Kapitel 16A: Leif

(af Skumfod)

Da klokken var ved ved at være fjorten, blev der ringet på klokken igen. Lotte, fru Antonsen, Sofie, Peter og Julianne sag allerede klar på de fem stole, som var sat bagerst på scenen. Karl stod klar forrest på scenen, så han kunne byde velkommen. Lotte forstod nu, hvad fru Antonsen havde talt om. Foran hende var godt 300 jævnaldrende ved at finde en stol at sidde på. Mere end 80 af dem var fra hendes egen skole, altså elever, som hun skulle være sammen med i mindst et år mere, i større eller mindre grad. Og så var både Kim og Irene iblandt tilhørerne, og dele af hendes indlæg, var jo en udstilling af Deres tidligere handling. Lotte havde dog forberedt dem begge to, og de synes begge to, at det var vigtigere, at historien blev fortalt, end af Deres egoer blev beskyttet.

Da alle havde sat sig, tog Karl ordet; “Det foredrag som I nu skal opleve, er faktisk ikke lavet til Jer”. “Men selvom det ikke er lavet til Jer, så er der en masse af elementer, som I kan bruge””; han holdt en kort pause; “For det vigtigste er, at det hele bygger på virkelighed og ærlighed”. I vil hører om menneskelige fejl, af jævnaldrende skoleelever, lærere, skolens administration og af lærerstuderende”. Men I vil også hører om hvordan alle er kommet godt videre, og hvordan man har lært af historien”. “Og intet af det I kommer til at hører, bliver fortalt i dag for at udstille nogen, hverken elever eller voksne som optræder i historien”; Han smillede, alt imens han så ud over alle tilhørerne; “Så til at lægge ud – her har har I Sofie”.

Da gruppen af tilhører var var meget anderledes end sidst foredraget blev holdt, så var der brugt mange timer på, at tilpasse det. Da der primært var tale ottende klasser som tilhørere, så havde Lotte haft en stor indflydelse på rettelserne af de forskelliges indlæg. Lotte eget indlæg var dog stort set uændret, så hun havde lagt det meste arbejde i at øve sig igen.

Da de alle fem var færdige, så var det tid til spørgsmål. Der var masser af gode spørgsmål, som kom både fra lærere, forældre og især fra elever. De feste spørgsmål var til Lotte, som var lidt overrasket over den ekstra opmærksomhed, som hun lige pludselig fik. Lotte var især overrasket over alle de gennemtænkte spørgsmål, som hun fik fra sine jævnaldrende. Men efter over en halv time med spørgsmål og svar, så kom et af de spørgsmål, som hun lidt havde frygtet og forventet; “Jeg tænkte på, om Lotte ikke er frisk på, at give et par sex demonstrationer”; Leif fra 8A, som stillede spørgsmålet holdt en kort pause, inden han tilføjede; “Det er jo altid godt med lidt Expert viden”. Kim havde drejet sig rundt, og kiggede rasende på Leif, som sad tre rækker længere tilbage i salen. Lotte derimod tog det helt roligt, og så smilende ned på Leif; “Leif min ven, det kan vi da sagtens klare”. Leif fortrød sit spørgsmål, da han kendte Lotte godt nok til at vide, at hun var ved at give ham igen for hans frækhed, og han blev ikke skuffet, da lotte fortsatte; “Hvis du kommer her op, og lægger dig over mine ben, så skal du få en god og lang demonstration”. Leif blev fuldstændig rød i hovedet, da alle i salen grinte af Lottes svar. Fru Antonsen besluttede, at det nok var på tide, at sluttet foredraget af.

Efter aftensmaden blev de informeret om, at der var samling klokken 21, hvor det i aften ville være de voksne, som stod for underholdningen. Klokken var omkring 19, da Vivi en lille spinkel pige fra 8A, kom over og spurgte om hun måtte låne Lotte. Lotte blev lidt bekymret, da Vivi så meget alvorlig ud, og så ud som om, at hun havde grædt. Vivi fortalte, at hun havde fundet Leif ude i skoven. Han var fuldstændigt knust, og så vidt Vivi havde forstået hpå ham, så havde han været ude for et eller andet overgreb. Da Vivi ville hente en lærer, var han blevet ved med at sige; “Hent Lotte, hent Lotte”. Vivi kunne ikke forstå, hvorfor han bad om Lotte, når hun havde ydmyget ham tidligere. Imens de gik ind i skoven, fortalte Lotte, at selvom de ofte var efter hinanden, så var Leif rent faktisk en af hendes ældste venner, og de havde kendt hinanden, siden de som 3 årige gik i børnehave sammen. Da de kunne se Leif, så sendte Lotte Vivi tilbage til lejren.

