24/12 Evnen der var glemt

(af Skumfod)

”Jeg har det”. Sætning fik næsten Lioline til, at tabe sit krus med varm chokolade. Det var naturligvis ikke sætningen i sig selv, der overraskede Lioline, men mere det, at udbruddet kom fra Julemanden, Lionel og Frinel på samme tid. Julemanden startede; ”hør her”; og så læste han Lotte og Marias læserbrev op. Da han var færdig tilføjede han; ”og det er skrevet af en pige, som bor i den rigtige boligblok”. Lionel smilede; ”og jeg har brudt koden, det er en e-mail adresse”. Julemanden smilede; ”og den naturligvis frygtelig svær”. Lionel rødmede; ”næ den var faktisk frygtelig simpel, for det var forbogstaver fra den danske udgave af juleevangeliet”. Julemanden rystede på hovedet; ”ja, selvfølgeligt, der stod jo ’JE’ i starten af teksten”; han kiggede over på Frinel; ”og hvad har du så fundet ud af”? Frinel smilede; ”Jeg har nu fundet ud af, hvad jeg havde glemt”; han kiggede ned i det bind, som han sad med af ’Julemandens historie’; ”og det er noget, som vi alle sammen burde have husket”; sagde han, og begyndte at læse op.

”Freonel December 1574. Det var ikke unormalt, at rensdyrene strejfer, man da Rudolf havde været væk i over en måned, og vi nu var nået ind i december måned, så var vi alle sammen bekymrede. Vi sendte alfer ud overalt, men de kom alle hjem, uden af de havde set noget til ham. Vi ville naturligvis være bekymrede, lige gyldigt hvilket rensdyr der var tale om, men da Rudolf før havde haft problemer med mennesker på grund af hans lysende røde næse, så var bekymringen større. Julemanden var ved at gå til af bekymring, og han sad koncentreret i sin lænestol, og tænkte på Rudolf, og hvor han kunne være henne. Pludseligt rejste han sig op, og med stor overbevisning slog han fast, at Rudolf var i Lapland. Vi havde vores tvivl, men den blev gjort til skamme, da Julemanden kom tilbage, sammen med Rudolf, og det unge rensdyr, som Rudolf havde forelsket sig i. Hun var en yndig sag, og det var forståeligt, at hun havde tiltrukket Rudolf, så han havde glemt alt om os andre. Vi kalder hende for smukke, til stor glæde for Rudolf. Flyve alferne var dog lidt bekymret, da man normalt kun lære rensdyrkalve at flyve, men jeg har hørt, at hun er overraskende lærenem. Vi har testet Julemandens nyfundne evne. Først testede vi med at gemme alfer og rensdyr. Julemanden kunne finde dem alle sammen, så vi forsøgte med genstande, som indeholdt juleenergi og til sidst med almindelige menneske skabte genstand. Det sidste var det sværest, for Julemanden var nød til, at være meget præcis i sine tanker, for at finde den rigtige genstand. Denne evne betyder, at vi aldrig mere behøver, at være ulykkelige, når noget forsvinder, for Julemanden kan altid finde det. Julemanden betragter sin nye evne som en leg, men alfe børnene her på Grønland synes ikke længere at han er sjov at lege gemmeleg med.

Julemanden sad helt drømmende; ”ja Frinel, der var ikke nogen, som kunne fortælle en historie som din far”. De stirrede alle sammen på ham. Lionel rystede på hovedet; “Har du ikke hørt efter, hvad Frinel har fortalt”; julemanden kiggede spørgende på ham, og han fortsatte; ”dette betyder, at du hele tiden har været i stand til at finde nøglen, du skal bare tænke på, hvor den er henne”.

Det var koldt, mørkt og temmelig uhyggeligt. Ingen af de fem teenagere havde nogen siden rendt rundt i en skov midt om natten før. Og nu gik de rundt i en skov, som de dårligt kendte. Michael og Lottes forældre havde tilbudt, at gå med dem, men de fem teenagere mente, at dette var en opgave, som de selv måtte klare. De havde medbragt to store lygter, og med dem forsøgte de nu, at finde vej ned til Svenskekløften.

Julemanden sad på sin stol, og så meget koncentreret ud. Lige med et rejste han sig op, med et blik der mere viste forundring end glæde. De tre alfer var spændte. Lionel var meget nervøs, for dette var ikke et ansigts udtryk, som han tidligere havde set hos Julemanden; Ved du hvor nøglen er? Julemanden skiftede over til sit store julesmil; ”Ja, den er udenfor”.

Dette var ikke en lysning, som dem de havde oplevet i skovene omkring Næstved, og ingen af de steder, hvor lyset havde peget hen, kunne de se sten, af den type, som de tidligere havde brugt til nøglen. Omkring 25 meter fra dem, kom et lys frem fra den ene væg i kløften, og ud af lyset trådte flere skikkelser. Den ene skikkelse var lignede en stor kraftig mand, og alle de andre lignede børn. De gik frem imod lyset og skikkelserne med Michael, som nærmest førte an. Da de var tæt nok til at se ansigter, løftede Michael hånden, og pegede frem og tilbage imellem Julemanden og Lioline; ”jeg har set jer før”; han tænkte over hvor han havde set dem, og fortsatte; ”I var på torvet til CityNight”. Julemanden smilede; ”Det har du ret i, og skal vi så ikke komme ind i varmen”?

