(af Skumfod)
Lotte så meget alvorlig ud, da hun satte sig ned, sammen med Lillian og de to skole inspektører. Hun overvejede sine ord grundigt, og så åbnede hun munden; “Jeg ved godt, at I har overskredet utrolig mange grænser, ved at følge min plan”; Lotte trak vejret tung; “og Jeg er glad for, at I gav mig lov til at vælge og vurdere, hvor mange detaljer, jeg efterfølgende fortæller Jer”. Efter en kort pause fortsatte hun; ” Jeg har nu det problem, at Jeg bør fortælle Jer alt, men Jeg er også nød til, at beskytte de fem unge mennesker”. Lillian kiggede på Lotte; “Hvad mener du”? Lotte kiggede direkte på pigernes skoleinspektør; “Jeg skal bruge et officielt og gyldigt dokument, som beskytter hver af de fire piger imod konsekvenser og retsforfølgelse, samt at de vil få den professionelle hjælp, som de får brug for”; Lotte vendte blikket over imod hr. Klemmesen; “og jeg skal bruge et lignede dokument på Leif fra 8A”. Lotte havde virkeligt overrasket dem alle tre, og især kom beskyttelsen af Leif bag på dem. Efter et længere stykke tid, var pigernes skoleinspektør, den første som sagde noget; “Hvad fanden er der forgået”. Tårrene trillede ned af Lottes kinder; “Jeg bør ikke sige noget, før end Jeg har dokumenterne”. Lillian gav Lotte et lille kram, for at trøste hende; “Er du sikker på, at det her er nødvendigt, og at vi behøver, at vide det hele”. Lotte nikkede; “Jeg er nød til at beskytte de fem og deres familier, men de er sandsynligvis ikke de eneste, som skal beskyttes. Det tog et stykke tid før Lillian forstod, hvad Lottes ord betød; “Åh min gud, det hele drejer sig om Lissi”. Lotte nikkede, men forblev tavs. Der gik flere minuter med tavshed, før end Lotte sagde; “På den positive side, så mener jeg ikke, at det er nødvendigt at adskille pigerne fra hinanden, rent faktisk så er hytteskiftet i dag også unødvendigt, men jeg tror, at det vil være sundt for os alle sammen, at være sammen med nogen, som vi ikke ser normalt. Pigerne skoleinspektør nikkede; “Det er fint nok, arbejdet er jo allerede gjort”; han holdt en kort pause; “men jeg er i tvivl om noget andet, er det din mening, at pigerne ikke skal straffes. Lotte smilede; “Indtil videre i dag, så har de fire piger gennemgået et sandt helvede både fysisk og især mentalt”; Lotte holdt en lille pause; “Men hvis Jeg stadig har Jeres fulde støtte til, at fuldende dette projekt, når I har hørt hele historien, så kan Jeg love Jer, at ingen af de fem unge mennesker kommer straffefri ud af det her”; Lotte så inspektøren dybt ind i øjnene; “og i pigernes tilfælde, så kan jeg garantere for, at de hellere vil piskes med en ni-halet pisk, end de vil følge min plan, men lad os tage den del efter historien”. Inspektøren nikkede igen; “Men så er der vel ikke mere nu”? Lotte grinede; “Jo, Jeg må hellere få en stor bøtte salve til pigernes rifter og kradsemærker fra i morges”.
Lillian fulgte Lotte over til den hytte, hvor man mente, at Lones far opholdt sig. “Er du sikke på, at jeg ikke bør overtage denne her”? Lotte smilede; “tak, men lige nu har jeg en masse viden, som du mangler”; Lotte holdt en kort pause; “Men du bør nok præsentere mig for ham, så han tager mig seriøst”. Lillian nikkede.
Da Lillian var færdig med, at fortælle om Lottes midlertidige bemyndigelse og ansvar, så forlod hun hytten, hvor Lones far ganske rigtigt befandt sig. Lotte kunne tydeligt se, at han havde grædt mindst lige så meget som hans datter. Lotte tog roligt fat i hans hænder; “Hvordan har du det”? Tårrene begyndte at løbe ned af hans kinder.