Lotte satte sig ned ved siden af Leif. Hun tog hans højre hånd, og holdt i sin venstre, alt imens hun ventede på, at han var klar til at tale med hende. Da Leif fortalte, hvad der var sket, blev Lotte mere og mere rasende.

Leif var kommet i snak med en sød og køn pige fra en af de andre skoler. Han var gået med hende i skoven, hvor hun havde lokket ham med sex. Men hun fortalte ham, at hun var genert og også jomfru, så hun havde overtalt ham til, at tage tøjet af først. Da han så stod der i skoven uden tøj på, dukkede tre af hendes veninder op. De fire piger havde gjort grin med hans spinkle krop og hans lille tissemand, som de havde fortalt ham: “ikke kunne skade et spædbarn”. Selvom han græd hele tiden, så var det lykkes ham, at fortælle hele historien uden at stoppe; “Hvad gør jeg nu Lotte, Jeg kan jo ikke gå tilbage nu”. Lotte sad længe og overvejede mulighederne. “Mulighed nummer et – er at tage hjem”; Lotte så direkte ind i hans øjne; “Du vil ikke rigtigt løse noget, og i værste senarie, så vil det her ske igen inden ugen er slut for et nyt offer”. “Mulighed nummer to – er at bide det hele i dig, og bare gå tilbage sammen med mig”111, hun holdt en kort pause; “Det vil heller ikke rigtigt løse noget, og jeg ved ikke, hvornår du vil få det bedre, men vi er en del, som vil hjælpe dig, hvis du beder om det”. “Mulighed nummer tre – indebære, at du går til en voksen, og helst en lærer”; Lotte bed sig selv en lille smule i underlæben inden hun fortsatte; “Mange af vores venner vil stå fuldstændig bag dig, og det er nok det helt rigtige at gøre, men der vil nok også være mange, som vil anklage dig for at være en stikker”. Leif græd nu endnu mere; “Men jeg vil jo være en stikker”. Lotte rystede på hovedet; “Nej det mener jeg ikke det er, for vi er ikke personer, som skal acceptere et overgreb, og det er et overgreb, det du har været udsat for”. De sad længe i tavshed, før end Leif konstaterede; “Det er noget være lort det her, hvad synes du, at jeg skal gøre”? Lotte gav ham sit næsvise smil, som hun sjældent brugte over for andre end Leif; “Når alle tre muligheder er noget lort, så vælger man mulighed nummer fire”. Leif blev så målløs, at han helt stoppede med at græde; ” Hvad mener du med – nummer fire”. “Du har bedt om Lotte, og hvis alt går vel, så får du en komplet Lotte løsning for alle pengene, med mulighed nummer fire”. Leif smilede en lille smule; “Jeg synes om det allerede”. Lotte så seriøst på ham; “Jeg kan ikke love dig, at det vil virke, også fordi jeg skal sørge for, at de voksne ikke blander sig, selvom de ved, at der sker et eller andet”; Lotte holdt en kort pause; “og så bliver jeg nød til at efterlade dig her”.

Da Lotte kom tilbage, begyndte hun, at lede efter nogle voksne, som hun kendte, og efter et stykke tid, så fandt hun en gruppe, som både fru Antonsen og Peter var en del af. “Hvad sker der”; spurgte Peter, da de tre var kommet et lille stykke væk. Lotte overvejede sine ord; “Jeg ved jeg beder om meget, men jeg har brug for, at I stoler fuldstændigt på mig”; Lotte observerede, at de begge nikkede, så hun fortsatte; “Vi har en situation, som jeg er overbevist om, at jeg kan løse uden, at nogen taber ansigt, men det kræver, at Jeg kan afholde et møde, hvor der ikke er nogen voksne tilstede” Fru Antonsen så alvorligt på Lotte; “Så du beder os om ikke at leve op til vores oprigtige ansvar”. Lotte fastholdt fru Antonsens blik; “ja, det er det jeg beder om, men går det godt, så er det ligegyldigt”. Peter så nervøs ud; “Og hvad hvis det ikke går godt”. Lotte smilede; “Så har jeg ikke andet valg end, at lade Jer overtage”. De nikkede begge to som accept, men det var tydeligt, at de ikke var helt trygge ved situationen. Men de stolede 100 % på Lotte og hendes dømmekraft, som hidtil kun havde overrasket positivt.

