(af Skumfod)
Da Casper kom ind igen, fandt han nogle smertestillende piller, og en flaske vand til Lisbeth. Lisbeth slugte pillerne, og tog en tår af vandet. Han hjalp Lisbeth ind i stuen, hvor Jan lagde et tæppe ud over den ene sofa, som Lisbeth kunne ligge på. Det var tydeligt, at Lisbeth var i store smerter, da hun lagde sig ned på siden i sofaen.
“Hvad fanden er det der sker”; Anders så noget frustreret ud, da han stillede spørgsmålet. Casper kiggede sørgmodigt på ham; “jeg ved det ikke”; han gik ud i køkkenet og tog en flaske vand til sig selv; “men det kunne tyde på, at vi er her ude sammen med en eller anden psykopat, som ikke vil have, at vi tager nogen steder hen”. De havde alle sammen sat sig i sofaerne, og nu sad de bare og så rundt på hinanden. “Eller psykopaten er en af os”; Freja var egentlig den, der med sine historier var den mest oplagte til, at komme med den iagttagelse, alligevel virkede det forkert, når en 15 årig pige komme med den slags udtagelser. Anders var den første der reagerede; “hvad er det du siger – skulle en af os lemlæste en af vores venner på den måde”. Freja trak på skuldrene; “jeg siger bare, at det vel lige så godt kan være en af os – og kom så ned fra din høje hest, så godt kender vi da heller ikke hinanden”. Alle så overrasket på Freja, lige bortset fra Casper, som sad og overvejede hendes ord. Hun havde jo ret, han vidste at han ikke var den som havde gjort det, men hvor godt kendte han egentligt de seks teenagere. Han huskede nu deres snak under køreturen, der talte de jo også om emner, som han aldrig havde forventet fra denne flok. Lisbeth kunne det jo ikke være, eller kunne det. Hun kunne jo være så kold, at hun havde ordnet bussen inden hun var gået ned imod søen, og hun kunne vel også være så langt ude, at hun selv havde opsat fælden. Umiddelbart så havde han det svært ved, at forestille sig, at pigen som han mest kendte fra hendes Harry Potter efterligende historier, skulle være i stand til det her, men hun havde i teorien muligheden.
Jan brød den lange tavshed, som Frejas halve anklage havde skabt; “Men hvad gør vi så, vi kan jo ikke gå efter hjælp med Lisbeth i den her tilstand. Casper kiggede på ham; “Vi kan ikke gå nogen steder i dag alligevel”; han kiggede rundt på dem alle sammen; “det begynder snart at blive mørkt, og så er der ikke nogen, som skal gå rundt i området, hvis der nu er en psykopat derude, som er ude efter os”. “Men hvad gør vi så”; spurgte Maj-Britt. Casper så smilende rundt på den; “det eneste vi kan gøre, vi laver noget aftensmad, for vi kan ikke gøre andet”; det var svært under de nuværende omstændigheder, men det lykkes for Casper af finde et lille grin frem inden han fortsatte; “jeg gider ihvertfald ikke dø af sult”.
© Skumfod
