(af Skumfod)
Både Kim og Lotte var overrasket over fru Antonsen iagttagelser, og derfor vidste de også, at denne hemmelighed ville komme frem før eller siden, og lige nu anede de ikke, hvor mange andre der havde mistanker. Så måske var det på grund af denne risiko, at det nu var blevet tid til at gennemgå de informationer, som de havde på nuværende tidspunkt. Det spillede naturligvis også ind, at deres forældres synspunkter var de eneste relevante, som de manglede.
Tirsdag eftermiddag havde de vendt alle problemstillinger, og de havde endeligt talt sammen, og hørt hinandens meninger. De havde begge to været overraskede over hvor enige de var. Der var gået under en uge, så der var stadigt over en uge til deres forældre ville komme med deres meninger. Lotte og Kim var enige om, at det bedste ville være, hvis de kunne overtale forældrene til, at bryde tavsheden, og derfor planlage de et møde hos Kim samme aften.
Klokken syv sad de 4 forældre spændte i sofagruppen, og studerede deres børn, som indtil nu ikke havde nævnt noget om, hvorfor de var samlet. Grundlæggede så var de jo godt klar, hvad de skulle tale om, men de vidste ikke om mødet var indkaldt, fordi at deres børn allerede havde truffet et valg.
Det var Kim, som startede samtalen; “Vi har allerede nu talt med to unge mødre, og har hørt deres historier, og vi har hørt historierne fra to, som i en ung alder valgte ikke at blive ung mor og istedet fik en abort”. Kim gav sig god tid, og tog en tår kaffe inden han fortsatte; “vi har også talt med de familiemedlemmer og venner, hvis mening vi ønskede, og som vi ønskede skulle vide noget om graviditeten, førend vi har truffet det endelige valg”; igen trak han tiden og tog en tår af sin kaffe; “Vi har naturligvis også talt med hinanden, og ikke nok med at vi ved hvor vi står, men vi er også meget enige”. De fire forældre havde hele deres fokus på Kim, som de nu forventede ville fortælle, hvad de havde besluttet. Derfor var det lidt af en overraskelse, da Lotte fortsatte samtalen; “men vi kan ikke træffe et valg, når vi ikke ved, hvad jeres holdninger er”; hun tog en tår kaffe inden hun fortsatte; “vi vil ikke om fem eller ti år ved en fejl hører en mening, som vi burde have hørt på forhånd”. Lotte lod smilende blikket glide forbi dem alle sammen; “på den anden side, så mener vi heller ikke der er nogen grund til at trække det hele for langt ud, for nu længere tid der går, desto flere vil nå at opdage, at jeg er gravid”. Kim tog ordet igen; “vi kan naturligvis ikke love, at vi træffer vores valg i dag, men vi vil bede om, at vi får jeres meninger i dag, og vi synes, at vi alle sammen bør hører, hvad den enkelte har at sige”.
Deres forældre så rundt på hinanden. De sagde ikke noget, men foretog nogle bekræftede nik, som understregede, at de alle fire accepterede deres børns ønske. Kim’s mor var den første, som endeligt sagde noget; “jamen, så vil jeg gerne starte”. Hun kiggede smilende på Kim og Lotte; “jeg ville gerne have sagt min mening i torsdags, for på det tidspunkt, der kunne jeg ikke forstå, at der kunne være tale om andet end en abort”; hun tog en tår af sin kaffe; “siden har I søgt viden og støtte, med en seriøs og voksen attitude, som jeg ikke kan mindes, at jeg selv var i besiddelse af, da jeg ventede mig med Alberte”. Kim’s mor sad og kiggede på sin kaffekop, som stod på sofabordet; “selvom en del af mig, bliver ved med at gøre mig opmærksom på, at I bare er børn, så er der en del af mig, som siger, at I vil blive fantastiske forældre”; Hun løftede blikket, og rettede det imod det unge par; “så jeg synes, at I skal tage springet, og blive forældre”. Lotte og Kim havde snakket meget om det her, og de var enige om, at de skulle forsøge ikke at vise deres reaktioner, så de fortsatte bare med, at sidde og smile.