Med Lisette, Pia og Lone, der havde Lotte skubbet en lille smule, med nogle små hårde åbne spørgsmål, for at holde samtalen på det rette spor. Den strategi fejlede med Annika, og i stedet fik de en åben og ærlig dialog, som to ligestillede unge piger. Men samtalen med Lones far forløb helt anderledes. I over en halv time lod Lotte ham bare snakke. Det var i sig selv ikke noget problem, da Lotte var rigtig god til at lytte. Men Lones fars historie kørte i ring. “Hvad gjorde Jeg galt”? Hvornår mistede jeg hende”? “Jeg er en dårlig far”! “Og der stod Jeg, og prøvede, at holde fast på en nøgen teenager”. “Jeg kendte slet ikke min datter”. Da han gik i gang for fjerde gang, slap Lotte hans venstre hånd, så hun kunne sætte en finger imod hans læber for stoppe hans talestrøm. Da der var helt stille, tog hun igen fat i hans venstre hånd; “Jeg forstår godt, hvorfor det gør så ondt”. “Jeg ved godt, at du har opdaget, at din datter har kørt et dobbelt liv i tre år, og Jeg ved godt, at du i dag har set en side af din datter, som du ønsker, at du aldrig havde set”. “Men du har i dag set en side af din datter, som ingen havde set, en side hun ikke selv havde oplevet, og som hun absolut ikke ønskede, at hendes far fik set”. “Du oplevede hvordan du kæmpede med, at fastholde en af din datters nøgne teenager veninder, alt imens en anden mand kæmpede med, at fastholde din nøgne datter”. Lotte holdt en kort pause, inden hun fortsatte; “Jeg kan slet ikke forstille mig, hvor forfærdeligt det må være, og hvor ondt det må gøre”. “Men Jeg kan berolige dig med, at ingen af pigerne på nogen måde, har opfattet situationen, som om at de blev overgramset eller begloet, de opfatter det kun i form af, at de blev adskilt fra hinanden”. Lotte gav ham et lille medlidenheds smil; “Du har ikke gjort noget galt, og grunden til, at du ikke så den anden side af din datter, var fordi hun ikke viste den hjemme”. “Jeg ved ikke det her, men jeg gætter på, at Lones sårbarhed efter hendes mors død blev udnyttet, ved at hun blev tilbudt et sammenhold, der fungerede som en afhængighed”. Igen holdt hun en kort pause; “Jeg kender nogen af detaljerne, men Jeg kan desværre ikke fortælle noget endnu”. Lotte slap igen hans venstre hånd, og aede ham blidt på venstre kind; “Mit allerstørste problem lige nu er, at Jeg har en lille sårbar teenager, som tror hendes far hader hende, og aldrig mere vil ha’ noget med hende at gøre”; Lotte tog fat i hans hånd igen; “Din datter Lone har brug for sin far, og hun har brug for hans ubetinget ømhed og kærlighed”. Lotte så et forsigtigt lille smil komme frem; “Er du sikker”? Lotte smilede tilbage; “Jeg er slet ikke i tvivl, din datter har brug for dig”.
Julianne ankom med Lone få minuter efter, at Lotte havde ringet efter dem. Lotte gav Lone et stort kram; “Han troede, at han havde mistet dig”; Lotte trådte et skridt tilbage, og så seriøst på Lone; “Jeg ved det bliver svært, men jeg må insistere på, at du ikke fortæller din far historien om, hvad der er sket endnu”. Lone så forvirret ud; “Hvorfor”? Lotte gav hende et lille smil, og aede hende på venstre kind; “Fordi Jeg kæmper for, at beskytte Jer og Jeres familier, så indtil det er lykkes, så må I ikke sige noget om det der er sket til andre end mig”. Lone nikkede, men Lotte kunne se på hendes ansigt, at hun ikke forstod hvorfor.
