(af Skumfod)
Lotte lå på sit værelse og læste, da det ringede på døren ved halv ni tiden, og hun var derfor den, som først nåede hoveddøren. Lotte var overrasket, da hun åbnede døren, for udenfor stod Annabella sammen med hendes mor. “Vil i ikke komme ind”; Lotte var noget nysgerrig, for det var ikke normalt, at klassekammerater og deres forældre kom på uventet besøg.
Imens de alle sammen hilste på hinanden inde i stuen, så havde Lotte sat en ny kande kaffe over, og kom ind i stuen med 3 kopper. De satte sig i sofagruppen, hvor Lottes mor tilbød kaffe fra den kande, som allerede stod på bordet. Annabella mor kiggede undrede på sin datter, da hun sagde ‘ja tak’ til en kop kaffe; “siden hvornår er du begyndt at drikke kaffe”. Annabella smilede forsigtigt; “det sker også mest hjemme hor farmor”. Hendes mor rystede på hovedet; “det ser ud til, at der er mange ting, som vi to skal begynde at tale om”; hun kiggede på Lottes forældre; “hvilket faktisk også hænger sammen med grunden til, at vi kommer her i aften”. Lotte blev bange for, at hun ville blive sendt ud af stuen, for lige nu var hun ved at gå til af nysgerrighed, men det skete heldigvis ikke. “Men jeg kan jo forstå, at jeg bør starte med, at ønske jer alle tre og især Lotte tillykke”; Annabellas mor smilede, da hun sagde det.
Annabellas mor fortsatte; “nu ved jeg jo ikke hvor meget Lotte har fortalt om den debat de havde i skolen”? Lotte smilede; “lige nu kan jeg regne ud, at jeg ikke har fortalt nok”. Annabella der sad imellem sin mor og Lotte blev rød i hovedet, og lignede en der helst ikke ville være tilstede, så Lotte tog den nærmeste af Annabellas hænder i sin, og gad den et lille blødt klem. Annabellas mor tog en tår af sin kaffe inden hun fortsatte; “okay, men det betyder heller ikke så meget”; hun kiggede smilende på sin datter; “men jeg må heller starte et helt andet sted”. “Da Annabella var otte år, der valgte hendes far og jeg, at vi hellere måtte gå hver til sit, og alt dette skete i ro og enighed”; hun tog en tår af sin kaffe”; “og vi lod Annabella bestemme, hvem hun ville bo hos, og da hun valgte at bo hos sin far, så har jeg kun set hende i weekender og ferier igennem de sidste mange år”. Lotte følte et stik af medlidenhed, for hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan det måtte være ikke at bo sammen med begge hendes forældre. “Desværre har Lars, det er Annabellas far, fået et dårligt helbred, og derfor følte han ikke længere, at han kunne passe Annabella på fuld tid, så for en måned siden bad han os om at overtage Annabella”; hun holdt en kort pause; “Dette er sket direkte imod Annabellas ønsker, for hun mener, at det nu var hendes tid til at passe sin far”. Hun kiggede rundt, men der var ingen af dem, som lige vidste hvad de burde sige, så derfor fortsatte hun igen; “det var en beslutning, som Lars tog alene, men jeg er enig med ham, hvilket nok ikke har gjort de nemmere for Annabella”. “Vi har haft en måneds tid, hvor vi stor set ikke har kunne tale med Annabella, hvilket vi faktisk har haft den fulde forståelse for, selvom det heller ikke har været nemt for os”. “I dag til aftensmaden var faktisk første gang, at vi fik hele sætninger ud af hende, siden hun flyttede ind”; hun tømte sin kaffe kop inden hun fortsatte; “og da hun fortæller om debatten, der fortæller hun, at hun vidste, at hvis det var hende, som var blevet gravid, så ville vi ha’ slået hånden af hende”. Lotte smilede til Annabellas mor; “okay så slemt et billed malede hun nu ikke, hun sagde bare, at hun ikke forventede, at I ville støtte hende”. “jamen intet af det er rigtigt”; Annabellas mor så såret ud; “det kan da godt være, at vi ikke vil være enige i hendes