(af Skumfod)
”Jeg kender den rette person til din virksomhed, hvis du tør”. Dette var de ord, som Lisbeths far havde brugt, da han havde foreslået, at jeg ansatte hende som administrerende direktør. Der var ingen tvivl om, at hans ord var valgt med omhu. Jeg havde været træt af mit arbejde, og ønskede at forlade min egen virksomhed. Lisbeth havde fremlagt en plan, som på papiret lignede omkring 30 arbejdstimer per kvartal. Virkeligheden var en anden, og jeg tror, at alt er blevet præcist, som hun havde forventet det.
Jeg taler sjældent med kunderne, med mindre, at de er deltagere på et af vores seminarer. Jeg blander mig sjældent i teknikernes udfordringer, og det skyldes mest, at de klare dem selv eller med hinandens hjælp. Det er absolut ikke, fordi jeg ikke vil hjælpe vores ansatte, men jeg havde det fint med, at det sjældent var nødvendigt.
Lisbeth havde krævet, at vi afholdte mindst 4 seminarer om året, men det var slet ikke nok, for vores tilhørere eller for mig selv. Jeg blev hurtigt bidt af hele konceptet, og vores tredje seminar blev afholdt i fire byer, og det fjerde med 2 forestillinger i de fire byer. Jeg havde bare så meget mere at byde på, så derfor skabte vi et helt nyt koncept. Jeg skrev en artikelserie på 12 artikler om mit næste og meget større emne, som vi solgte til en stor avis, med en kontrakt på, at der blev brugt en artikel om ugen. Til weekenderne op til de sidste 4 artikler, havde vi booket 4 store steder, hvor vi kunne afholde seminar fra fredag aften til søndag eftermiddag. Der var så meget arbejde i dette projekt, så Lisbeth næsten arbejdede i døgndrift i de 3 måneder, hvor artikelserien kørte. Da projektet var overstået, havde vi over 3 gange så mange kunder. Dette betød at vi måtte flytte virksomheden til et meget større sted, og vi fik en masse nye ansatte. To af de nye ansatte var en projektleder og en sekretær til at hjælpe mig, da dette var en opgave, som Lisbeth ikke længere havde tid til.
Læs Kapitel 10A: Fremtidens kommunikation af Skumfod
© Skumfod
