(af Skumfod)
Julemanden gik frustreret frem og tilbage hen over gulvet i hans værelse; ”men hvorfor lyttede jeg dog ikke til dig, da du foreslog, at vi byggede en sporing ind i hovednøglen”? Lionel sad på en stol ved siden af bordet, og studerede Julemanden; ”det var vel fordi, at du altid vidste hvor nøglen var henne”. Julemanden stoppede op, og kiggede på den trofaste alf; ”så hvis jeg ikke havde været så arrogant, så havde vi ikke været i denne situation”. Lionel trak på skuldrene, og smilede; ”hvis jeg havde ment, at der var en stor risiko for, at vi skulle miste nøglen, så havde jeg jo nok insisteret”. Julemanden vidste godt, at det var rigtigt, for adskillige gange var alfen kommet med forslag, som han blankt havde afvist, og når Lionel havde ment, at det var vigtigt, så var han bare blevet ved med, at komme med nye argumenter, indtil Julemanden havde overgivet sig, om det så skulle tage flere år. Lionel kiggede ned på sine fødder, som han gyngede frem og tilbage; ”og vi kan faktisk godt spore den”. Julemanden stirrede målløs på alfen; ”hvad mener du med, at vi kan spore den”? Lionel nød, at der var så mange ting i deres verden, som julemanden faktisk ikke havde en anelse om; ”ved midnat hver tredje nat, samler nøglen juleenergi ind, og når den gør det, så udsender den en energi bølge, som kan registreres på en afstand af lidt over ti kilometer”. Julemanden satte sig i sin stol; ”og så kan vi måle kraften”. Lionel rystede på hovedet; ”nej vi kan bare registrerer om energibølgen er der eller ej”; han tog et stykke lakridsrod op af lommen, og begyndte at gnave i den ene ende; ”så for at spore nøglen, så skal vi lave mange målinger af flere gange, og på den måde kan vi finde den”. Julemanden overvejede informationen; ”og det kan vi nå inden jul”? Lionel tøvede; ”hvis vi bruger 200 alfer hver tredje nat, hvis nøglen ikke har forladt kommunen, og hvis den bliver på det samme sted, så tror jeg vi har en chance, men der er ingen garantier”. Julemanden rystede på hoved; ”og hvad hvis vi ikke kan nå det”? Lionel gyste ved tanken; ”det skal lykkes, for selvom vi lige nu arbejder i døgndrift for at lave nye gaver på begge fabrikker, så har vi ikke en chance for at lave gaver til mere end halvdelen af jordens børn inden jul”. Julemanden var rystet, dette var den værste nyhed, som han nogen sinde havde fået. Lionel tilføjede; ”og energi bølgen kommer først natten imellem mandag og tirsdag”.
Lotte havde været til gudstjeneste sammen med sin bedste veninde Maria. Michael var tiltrukket af Maria, men havde ikke gjort noget ved det, da hun jo var hans lillesøsters bedste veninde. Måske var det en af grundene til, at han blev noget overrasket, da Maria stak hovedet ind af døren til hans værelse. Han havde ikke hørt, at de var kommet ind af døren, da han lå på sin seng, og læste i sin nyeste ”Jumbobog”. Maria smilede, da hun stak hovedet ind af døren; ”nå, kan du så se, at få den frem, så jeg kan se den”. Michael var ikke helt sikker på, hvordan han skulle reagere på den udtagelse, men han blev fuldstændig rød i hele hovedet. Maria trådte ind på hans værelse; ”Lotte siger, at du fandt den på torvet”. Nu gik det op for Michael, hvad det var, at Maria talte om, og på samme tid følte han sig både skuffet og lettet. Han fandt brikken frem og rakte den til Maria samtidigt med, at Lotte kom ind på værelset. Lotte så skamfuld ud, som om hun havde sladret om alverdens skarnsstreger; ”undskyld, det var ikke med vilje, at jeg fik fortalt om den”. Han grinede til sin søster; ”det er helt i orden, jeg havde faktisk glem alt om den igen”. Maria vendte og drejede brikken; ”og I ved ikke hvad knapperne er til”? Michael rystede på hovedet; ”jeg har trykket på dem alle sammen, og der sker ikke noget”. Maria kiggede på ham; ”og har dine venner nogen ideer om hvad den er”? Michael så overrasket på hende, han havde slet ikke tænkt på, at han burde vise den til Bo og Muhammed, som var hans bedste venner og klassekammerater. Michael skyndte sig, at sende dem en SMS, om at de skulle komme over så hurtigt, som de kunne”.
Muhammed og Bo studerede brikken nøje. Muhammed sad med den i hånden; ”og ingen af knapperne gør noget”. Både Michael og Lotte rystede på hovedet. Bo kiggede på Michael; ”og har du forsøgt med flere knapper på samme tid”. Michael rystede igen på hovedet; ”nej, tror du det vil virke”. Bo trak på skuldrene og smilede; ”jeg har ikke en anelse, med det er da et forsøg værd”. Muhammed forsøgte alle mulige forskellige kombinationer af knapper uden held, hvorefter han rakte brikken til Bo. Bo studerede brikken grundigt endnu en gang, hvorefter han lagde den i sin hånd, så han kunne ramme alle de fire store knapper på en gang. Han trykkede på knapper på en gang, og alle fem teenagere rykkede sig baglæns af overraskelse, da brikken, som Bo holdt i hånden voksede til den tredobbelte størrelse. Bo kunne ikke længere nå alle fire knapper på en gang, men når han trykkede på en af dem, så blev brikken lille igen, og efter en masse forsøg, så havde de fundet ud af, det var ligegyldigt hvilken af de fire knapper han trykkede på, når den var stor, så blev den lille igen. Bo prøvede at trykke på en af de andre knapper, imens brikken var stor, og de kunne se, at der ud af et lille hul, som de ikke havde lagt mærke til før, kom et kraftigt lys. I det øjeblik, at Bo slap knappen, så forsvandt lyset igen. Bo flyttede sig, så lysstrålen ville bille ramme midt på Michaels hvide klædeskab, og trykkede igen på en af knapperne. På skabet fremkom en masse bugtende streger og en masse prikker. Når Bo prøvede andre knapper, så kom der andre streger og prikker. Lotte kiggede på Bo; ”hvad er det Bo”? Bo trak på skuldrende; ”godt spørgsmål, det kunne være stjerne billeder, men så ved jeg ikke hvad stregerne er”. Muhammed så meget koncentreret ud; ”det minder mig om et eller andet, men jeg kan ikke lige komme på det lige nu”.
© Skumfod