(af Skumfod)
Efter flere dages forberedelse var det endelig ved at være tid. Lotte vidste ikke hvor mange tilhører der var, men salen var fyldt godt op. Hun var ved at være meget nervøs, for hvad hvis hun slet ikke kunne sige noget, eller endnu være, at hun fik sagt noget, som var fuldstændigt forkert, og som ødelagde projektet, som de alle fem havde knoklet så hårdt på sammen. Lotte havde fået så mange sommerfugle i maven, at hun slet ikke havde opdaget, at fru Antonsen havde talt færdig, og hendes publikum klappede. Det var kun som en svag baggrundsstøj, at hun pludselig hørte Sofie sige;” Tror du på skæbnen ved Lotte”.
Lotte kiggede nervøs ud over salen, inden hun gik frem på scenen. Hun kæmpede en hård kamp for, bare at få et lille smil frem før end hun begyndte; “Hej, jeg hedder Lotte, jeg er 15 år gammel, og jeg er gravid med tvillinger”. Lotte havde slet ikke været forberedt på det næste der skete. Hele salen grinede, og Lotte forstod slet ikke hvorfor. Her var hun startet på at dele ting fra sit privatliv, og så grinede de af hende. Hun var ikke helt klar over hvorfra sætningen og det tog lidt tid, før end sætningen trængte ind i hendes bevidsthed; “Ja, det kan du jo ikke rigtigt skjule”. Sætningen var skyld i endnu mere latter fra salen, hvilket nok var årsagen til, at det tog noget tid, før end det gik op for hende, hvad der var blevet råbt. Langsomt kiggede Lotte ned af sig selv, hvor hun bemærkede sin nøgne mave, og langsomt gik det op for hende, at hun ikke havde noget tøj på.
Lotte rystede på hovedet af sig selv, da det giik op for hende, at hun stadig lå i sin seng. Selvom hende drømme nu kom jævnligt, så var hun sikker på, at hun aldrig ville vende sig til det her. Klokken var lidt over fire, da hun lysvågen startede sin computer op. Ved siden af computeren lå den tekst, som hun havde forberedt til foredraget. Lotte åbnede et nyt dokument, og begyndte at skrive; “Jeg har en masse drømme…”.
Fru Antonsen gik direkte hen til Lotte, da hun som den sidste af de fem mødte op ved auditoriet på lærer seminariet; “Er du nervøs”? Lotte trak på skuldrene; “En lille smule”. “Det er nu meget normalt”; svarede fru Antonsen; “men du har jo styr på det, det gik jo perfekt i går”. Lotte grinede; “Udfordringen er så bare, at jeg har skrevet lidt om på det her til morgen”. Juliane havde overhørt samtalen, og så nu lidt nervøs ud; “Er det smart, her i sidste øjeblik”. Lotte smilede; “Måske ikke, men sådan er livet jo, man han en plan, og så ændre den sig. Fru Antonsen så nu også lidt nervøs ud; “Hvor store ændringer er der tale om”? Lotte grinede; “Bare rolig, det ændre ikke noget på budskabet eller på Julianes afslutning for den sag skyld”. Nu var Sofie og Peter også kommet hen, og var en del af samtalen. De var heller ikke henrykte over, at Lotte havde omskrevet sin del af foredraget. Men Lotte var ligeglad, hun trak bare på skuldrene og gav et stort smil; “Stol på mig, det skal nok gå godt”.
Salen var nogenlunde af samme størrelse, so den sal Lotte havde drømt om. Men det virkede meget anderledes, hvilket især skyldes, at salen virkede næsten tom. Lotte gad ikke tælle, men vurderede, at der nok sad omkring 50 personer spredt ud over hele salen. Der var dog flest tilhørere i den forreste del af salen. Bortset fra, at Peter forholdt sig en lille smule løst til sit manuskript, så gik alt præcist som det skulle. Fru Antonsen byggede en masse forventninger op med sætninger som; “Det er også vigtigt, at I får alle vigtige informationer om Jeres elever, og er opmærksomme på dem, men det kommer Lotte tilbage til”. Hver gang håbede fru Antonsen, at hun havde ret, men hun vidste jo ikke hvad Lotte havde omskrevet. Fru Antonsen sluttede af præcis, som hun havde planlagt det; “Jeg kender mine elever, men det forhindre dem ikke i at overraske en gang imellem”; her holdt hun en lille pause inden hendes sidste ord; “Men ingen har overrasket mig mere end mine elever i 8B”.