Mødet imellem far og datter gik rigtigt godt, det meste af tiden, holdt de bare om hinanden, alt imens de græd. Men da de begyndte at tale sammen, så kom spørgsmålet; “Hvad er det, der er foregået Lone”? Lone kiggede på Lotte, der tog ordet; “Jeg er ked af det, men Lone og de andre må ikke fortælle noget, før end jeg er sikker på, at de er beskyttet. Lones far nikkede, men så bekymret ud over Lottes ord. Kort tid efter modtog Lotte et opkald, som kom hurtigere end hun havde ventet det. Lotte skyndte sig, at forlade Lone og hendes far.
Lotte læste papirerne, som inspektørerne overrakte hende, og som alle var underskrevet af en skole inspektør, med Lillian og den anden inspektør som vidner. Lotte nikkede; “Jeg er jo ikke jurist, så jeg må stole på, at det her er godt nok”; og så fortalte hun hele historien. Da hun var færdig, kom den første kommentar fra hr. Klemmesen; “Nu forstår Jeg hvorfor Leif skulle beskyttes, det store fjols”. Lotte smilede; “Ja, det var rigtigt dumt af ham, men samtidigt så føler jeg, at han handlede, som man måtte forvente, at en ung mand ville gøre i hans situation”. Lotte fortsatte med, at fortælle hvordan alle hendes møder var foregået, og hvordan hun mente, at resten af forløbet skulle foregå, og hvorledes de fem unge mennesker ville blive straffet. Da Lotte var færdig, kiggede hun rundt på dem alle tre; Jeg håber, at I er tilfredse med mine handlinger, og at I giver mig lov til, at afslutte det, og så lader Jeg Jer klare den del med “Lissi”. Pigernes inspektør nikkede; “Jeg er meget imponeret, jeg kender ikke mange, som kan gøre det du har gjort, men den med salven kan Jeg ikke tillade. Lotte trak på skuldrene, og gav dem sit frække smil; “Så synes Jeg, at I skal glemme, at Jeg har fortalt den del, for det kommer til at ske, da det er det eneste rigtige at gøre”.
Da Lotte forlod mødet for, at gå tilbage til Lone og hendes far, var eleverne begyndt, at vende tilbage fra skoven. Lone ville helst selv have fortalt hele historien selv, men som Lotte sagde, inden hun fortalte hele historien; “Din far fortjener hele historien, og den tror Jeg ikke på, at du kan få dig selv til at indrømme”. Da Lotte var færdig med historien, og Lones far havde trøstet Lone, og fortalte hende, at han stadig elskede hende, så gik Lotte og Lone tilbage til de andre piger. På vejen tilbage kom det fra Lone; “Du har ikke ret meget tiltro til os, har du”? Lotte stoppede og smilede; “Efter I er begyndt at tænke og forstå Jeres omverden, så har Jeg en enorm stor tiltro, og store forventninger og krav til Jer”; hun tog fat i Lones hænder; “men hvis Jeg var i din situation, så ville Jeg selv kun fortælle den del af historien, som Jeg mente var nødvendig, selvom jeg vidste, at Jeg ikke burde holde noget skjult”; hun holdt en lille pause; “det er bare så fandens svært, at indrømme dele af sit liv, som man ikke er stolt af, især over for sine nærmeste”.
De var kun tilbage hos de andre et kort øjeblik, før end Lotte gik, og tog Annita med sig, og de fandt et sted, hvor de kunne sidde i fred. “Selvom du sikkert ikke mener, at det kommer mig ved”; startede Lotte; “Så er jeg nød til at spørge om, hvor Leif står i alt det her”. Annika så på Lotte, som var hun en lille pige, der havde været uartig og nu blev skældt ud; “Jeg ved det ikke, for Jeg er jo vild med ham, på en måde Jeg aldrig har følt for en anden dreng, men det er i dag gået op for mig, at Jeg aldrig gav ham et fair valg, og Jeg tror heller ikke han ved, hvor mange andre gode muligheder han har”. Lotte nikkede svagt; “Jeg formoder du her taler om Lone, Lisette og Pia”. Lotte tog fat i Annikas hænder; “Jeg kan ikke bestemme, hvad du skal gøre, men Jeg vil give dig et forslag, som du kan bruge eller lade være”; Lotte slap Annikas højre hånd, og aede hendes kind; “men jeg kan ikke love, at det vil give dig et godt slutresultat”.
