Natten falder på
og nu går tiden i stå
her imens jeg ser dybt
ind i dine øjne.
Om vi bruger ord
det betyder ikke spor
blikket imellem os
ser gennem samtalers løgne.
For en tid
sår ingenting splid
i tavshedens bånd
som binder os sammen.
For en tid
er alt sort og hvid
i kunstnerens hånd
er vi altid rammen.
For en tid
ta’r natten en bid
af talens bånd
og giver os varmen.
Men kun for en tid.
I daggryens glød
nu hvor natten er død
og vor blik forsvinder
i hinandens sjæle.
Og hvad end der sker
Ligemeget hvor vi er
båndet skabt mellem os
det kan ingen andre stjæle
For en tid
sået intet splid
i tavshedens bånd
som bandt os to sammen.
For en tid
var alt sort og hvid
i kunstnerens hånd
er vi altid rammen.
For en tid
tog natten en bid
af talens bånd
og gav os to varmen.
Men kun for en tid.
(2-3/11-1998)
© Skumfod
