(af Skumfod)
“Sig mig, er I fuldstændige idioter”? Irenes udbrud kom bag på både Kim og Lotte. Irene havde ikke sagt et ord, imens Lotte havde fortalt, at hun var gravid. Lotte havde endda grundigt beskrevet deres valg muligheder, uden at Irene havde sagt noget. Irene fortsatte; “vi er femten år gamle for helvede, vi har livet foran os, hvordan kan I overhoved overveje, at ødelægge jeres liv nu”. Lotte var så chokeret over Irenes reaktion, at tårene begyndte at trille ned af kinderne. Irene gav hende et kram; “undskyld Lotte, det var jo ikke ment på den måde, men jeg vil jo nødigt opleve, at to af mine bedste venner ødelægger deres liv før end det rigtigt er begyndt”. Kim kiggede på Irene; “og du mener ikke, at du gør det hele værre end det er”. Irene kiggede på ham; “måske, men nu vil jeg sige noget, som jeg aldrig ville erkende, hvis der var forældre til stede – vi er børn, og ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, så er vi kun femten år gamle, og børn bør ikke blive forældre”. Kim kiggede på hende; “og hvor går grænsen så”? Irene trak på skuldrene; “det ved jeg ikke, måske når man bliver atten”. Lotte rystede på hovedet; “det har da ikke en skid med alderen at gøre Irene, og selvom dette ikke er planlagt, og selvom vi er unge, så kan du altså ikke stille det op så sort og hvidt”. Irene kiggede på dem begge to; “I har allerede besluttet jer, ikk'”? Lotte rystede igen på hovedet; “nej, vi har ikke besluttet os, og vi har faktisk ikke engang hørt hinandens mening endnu, men det ændre ikke på, at vi alle er forskellige, og selvom vi ikke har besluttet os, så tror jeg nu på, at vi vil være fantastiske forældre”. Irene kiggede skeptisk på Lotte, som valgte at fortsætte; “men du har ret i, at vi er unge, og hvis vi vælger at få barnet, så vil der være en masse ting, så vil blive anderledes for os, men derfor behøver det jo ikke, at være en dårlig ting”. Irene kiggede Lotte dybt ind i øjnene; “er du sikker”? Lotte smilede igen; “ja, det er jeg faktisk sikker på på”. Kim tog fat i Irenes hænder, og hun kiggede på ham; “det vigtige lige nu, det er at vi hører jeres allesammens ærlige mening”; han kiggede hende dybt i øjnene; “og det var der hvis ingen tvivl om, at vi fik fra dig, og når så vi eller Lotte træffer et valg, så håber vi, at du vil respektere det og støtte os”. Irene slog armene om dem begge to; “selvfølgelig vil jeg det”; hun trak hovedet væk fra dem, så hun kunne kigge på dem begge to, og så begyndte hun at grine; “det var jo jer, der var nogen idioter, det var jo ikke mig, vel”. Kim og Lotte grinede med.
Læs “Kapitel 28A: Efter timen” af Skumfod
© Skumfod