Da det lange bifald var overstået, gik Sofie frem på scenen igen; “For at forstå præcis hvad der foregår, så er man nød til, at forstå hvad der er sket, forud for vores besøg i 8B”; hun holdt en lille pause, og rakte hånden ud imod Lotte; “Tror du på skæbnen ved Lotte”.
Lotte gik frem på scenen imens der blev klappet, hvilket hun synes var lidt komisk, da hun jo ikke havde sagt noget endnu. Hun lagde sine noter foran sig, og kiggede ned på dem, indtil der var helt stille. Så løftede hun hovedet, og kiggede smilende rundt på tilhørerne.
“Jeg har en masse drømme, visioner og planer”. Jeg har altid haft masser af drømme, men uden at jeg tænkte nærmere over det, så har de ændret sig og udviklet sig i takt med, at jeg selv ændrede mig”. “Det er aldrig noget, som jeg har tænkt over eller planlagt efter, det er bare sket”. “Mange ting er sket i mit forholdsvis korte liv, som har ændret mine drømme stille, roligt og ganske ubemærket”. “Man bliver ældre og får mere viden”. “man bliver teenager og alt stikker af i et hastigt tempo, og alligevel tænker man ikke over, at ens drømme ændre sig”. Lotte holdt en pause, alt imens hun stadig så ud over tilhørerne. Hendes noter lå foran hende, men det var ligegyldigt, for hun havde slet ikke brug for dem. “Men nogen gange går livet så hurtigt, og begivenhederne er så anderledes, at alt ændre sig”. “For tre måneder siden var jeg en helt anden person, og mit liv var fuldstændigt anderledes”. “Jeg havde drømme, visioner og og planer, men det var ikke noget, som jeg tænkte nærmere over, de var der bare”. “Men uden varsel gik alting stærkt og fuldstændigt uforudset i retninger, som ikke var til at forudse”; hun holdt en kort pause inden hun fortsatte; “Jeg hedder Lotte – Jeg er 15 år gammel – Jeg er gravid med tvillinger – og min historie begynder for godt 3 måneder siden med en skolefest”.
Da Lotte var færdig med sin del af foredraget, blev hun meget overrasket over, at alle i salen rejste sig op og klappede ad hende. Og selv efter, at hun havde taget sine noter, som hun slet ikke havde brugt, og gik om imod de andre, som ventede i baggrunden af scenen. Sofie smilede til hende, og gav hende et stort kram, da de passerede hinanden og hviskede; “Du ved virkeligt ikke hvordan man gør noget halvt”. Lotte satte sig ned igen imellem fru Antonsen og Juliane. Juliane lænede sig grinende ind imod Lotte og hviskede; “Hvordan skal jeg leve op til det der – godt gået”.
Juliane leverede alligevel en utrolig stærk afslutning. Selvom hun det meste af tiden havde virket tilbageholdende og stille, så viste hun nu hvorfor, det var hende, som stod for afslutningen. Selvom intet af det Lotte havde ændret betød noget for indholdet i Julianes oprindelige indlæg, så brugte hun nu Lottes “drømme” indledning, som om det det var det mest naturlige i verden. Juliane improviserede sig igennem store dele af sit indlæg, men det var der jo ikke nogen af tilhørerne, som viste noget om.
Efter de alle fem havde svaret på spørgsmål, kom der masser af ros fra alle dem, som de kom i kontakt med. Men for Lotte, så var det fru Antonsens ord, som betød mest af dem alle;” Hvordan kan du blive ved med, at overraske og imponere”.
Læs “Kapitel 12A: Om at drømme” af Skumfod
© Skumfod