De kom indenfor i den store entré, og nu kunne de fem teenagere se, at selvom de mindede om børn, så var deres øre meget anderledes. De så rundt i lokalet, og stoppede alle fem, da de så det store kort, hvor der var fokuseret på det område, hvor Michael og Lotte boede. Michael var dybt imponeret; ”I har jo fundet ud af hvor vi bor”. Julemanden lo; ”ja, men ikke helt via kortet”; han kunne se, at de så undrende på ham; ”men jeg har lige læst Lottes læserbrev”. Lotte smilede; ”Jeg har nu ikke skrevet det alene”; hun pegede på Muhammed; ”det var Muhammeds ide”; hun flytte den pegende hånd over imod Maria; ”og jeg skrev det sammen med Maria”. Julemanden nikkede smilende, og pegede på samme måde, som Lotte havde gjort, men han pegede i stedet på Lionel; ”og Lionel har næsten lige brudt koden til jeres e-mail adresse”. Michael smilede; ”det var også et mesterværk af Muhammed”. Julemanden nikkede; ”det var genialt, men desværre var vi ikke så hurtige til, at regne den ud”; han holdt en lille pause, inden han tog hul det sidste spørgsmål, som han mente var ubesvaret; ”men hvad gik tegningerne på stenene”? Nu begyndte Muhammed at grine; ”og det var ellers den nemmeste kode af de tre”. Både Julemanden, Lionel og Frinel stirrede nysgerrigt på Muhammed. Han fortsatte; ”Antallet af tegninger i hver af de otte liner svare til et ciffer i Michaels telefonnummer”. Julemanden lo igen; ”Genialt, var det så også dig der regnede nøglen ud”. Muhammed blev nærmest genert over alt den ros; ”Jeg fandt ud af, at der var tale om kort udsnit, men brugen af nøglen stod Bo for”. Marie var ved at sprænges af nysgerrighed; ”jeg er nød til at spørge”; det var tydeligt, at hun kiggede på Julemanden; ”ifølge historierne, så har du jo altid det samme røde tøj på, men det er jo ikke det du har på nu”. Julemanden smilede til hende, for dette var det typiske spørgsmål, som han fik fra de mennesker, der fandt ud af hvem han var; ”jeg bevæger mig oftere ud, end de fleste tror, og hvis jeg gjorde det i mit julemands tøj, så ville det skabe alt for meget opmærksomhed”; han holdt en kort pause, inden han tilføjede; ”selvom jeg da godt kunne gøre det i december”. Maria nikkede tilfreds med svaret. Michael stak hånden i lommen, tog nøglen frem, og rakte den til Julemanden; ”det her er jo så din”. ”Tak”; svarede julemanden med et smil, hvorefter han rettede sin opmærksomhed imod Lionel; ”og så må vi hellere få de andre alfer tilbage, for vi har en lang dag foran os”. Lionel nikkede og forsvandt ind på Julemandens værelse, hvor der var ro”. ”Så det er altså alfer og ikke børn”; kom det fra Bo, der ellers havde forholdt sig helt stille”. Julemanden smilede, men det var Lioline der svarede; ”ja, vi er alfer, og alle os, der er her, er faktisk mange gange ældre end jeres forældre”. Bo gav hende et smil; ”sejt”. Julemanden kiggede rundt på dem alle sammen; ”og nu vi taler om forældre, ved de hvor I er henne”? Michael smilede; ”Vores forældre, altså Lotte og min mor og far, ved det, og de holder ude ved vejen”. Julemanden smilede; ”Så må I heller komme tilbage til dem”; han holdt en pause, inden han skulle sige det, som altid var det sværeste; ”men jeg må bede jer om ikke, at fortælle om det i har set”. Bo trak på skuldrene; ”der er nok heller ikke nogen der ville tro på os alligevel”. ”Julemanden lo igen; ”du ville blive overrasket, men det er ikke problemet”; han lagde nøglen i sin hånd, og kigge på den; ”men hvis folk begynder at lede efter depoterne eller grotten her, så vil det ikke længere være muligt for os, at bruge dem længere”. Lotte så sørgmodigt på Julemanden; ”men betyder det her, at vi aldrig ser dig igen”. Julemanden tog fat i hendes hænder, og knælede foran hende, så hun lige pludseligt var lidt højere end ham; ”man skal aldrig sige aldrig, og der er faktisk en del personer igennem tiden der har set mig flere gange”; han havde tænkt længe over, hvordan han afsluttede; ”og I har en masse spørgsmål, som jeg desværre ikke har tid til i dag, så jeg vil i stedet love jer, at vi ses inden næste jul”. Alle var overrasket over dette løfte, men mest af alt alferne, for så vidt de kendte til, så havde Julemanden aldrig før lovet et besøg.

De kom tilbage til bilen, og Michael og Lottes far trådte ud, og tog imod dem; ”fik I så afleveret nøglen”? De fem teenagere nikkede, og svarede ’ja’ i munden på hinanden. Han åbnede den ene bildør; ”så må vi nok hellere komme hjem, og så kan I fortælle os om det på vejen”.

Julemanden kiggede rundt på alferne; ”og nu må vi hellere se at komme i gang, vi har travlt, for det er jul”.

© Skumfod