var på den måde, jeg mødte Susie.
Læs Kapitel 11A: Susie af Skumfod
© Skumfod