En stor del af eleverne, var nu tilbage i lejren, så Lotte og Annika fandt hurtigt Leif, og tog ham med hen, til et sted, hvor de kunne sidde uforstyrret. Annika tog fat i Leifs hænder, og så ham direkte ind i øjnene; “Leif min skat, Jeg er nød til, at slå op med dig”. Leif sad fuldstændig stille, og prøvede at forstå det, der lige var blevet sagt til ham. “Du skal vide, at jeg er vild med dig, men Jeg forførte dig på en måde, hvor Jeg ikke mener, at du havde nogen frie valg”; hun holdt en kort pause; “Bare så du ikke glemmer det, så vil jeg lige minde dig om, at Jeg stadig er vild med dig”. Leif var fuldstændig forvirret; “Jamen – Hvorfor”? Annika stoppede hans talestrøm, ved at sætte en finger imod hans læber; “Jeg ved ikke, om du er klar over, hvor sød og eftertragtet en fyr du er, men desværre må jeg være den, som fortæller dig, at mine tre bedste veninder også er faldet for dig”. Annika kiggede ned et stykke tid, før end hun løftede hovedet igen, og kiggede direkte på Leif; “Så fra en ledig pige til en ledig fyr, som hun er helt vild med”; Annika sendte ham det helt store hundehvalpe blik; “Jeg elsker dig Leif, vil du være min kæreste”. Lotte synes et øjeblik, at ordet “elsker” var lidt voldsomt, når de kun havde kendt hinanden i få dage, men så huskede hun, hvor hurtigt hendes eget forhold med Kim havde udviklet sig. Leif var til gengæld totalt forvirret; “Slår du op, slår du ikke op, Jeg forstår det ikke”. Annika smillede til ham; “Nej nej skat, først slog Jeg op med dig, så du nu er en fri mand, som kan træffe dine egne valg, og nu hvor du er fri, så spørger Jeg dig, om du ikke vil være min kæreste”. Leif var stadig ikke helt med; “Men hvorfor”? Lotte kunne ikke lade være med at grine; “Der er to problem stillinger, for det første, så står man nøgen med en fyr, som får lov at røre ved varerne, og så slutter man det af, med at give ham et blowjob, så kan man nok være ret sikker på, at han godt vil være ens kæreste, men har han haft et valg”? “For de andet, så finder man efterfølgende ud af, at veninderne også kan lide fyren, så nu er spørgsmålet, ville han hellere have haft en af de andre piger, hvis han havde vist, at der var flere valg”? “Men jeg er jo ikke interesseret i nogen andre piger end Annika”; kom det fra Leif. Lotte viste med en armbevægelse, at han skulle komme videre; “Så det rigtige svar er”? Leif flyttede sit blik fra Lotte over på Annika; “Selvfølgelig vil Jeg være din kæreste”. Annikas øjne var ved at løbe i vand, da hun slyngede armene om han, og gav ham et langt kys.
