(af Skumfod)
Det var efter gymnastik timen, og Lotte stod under en bruser imellem Irene og Isabella fra A klassen. Isabella udbrød begejstret; “wow, nu kan man se det på din mave”. Lotte kiggede ned af sig selv, og begyndte at græde; “jeg er ved at blive tyk og fed”. Irene kiggede overrasket på sin veninde; “nu tar’ du gas på os”. Lotte kiggede på hende; “nej, hvordan skal han kunne elske mig, når jeg bliver tyk og fed”. Irene grinede; “nu må du sku’ tage dig lidt sammen, for jeg formoder, at det er Kim du taler om, og hvis jeg ikke husker helt forkert, så har han en stor del af skylden for, at du bliver tyk og fed, som du kalder det”. Alles øjne var rettet imod Lotte, som nu havde sat sig ned på gulvet under bruseren der stadigt kørte; “men hvordan skal han kunne elske en stor tyk ko som mig”. Irene rystede på hovedet; “for det første, så er du gravid, det er jo ikke fordi, at du har ædt dig til den tykkere mave, og for det andet, så tilbeder han den jord du går på, og det har ikke noget med dit udsende at gøre”. “Så jeg er også grim”; Lotte begyndte, at græde endnu mere. Irene satte sig ned på gulvet ved siden af Lotte; “det var ikke det jeg sagde, men når du nu bringer det op, så er ingen af os fotomodeller, og sådanne er det bare, men Kim han elsker dig for den du er, og han vil også elske din mave, lige meget hvor stor den bliver”. Lotte tørrede øjnene; “og det er du sikker på”? Irene grinede; “ja det er jeg meget sikker på, og ellers får han med mig at bestille”. De rejste sig op igen. Lotte rystede på hovedet; “undskyld, du må vel tro, at jeg er tosset”? Irene grinede; “når du kan tvivle på, hvordan at Kims følelser er, så må jeg jo nok give dig ret”. De badede færdigt, og bagefter satte de sig på gulvet uden for hallen. Lotte kiggede på Irene; “ind imellem så bliver jeg bare så usikker på mig selv”. Irene smilede; “velkommen til min verden, og jeg er altså ikke gravid”. Lotte grinede; “okay, det havde jeg ikke tænkt på”. Irene rystede på hovedet; “nej det er mærkeligt, for på den ene side, så æder jeg en masse piller, som får mig i godt humør, men samtidigt så er jeg bevidst om, at det er pillerne der får mig i det gode humør”. Lotte gav Irene et kram; “men skal du altid tage de piller”? Irene trak på skuldrene; “det ved vi ikke, for måske går det over, når først at jeg bliver ældre, men det kan også være, at det aldrig ændre sig”. Det var første gang, at de rigtigt talte om, hvordan Irene havde det, og Lotte vidste ikke helt hvad hun skulle sige. “men man kan jo vænne sig til alt”; Irene smilede; “og så må livet gå sin gang”. Lotte grinede; “og det må vi også hellere, for ellers kommer vi for sent til time”. De to veninder rejste sig, og gik ned imod klasse værelset.
Læs “Kapitel 5A: Alexander” af Skumfod
© Skumfod