valg, og lige nu der aner jeg faktisk ikke, hvad vi vil mene, men vi vil da både støtte og hjælpe hende”. Lottes forældre nikkede bekræftende, men de nåede ikke at sige noget, for Lotte havde så meget, som hun ville sige, at hun ikke kunne holde det tilbage. “Jeg tror ikke der findes en teenager, som rigtigt ved hvordan deres forældre vil reagere, og det må jo være endnu være i jeres tilfælde”; Lotte kunne se, at både Annabella og hendes mor ikke forstod hvad hun mente; “I har ingen faste rutiner endnu, og selvom I havde, så taler vi teenagere faktisk helst ikke om hvad der sker i vores liv”. Erland, Lottes far smilede til sin datter; “den del var vi jo godt klar over, men kan du så fortælle os hvorfor”? Lotte smilede til sin far; “ja, det kan jeg godt”; hun kiggede på Annabella, som ikke så ud til, at hun var helt sikker hvor Lotte ville hen med denne del af samtalen; “det helt korte svar er, at vi ikke mener, at det kommer jer ved”. Lillian, Lottes mor sendte sin datter et skævt smil; “nu vil jeg hente kaffen, men jeg ser frem til, at hører den lange forklaring”. Lotte grinede; “ja det tænkte jeg nok, at du ville”.
Da Lottes mor havde skænket kaffe til dem alle sammen fortsatte Lotte; “den korte version vil nok passe på de fleste af os, men når jeg jeg kommer med den lange version, så kan der naturligvis være mange variationer, som ikke er ens, men bare ligner hinanden”; hun kiggede på de tre voksne, som bare nikkede; “men grundlæggede så skyldes det nok mest stolthed eller mangel på stolthed”. Lotte tog en tår af sin kaffe; “vi vil prøve det hele, og vi vil lære af vores fejl”; hun holdt en af de pauser, som hun var blevet god til de sidste par dage; “hvis vi kan undgå det, så ønsker vi ikke jeres hjælp, og når vi ikke fortæller noget, så får vi ikke åbnet nogen døre, som enten betyder, at I kan blande jer eller endnu værre stoppe os”. Lillian kiggede alvorligt på sin datter; “og nu hvor du så åbent og ærligt åbner op for denne del af jeres liv, så er jeg nød til at spørge, synes du ikke, at det er en stor fejl”. Lotte grinede; “nej faktisk ikke”; hun holdt en kort pause; “ulempen er selvfølgeligt, at vi nogen gange for sent kommer til jer, når først vi bliver klar over, at vi ikke kan klare os uden jeres hjælp og støtte”; hun tog en tår kaffe; “men gevinsten er, at vi udvikler os til selvstændige personer, og på den måde bliver klar til den del af livet, som vil møde os, når vi ikke længere bor hjemme”. Annabellas mor kiggede på sin datter; “har du det også på den måde skat”? Annabella overvejede spørgsmålet længe inden hun svarede; “ja, men ikke bevidst, for jeg har faktisk ikke tænkt over det før”. Erland kiggede eftertænksomt på sin datter; “og hvordan kan det så være, at du er så klog”? Lotte smilede; “jeg tror, det kommer af at læse så meget, som jeg gør”. Lottes mor smilede igen; “og er der så flere hemmelige, som vi bør vide noget om”? Lotte grinede; “ikke som jeg vil fortælle jer i dag”; Hun tog sin kaffe kop, og rejste sig op; “så nu vil jeg vise Annabella mit værelse”.
Selvom Lotte havde et pænt stort værelse, så var det alligevel hurtigt, at vise det frem. Da de havde sat sig på sengen, kiggede Annabella på Lotte; “hvor længe har du så kommet sammen med Kim”? Lotte kiggede undrende på Annabella, indtil de gik op hende, at Annabella først var startet i klassen efter, at Irene var kommet tilbage. Så Lotte valgte at fortælle hele historien fra begyndelsen. Annabella lyttede til hele historien, og da Lotte var færdig med at fortælle spurgte hun; “og hvor længe siden er det, at alt det skete”? Lotte smilede; “det startede for et par måneder siden”.
Læs “Kapitel 32A: Den næste debatrunde” af Skumfod
© Skumfod
