(af Skumfod)
Igen stod de alle ni og kiggede op på kortet på væggen. Hvordan det hele var gået, blev hurtigt tydeligt, på grund af Julemanden mumlende bemærkninger. Nede fra midten af entréen havde det lydt; ”Det var ikke så godt”, ”Ikke igen”, ”det ser godt nok skidt ud”. Årsagen kunne de tydeligt se, når de nu kiggede op på kortet”. Det var ikke bare tydeligt, at nøglen ikke var der, hvor den burde være. Men nøglen var tydeligvis et helt nyt sted. Lionel var ude af sig selv af bekymring; ”hvad gør vi nu, hvad gør vi nu”. Julemanden tog det dog mere roligt; ”vi må jo bare forsøge igen på tirsdag”. De otte alfer kiggede alle sammen på Julemanden, da Lioline spurgte; ”kan vi nå det på tirsdag”. Julemanden smilede; ”ja, men vi får travlt – meget travlt”.
”Vågn op, vi har sovet for længe”; Marias stemme vækkede andre fire. De blev hurtigt klar over, at de nok ikke skulle have set film den halve nat. De skyndte sig i tøjet og på toilettet, inden at de ved elve tiden kom op i køkkenet for at tage sig noget at spise. Da de var færdige med at spise, gjorde de sig klar til cykelturen, bare for at opdage, at Bos cykel var punkteret på begge hjul.
Klokken var et kvarter i et, da de endeligt ankom til lysningen i Fruens Plantage. Neden under deres tegning på stenen, var der med kridt skrevet ’Lørdag klokken 12’, og henover teksten var der fire overstregninger. Bo kiggede rundt på de andre; ”det var surt”. Lotte lignede nærmest en, der havde lyst til at græde; ”men hvad gør vi så nu”? Bo klappede hende på skuldrene; ”vi håber på bedre held i Herlufsholm skoven”.
Lionel rystede på hovedet; ”hvorfor er de her ikke”? Frinel trak på skuldrene; ”vi vidste jo, at det ikke var sikkert, at de havde set beskeden”. Lionel trak kridtet frem, og begyndte at overstrege beskeden på stenen; ”Jeg ved det godt, men jeg synes snart, at vi fortjener noget held”.
De fem teenagere stod og kiggede på stenen i lysningen i Herlufsholm skoven. Humøret kunne ikke være lavere, end da de erfarede, at de igen var kommet for sent.
© Skumfod