Lottes mor var den næste der tog ordet; “Jeg er grundlæggede enig, og det er det der gør det hele så svært, men jeg tror bare, at I vil miste for meget, hvis I allerede nu bliver forældre, så jeg vil anbefale en abort”. Lotte prøvede på ikke at vise det, men alle kunne se i hendes øjne, at hendes mors ord, var kommet fuldstændigt bag på hende.
Lottes far smilede; “ja, jeg gider altså ikke pakke det ind, men hver gang jeg lukker mine øjne, så ser jeg navnet ‘morfar’ for mine øjne, så jeg håber, at det er det jeg bliver”.
Kim’s far tog en tår af sin kaffe, og det var tydeligt, at han nød, at det bare var hans meninger, som de ventede på; “alle siger noget klogt, og intet er forkert, jeg vil endda indrømme, at jeg nok også ville ha’ anbefalet en abort, for en uge siden”; han tog langsomt en tår af sin kaffe; “og hvis det er det I vælger, så har jeg fuld forståelse for det, men lige nu og her så håber jeg, at jeg til næste år kan kalde mig for ‘farfar'”. Lotte og Kim nikkede bekræftende, samtidigt med at de tænkte på, at lige meget hvad de besluttede, så ville han jo kunne kalde sig for ‘morfar’, men de sagde ikke noget, for de vidste, at det var op til Alberte og Johnny at leverer denne nyhed. I stedet takkede de for deres forældres ærlige meninger, og fortalte, at de lige ville gå en kort tur. Det sidste Kim gentog inden de gik, var at de ikke kunne love, at de kom tilbage med et svar.
Selvom Kim og Lotte ikke var gået ret langt væk, så gik der alligevel over en time, før end de kom tilbage til deres forældre. Da de havde sat sig startede Kim med at tale; “vi vil gerne takke jer igen, for det var vigtigt for os, at vi kendte jeres holdninger, også selvom det ikke var sikkert, at vi ville følge dem”. Lotte hældte en tår kaffe op, alt imens hun fortsatte; “vi har truffet et valg, og det valg er det samme, som vi havde besluttet os for i eftermiddags”. Lotte tog en tår af sin kaffe inden hun fortsatte; “bortset fra morfar og farfar drømmene, så kom I ikke med nogen tanker og argumenter, som vi ikke allerede havde vendt med hinanden”. Kim tog ordet igen; “så set fra den side, så var valget nemt, men vi valgte alligevel, at gå det hele igennem igen for en sidste gang”. De havde aftalt, at det var Lotte, som skulle fortælle, hvad de havde besluttet, så derfor ventede Kim på, at hun var klar til at fortsætte. Lotte kiggede rundt på alle fire forældre inden hun fortsatte; “Vi elsker jer alle rigtigt højt, og derfor er det jo svært, at der er nogen, som man vil skuffe, men det vil jo ske, når vi ikke kan glæde alle”; Lotte flyttede blikket over på sin mor; “mor, du betyder så meget for mig, at det er svært i denne situation, at gå imod dit ønske”; tåre begyndte at trille ned af hendes kinder; “men du skal altså være mormor alligevel”. Lillian kastede sig i armene på sin datter; “dit lille fjols, du kan aldrig skuffe mig, og selvom min fornuft har talt tidligere på aftenen, så kan det ikke måle sig med den glæde, som jeg lige nu føler, og denne følelse komme lige fra hjertet”.
Stemningen var høj resten af aftenen, og med korte mellemrum, så forlod Lotte og Kim stuen for at ringe til Alberte, Irene, Susie og Dennis, så de kunne hører hvad Lotte og Kim havde besluttet. Selv Irene jublede, selvom hun stadig holdt fast i, at de var nogle nogen idioter, men måden hun sagde det på, bar tydeligt præg af, at hun ikke mente det, lige så slemt, som det blev sagt.
Læs “Kapitel 30A: Debat” af Skumfod
© Skumfod