Lotte ledte Leif, Annika, Lone Lisette og Pia ind i pigernes hytte, som heldigvis stadig var tom. På ydersiden af døren satte hun en seddel, hvorpå der stod “Ingen adgang” med stor bokstaver. Lotte sendte dem ned i baderummet, og da de var kommet derind alle sammen, sagde Lotte kommanderende til pigerne; “Så er det af med tøjet, så Leif kan smører Jer ind”. Lotte løftede hånden, hvor hun holdt en stor bøtte salve. Lone reagerede med det samme; “Det kan vi da ikke”. Lotte rystede på hovedet; “I går ville i frivilligt ha’ været nøgne ude i skoven, og ha’ modtaget smæk i numsen med en gren, men i dag er det et problem, at I skal være nøgne for, at få salve smurt på Jeres rifter og kradsemærker”. Pia brød ind; “Men har du fået lov til det her”. Lotte rystede på hovedet; “Det her er min beslutning, og det er ment som en straf for Jer alle fem, så er der nogen af Jer, som mener denne straf ikke er velfortjent”? Lisette rystede på hovedet; “Men så bør Leif vel også være nøgen”? Lotte satte salven på gulvet foran Leif, og satte sine arme i siden, og så meget strengt på pigerne; “For det første – så startede dette her med en nøgen Leif, for det andet – så er det Jeres kroppe, som har brug for salven, og det er Leifs hænder der skal smører”; Lotte så på dem alle sammen og fortsatte; “For det tredje – så vil Leif have det mindst lige så dårligt med at smører Jeres kroppe ind, som I vil ha’ det, og for det fjerde – så kan det godt være, at Annika har det fint med, at Leif smøre hende ind, men til gengæld er Jeg sikker på, at hun vil hade, at han smører Jer andre ind”. Lotte holdt en kort pause; “Så skal I ikke se, at få smidt alt tøjet”. Pigerne begyndte at smide tøjet, og lotte samlede salven op, og rakte den til Leif. Leif var fuldstændig bleg; “Lotte for helvede, det kan Jeg altså ikke”. Lotte så strengt på ham; “Du tævede en 15 årige pige med en gren i går, så tag din straf som en mand, og få så smurt pigerne ind”. Det var ikke fordi, at Leif ikke var grundig, men det hele foregik meget akavet, og det var tydeligt, at ingen af dem, var glade ved situationen. Lotte var overrasket over, at pigerne blev stående nøgne efter Leif havde smurt dem ind. Da han var færdig gik han over til Lotte, og rakte hende salven. Lotte kiggede hårdt på ham; “Og det gør du aldrig igen, Leif”. Leif kiggede ned; “Nej, det gør Jeg ikke”. Lotte gav ham et kram og et lille kys på kinden; “Smut med dig, dit store fjols”. Pigerne stod stadig og ventede på, at de fik lov til at tage tøj på igen.
Da pigerne havde fået tøj på, satte de sig ind ved siden af. Lotte smilede; “Jeg er stolt af, hvor flot I tog Jeres straf trods alt, men Jeg håber også, at I er klar over, at dette ikke er Jeres eneste straf”. Alle pigerne nikkede, og Lotte fortalte, hvordan resten af Deres staf ville foregå. Da Lotte var færdig kiggede hun rundt på Dem alle fire; “Jeg håber, at I synes, at straffen er både retfærdig og passende”. Pigerne bekræftede alle samme, at det synes De at den var. Og så var det, at Annika tilføjede; “Men Jeg ville hellere have en kæmpe røvfuld”. Lotte rystede smilende på hovedet; “Tak Annika, det bringer mig nemlig til det næste emne”; Hun kiggede rundt igen; “Det der med fysisk afstraffelse det stopper nu, det er både dumt og forkert, for ikke at forglemme ulovligt”. “I