Peter åbnede døren til den store sal, og ringede med klokken. Eleverne indfandt sig stille og roligt, alt imens Peter sendte alle de voksne retur med en rolig besked om, at der bare var tale om et elev møde. Lotte tænkte for sig selv, at det var godt hun ikke spillede poker imod ham. Da Peter mente, at alle eleverne burde være ankommet, så lukkede han døren udefra, og gik tilbage til sin gruppe, alt imens han håbede, at de havde gjort det rigtige.

Lotte stod på scenen med ryggen imod de andre elever. Hun kæmpede hårdt for at virke rasende, selvom hun ikke var det længere, men det var vigtigt, at det var det indtryk de andre elever fik. Hun vendte sig om; “Da jeg stod her tidligere i dag, der fik jeg et spørgsmål, hvor mit svar fik jer alle sammen til at grine”. Hun så ud over dem alle sammen, alt imens hun kæmpede med at holde facaden; “Nogen har muligvis fået et indtryk af, at jeg latterliggjorde Leif, og at det var i orden”. “Det kan Jeg godt forstå, men det skyldes en naturlig uvidenhed”. “Men det er kun nogle få personer her, som ved at Leif og Jeg har været venner siden vi var 3 år gamle”. “Selvom vi ikke færdes i de samme kredse mere, så ændre det ikke på, at vi er rigtig gode venner som driller hinanden, og det var det, som I oplevede i eftermiddags”. Lotte overvejede et kort øjeblik sine næste ord; “Jeg ved godt, at Leif måske er mere umoden end de fleste af os andre lige nu, men det kan hverken undskylde eller forsvare det overgreb, som han er blevet udsat for i dag”. Lotte holdt en kort pause, imens hun så ud over alle eleverne; “Jeg vil helst løse dette uden de voksne ved noget, men det kræver at der er nogen, som udviser noget ansvar.

Lotte sagde ikke mere, hun stod bare og så ud over dem alle sammen. Pludselig var der en pige, som rejste sig op. Hun sagde ikke noget, men Lotte kunne se, at tåre trillede ned af hendes kinder. Langsomt var der tre andre piger, som også rejste sig. Lotte henvendte sig til resten af eleverne; “Vi klare det her selv, og ingen sladre til de voksne”; hun kiggede rundt; “Er vi enige”. Alle nikkede, og hun sendte dem ud igen.

Lotte stod alene tilbage med de fire piger. Lotte var meget sikker på, at den første pige, som havde rejst sig, var den samme pige, som havde lokket Leif, og som nu var den første der talte; “Det var kun ment som en spøg, vi tænkte ikke”. Lotte opretholdte den skrappe tone, selvom det var meget svært; “Nu må vi hellere gå ud til Leif, så I kan undskylde”. Tårrene trillede stadig ned af kinderne på den første pige; “Må jeg ikke nok klare det selv, det var min skyld”. En af de andre piger, en pige med halvlangt rødt hår blandede sig; “Annika, vi er skyldige alle sammen, så vi bør undskylde sammen”. Annika kiggede rundt; “Det var min dumme ide, og det var mig der lokkede ham, jeg vil helst klare det her selv, men jeg skal nok undskylde for Jer også”. Lotte kunne ikke se noget problem i pigen Annikas forslag. Det var tydeligt, at de tre andre piger ikke var enige med Annikas beslutning, men hun fik sin vilje.

Aften underholdningen nærmede sig med hastige skridt, da Annika og Leif endeligt kom ud af skoven hånd i hånd. Leif smilede på en glødende måde, da han henvendte sig til Lotte; “vil jeg vide, hvad du har sagt”? Lotte trak på skuldrene, og sendte ham det næsvise smil igen; “Jeg tror bare, at jeg fortalte, at du er umoden”. Leif grinede af Lottes svar. Da de passerede hinanden, lænede Annika sig ind imod Lotte og hviskede; “Han er mere moden end du tror”. Lotte var målløs, og stod bare og gloede efter Annika og Leif.

Læs “Kapitel 17A: Splittelse” af Skumfod

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email