(af Skumfod)
En sygeplejeske førte Lotte hen til et stort vindue, hvor der allerede stod 3 andre unge piger, som Lotte ikke kendte; “Sådan, nu kan du se dine børn”. Lotte kiggede ind af vinduet. I rummet på den anden side af glasset stod 8 kryber parvist sat ved siden af hinanden. Lotte prøvede at se, hvilke børn der var hendes, men når hun så på dem, blev hun mere og mere forvirret. Alle otte babyer lignede Kim.
Lotte nåede ikke, at finde ud af hvilke af børnene, der er hendes, for hendes fokus bliver afbrudt af et udbrud. “Hej skat, kom og se dine børn”; burde ikke være et udbrud, som kunne bryde hendes koncentration, men da det kom fra alle de tre andre unge piger på en gang, så fangede det hendes fulde opmærksomhed. Hun drejede rundt, og hen af gangen kom Kim gående med et kæmpe smil.
Lotte vågnede og var badet i sved.
Lotte stod op, og gik i køkkenet, hvor hun skænkede sig et glas mælk. “Kan du ikke sove”; Hendes mor stod og smilede i køkkendøren. Lotte satte sig på en stol ved det lille spisebord; “jeg havde et mareridt”. Hendes mor satte sig over for hende; “det er ellers mange år siden, at jeg har hørt om, at du har haft mareridt”. Lotte nikkede; “jeg kan ikke mindes, at jeg har haft drømme før, og nu er det sket to gange på få dage”. Lottes mor smilede til sin datter; “vil du tale om dem”. Lotte fortalte om begge sine drømme, og hendes mor sad bare og lyttede uden at afbryde.
Lottes mor tog og holdt Lottes hænder, da hun historierne var færdige; “jeg vil ikke forsøge at tyde dine drømme, men jeg tror nu godt, at jeg ved hvorfor du kan huske dem”; Lotte så overrasket på sin mor; “dine hormoner er fuldstændigt ud af deres normale balance, alt hvad der sker med dig er nyt, og selvom du har truffet et valg, så er der stadig en masse tvivl i dig”. Lotte så meget alvorlig ud; “jamen jeg er ikke i tvivl”. Hendes mor begyndte at le; “naturligvis er du det, det var vi andre også, da vi ventede os, og selvom du er moden af din alder, så ændre det ikke på, at du er meget ung”. Lotte overvejede sin mors ord, men da hun ikke sagde noget, så fortsatte hendes mor; “nogle er bevidste tanker, og andre er ubevidste”; hun smilede til sin datter; “du er i tvivl, om du skulle havde fået oplyst, hvilke køn børnene har, om du bliver en god mor, og om i har truffet det rigtige valg ved af få børnene”. Lotte rystede på hovedet; “og hvad skal jeg så, gøre ved det”? Hendes mor smilede; “du skal leve med det min skat, for du kan ikke gøre andet, vi træffer alle sammen en masse valg i gennem livet, hvor vi bagefter overvejer, om vi traf de rigtige valg, og ind imellem så kender vi svaret, men i de fleste situationer, så tager vi en chance, og så må vi bare leve med dem”. Lotte begyndte at græde; “men hvad hvis vi har valgt forkert”? “Min skat, I har truffet jeres valg, og I har gjort det mere gennemtænkt end mange af os andre gjorde det”; hun tørrede tårene væk fra sin datters kinder; “du kan ikke prøve begge udgaver af din fremtid, og derfor kan du aldrig vide, om I har valgt rigtigt eller forkert, I må bare få det bedste ud af det valg I har truffet”. “Var det forkert, ikke at få deres køn at vide”; Lotte prøvede at smile til sin mor, men det lykkes ikke. Lottes mor rystede på hovedet; “det synes jeg ikke, for selvom der er en masse praktiske ting ved, at man kender kønnet, så ødelægger det hele overraskelsen”. Lotte så uforstående på sin mor, som fortsatte; “da jeg ventede mig med dig, der gik jeg i mange måneder og gættede på om du var en dreng eller en pige, og tro mig, den del blev mere og mere spændende for hver uge der gik”; hun holdt en kort pause; “og den lykke jeg følte, da jeg fik svaret, få minutter inden du blev lagt i mine arme, det var helt ubeskriveligt og fantastisk”. Lotte smilede; “og jeg blev jo til en god pige”. “Hmmm, du er stædig og alt for selv bestemmende af en lille pige”; hendes mor smilede; “Men ja, jeg har altid været stolt af dig, også når jeg mente, at du traf de forkerte valg her i livet, men alle de beslutninger du har truffet på det sidste, kunne ikke være truffet bedre af mig selv”. Lotte grinede; “bortset fra den med af komme til lægen og få p-piller”. hendes mor begyndte også af grine; “okay, men det var jo ikke din skyld, det var de forkerte omstændigheder på det tidspunkt, og sådanne er livet en gang imellem, og så gælder det jo bare om, at få det bedste ud af dem”. Lottes mor rejste sig, og gav sin datter et kys på panden; “og nu bør vi nok vælge, at sove et par timer til”.
Læs “Kapitel 4A: Under bruseren” af Skumfod
© Skumfod