har fået ind i Jeres små hoveder, at Lissi straffede Jer af kærlighed, og for at I kunne lære af Jeres fejl”. “Jeg har aldrig mødt Lissi, og har ikke hørt ret meget om hende, og alligevel kan Jeg med stor sikkerhed sige, at I tager fuldstændig fejl”. “Jeg kender godt Lizzis type, og det er ikke en type, som fungere via kærlighed”. Lotte holdt en kort pause, inden hun fortsatte; “Lissi er sadist, og det gav hende nydelse, at hun kunne sætte Jer på plads, ved at slå Jer”. Jeg er desværre også ret sikker på, at hun nu har fundet sig en ny flok, som hun kan styre og mishandle”. Annika stirrede på Lotte; “Så du siger, at vi ikke fik det bedre af en røvfuld”. Lotte rystede på hovedet; “Nej, Jeg er sikker på, at straffen fjernede lidt skyldfølelse, for hvorfor skulle i føle skyld, når I nu var blevet straffet med en øm bagdel”. “Men det var ikke Lissis formål”. “Lissis formål var at skabe en afhængighed”. “Der var ikke tale om, at I ønskede en øm bagdel, fordi I kunne lide det, men når I havde en øm bagdel, så viste I at Lissi var tilfreds og stolt, så det var en form for kærligheds behov”. Pia kiggede ned i bordet; “Du må virkelig, mener at vi er nogle idioter”. Lotte løftede Pias hage, så de så på hinanden; “Nej, I er blevet udnyttet af en dygtig manipulerende sadist, men I er de stakkes ofre i det her, desværre så har I jo også selv været med til, at skabe andre ofre i det her rod”. Lotte holdt en pause, så hun lige kunne huske hvor hun var kommet til, da hun blev afbrudt. “Omkring skylds følelse, så var det samme udgangspunkt i går, hvor Annika fik fjernet sin skylds følelse, ved at Leif tævede hende med en gren”. “Men det virkede ikke på den rigtige måde, for Leif var ikke blevet glad og tilfreds af at slå Annika, men i stedet var han ked af det og græd”. Annika nikkede, men sagde ikke noget. Lotte fortsatte; “Hvis I vil tage det op igen, når I er blevet voksne og er flyttet hjemmefra, så er det naturligvis op til Jer selv. men indtil da, så er det slut med fysiske afstraffelser, er vi enige”. Pigerne nikke endnu en gang. Lotte fortsatte igen; “Man har lovet mig, at I vil få den professionelle hjælp, som I har behov for”; Lotte holdt en kort pause; “Hvis I ikke får den hjælp, som I har brug for, så kontakter i mig”. Lotte smillede imens hun rejste sig op; “Og har i brug for mig, så er I altid velkomne til at kontakte mig”.
Alle elever var tilbage i lejren, og der var masser af aktivitet. Foran spisesalen var et stort skilt, hvor der stod; “Imellem 19 og 20 er der hytteflytning, for at fremme kammeratskaber”. Ved siden af skiltet sad der lister med de nye hyttesammensætninger. Lotte så, at man havde fulgt hendes ønsker. Annika kom over til Lotte efter hun havde set skiltet; “Sker det der på grund af os”? Lotte smilede; “Både og – det blev forberedt, som en smart og diskret måde, at adskille Jer på”; Lotte tog fat i Annikas hænder; “Efter at Jeg havde talt med Jer alle fire i baderummet, så var Jeg klar over, at det slet ikke var nødvendigt”. Annika så forvirret ud; “Men hvorfor flytter vi så alligevel”? Lotte trak på skuldrene; “Alt arbejdet var jo lavet, så Jeg tænkte, at vi jo alle sammen kunne bruge flere venner, så derfor flytter vi alligevel”. Annika rystede på hovedet og grinede; “Du er virkelig en mærkelig 15 årig”.
Lotte fandt bordet, hvor Kim Susie, Dennis, Irene, Alexander og Annabella sad. Lotte gik direkte hen, og gav Kim et langt kys. Samtidigt med at Lotte stoppede med at kysse Kim, ankom Eva, Fatime og Lisbeth til bordet. Fatima var fuldstændigt oprevet; “Hvad ligner det, at vi skal flyttes rundt, og hvorfor skal Jeg være i hytte med Lone igen”. Lotte skulle lige til at sige svare, da Irene brød ind; “Jeg gætter på, at det er fordi, at Lotte vil ha’, at vi skal fungere som barnepiger”. Lotte grinede; “Hvad mener du Irene”? Irene trak på skuldrene; ” Hele det her cirkus ligner en typisk Lotte plan, og den måde vi tøser er fordelt på, så er det logisk, at vi skal fungere som barnepiger”. Lotte der stadig stod op, gik over og gav Irene et kæmpe kram; “Hvordan er du blevet så klog”? Irene lo; “Det er man jo nød til at være, hvis man skal følge med i dit tempo”. Lotte satte sig ned, og det same gjorde Eva, Fatima og Lisbeth. Lotte så smillede på Irene; “Irene har ret i, at jeg har en stor andel i det her, men I skal ikke være barnepiger”; Lotte kiggede rundt; “Planen er at man skal møde folk, som man ikke kender, og forhåbentlig få en masse nye venner”; Lotte flyttede blikket over på Fatima; “og hvis du giver Lone en chance, så vil du opdage, at hun faktisk er en rigtig sød pige”. Annabella brød ind; “Lad os høre, hvad er der sket imens vi andre legede nybyggere”? Lotte smilede; “Jeg forstår godt, at I er nysgerrige, men den historie er fortid nu, så det håber jeg, at I vil respektere”. Alle vidste, at Lotte normalt ikke holdt sig tilbage, når det gjaldt en god historie, så de vidste, at Lotte var tavs af rigtig gode årsager. Samtidig kom Irenes stedfar Olav hen til bordet; “Hej alle sammen”; han flyttede blikket over på Lotte; “Du Lotte, kan Jeg låne dig i fem minuter”?
Olav fandt et sted, hvor de kunne snakke uforstyrret; “Hvordan har du det Lotte”? Lotte blev fuldstændigt overrasket over spørgsmålet; “Jo tak, Jeg har det fint, men hvorfor spørger du”. Olav smilede; “Fru Antonsen har fortalt, hvad du har haft gang i hele dagen, og vi er faktisk lidt bekymrede for dig. Lotte var forvirret; “Hvorfor er I bekymrede for mig”. Olav kunne ikke lade være med at le; “Ja, når du spørger på den måde, så kan det jo godt være, at vi er lidt overbeskyttede, men du er stadig bare en pige på 15 år, og så endda en gravid pige”; han så på hende, med en lettere bekymret mine; “så voldsomme, følsomme problemer, som disse her, burde du nok lade de voksne klare”. Lotte kastede sig i armene på Olav, og gav ham et kæmpe stort kram, og sluttede af med et kys på kinden. Olav så forvirret ud; “Hvad gik det ud på”? Lotte smilede; “Jeg har hele tiden vidst, at Jeg havde Jer, hvis det blev nødvendigt, men det er stadigt vidunderligt, at få det bekræftet”.
Da de var på vej tilbage, rendte de ind i Peter; “Kan Jeg låne dig i 5 minuter, Lotte”? Lotte nikkede grinende; “Jeg tror Jeg er ramt af en 5 minuters epidemi”. Lotte og Peter satte der, hvor Lotte og Olav lige havde siddet. Peter smilede; Jeg tænkte, at du sikkert gerne vil vide, at Lillian, to af fædrene, Karl og mig selv, lige har haft et møde med pigerne. Lotte var naturligvis ikke overrasket, da det var en del af pigernes straf, men hun havde ikke ventet, at det skete så hurtigt. Peter fortsatte; “Vi fik alle sammen både en kæmpe undskyldning, samt en stor tak for vores indsats. Lotte nikkede; “Hvordan virkede de”? Peter var ret sikker på, at han vidste, hvad Lotte ville vide; “De var ydmyge, angrende, oprigtige og overraskende forlegne over situationen”. Lotte mærkede en stærk varme, glæde og taknemmelighed over pigernes forvandling. Selvom hun havde en stor tiltro til pigerne, så havde hun også haft en lille frygt for, at hun havde overvurderet dem. Lotte smilede; “Du ved ikke hvor meget det betyder for mig”. Peter grinede; “Det tror Jeg faktisk, at Jeg gør”.
Da det var sengetid, sad Lotte på sin underkøje, sammen med Eva og Annika. “Hvad sker der i morgen”; spurgte Annika. Lotte slog armene om Annika og Eva; “I morgen erobre vi verden”. Eva grinede; “Det er godt, at du har så beskedne mål”.
Læs “Kapitel 21A: Dronningen” af Skumfod
© Skumfod
