(af Skumfod)
Lidt i to ankom Johnnys søster Charlotte, hendes veninde Christine samt Christines 6 årige søn Christian. Da de var færdige med, at præsentere sig for hinanden, satte de alle sammen sig omkring sofabordet, det vil sige lige bortset fra Christian, som havde fundet sig et sted med masser af gulvplads til alle de biler, som han havde med i sin rygsæk.
“Jeg har givet dette en masse tanker”; startede Charlotte ; “jeg ønsker, at I skal ha’ de bedste muligheder for, at træffe jeres valg, og derfor vil jeg starte med, at fortælle at I ikke er alene”. Hun tog en tår af den kaffe, som Alberte havde hældt op til hende; “og med det mener jeg ikke bare, at I har en masse mennesker, som holder af jer, men mest af alt, så taler jeg om, at dette desværre sker for flere unge mennesker, end man lige går og tror”. Johnny kigge nysgerrigt på sin søster, som helt klar startede med en uventet vinkel. Charlotte kigge på sin store bror, med et undskyldende blik; “da jeg var 16 år gammel blev jeg gravid”. Johnny sagde ikke noget, men det var tydeligt, at han aldrig havde hørt om det før. “Sorry brormand, din engel af en lillesøster var ikke altid den engel, som hun gerne forgav at hun var”. Johnny virkede overrasket, men han lød ikke sur; “hvorfor har du aldrig sagt noget”. Charlotte grinede; “jeg var en 16 årig tøs, som blev forgudet af sin 17 årige storebror, som her havde dummet mig, og var blevet gravid med en fyr, som du allerede havde advaret mig imod”, hun drak endnu en tår kaffe; “jeg skammede mig, og når jeg ser tilbage på det i dag, så ved jeg faktisk ikke hvorfor”. Lotte kiggede på Charlotte; “hvad mener du”? Charlotte smilede til hende; “han var flot og sexet, og det var helt sikkert frivilligt, og selvom jeg i dag godt er klar over, at det var noget af det dårligste sex, jeg nogen siden har været ude for, så synes jeg på det tidspunkt, at det var fantastisk”; hun kiggede eftertænksomt ned på sin kop, hvorefter hun igen kiggede på Lotte; “Hvad jeg måske burde ha’ skammet mig over, var den manglende brug af beskyttelse, men jeg må ærligt indrømme, at det ikke var det jeg skammede mig over”. Charlotte drak endnu en tår kaffe; “men det vigtige her var, at jeg ikke ønskede barnet, så med vores forældres hjælp, så fik jeg foretaget en abort”. Johnny havde ikke den bedste dag, for han havde lige taget sig en tår kaffe, som han nu fik i den gale hals. Charlotte grinede igen; “roligt brormand, og ja de vidste det godt, men ingen af os, kunne se nogen grund til, at du skulle vide noget, så derfor blev vi enige om, at vi bare glemte, at det var foregået”. Kim kiggede på hende; “har du så nogen sinde fortrudt”? Charlotte smilede; “ja, men aldrig hvor jeg har været ædru, men nogen gange hvor jeg har haft fået lidt at drikke, efter at jeg har været sammen med andres børn, så tænker jeg på, hvad der kunne ha’ været”. Bortset fra Christine, som i flere år havde kendt sin venindes hemmelighed, så sad de alle sammen og kiggede overrasket på hende. Specielt Johnny var overrasket, men samtidigt var han utroligt stolt over den åbne ærlighed, som hun havde fortalt sin historie med. Charlotte kiggede smilende rundt på dem alle sammen; “nå, men det var altså min historie, og så må jeg hellere give ordet videre”.
Christine kiggede specielt på Lotte og Kim, da hun startede; “jeg blev gravid, da jeg var 14, og tro mig når jeg siger, at jeg har aldrig været lykkeligere, end da jeg fandt ud af det”; Selvom hun smillede, så var det tydeligt, at dette ikke var et emne, som hun havde det godt med, at fortælle om til en flok fremmede; “Jeg skulle nu være ung mor, ligesom i min ynglings serie på tv ‘de unge mødre’, og så med den fyr, som jeg elskede over alle på jorden”. “Derfor var overraskelsen stor, da det viste sig, at han slet ikke delte min glæde, men istedet betvivlede at det skulle være hans barn”; hun tog en tår af sin kaffe, og da hun havde sat den på bordet, fortsatte hun med at kigge på koppen; “men som om det ikke var slemt nok, som spredte han rygter om mig, som havde nået hele vores skole allerede næste dag”. “Så på få dage, så ændrede jeg mig, fra at være den lykkeligste pige i verden, til at jeg var dybt nedtrykt og forsøgte at begå selvmord”; hun løftede blikket og kiggede rundt; “og havde det ikke været fordi en af mine lærer fandt mig bevidstløs på pige toilettet, så havde jeg ikke været her i dag”. “Dette fik mig seriøst til, at overveje, om jeg ønskede, at hans barn skulle fødes ind i denne verden”; hun kiggede på Lotte; “jeg havde ikke den store støtte omkring mig, og selv mine forældre, som lovede at de ville støtte mit valg, anbefalede at jeg fik en abort”. Christine tog sig en kop kaffe, hvilket gav de andre mulighed, for at bryde ind med spørgsmål, men ingen af dem sagde noget, så derfor valgte hun at fortsætte, da hun havde sat koppen. “En aften lagde jeg en blok foran mig, og delte den forreste side i to koloner, og så lavede jeg en for og imod side, og da jeg var færdig havde jeg en imod del på tretten punkter, men kun et enkel for punkt – ‘dette er mit ønske barn'”; hun kiggede smilende på veninden Charlotte; “på dette tidspunkt troede jeg ikke, at jeg havde nogen venner, som støttede mig”. Christine vendte blikket tilbage på Lotte og Kim; “Jeg sammenlignede hver imod punkt op imod mit eneste for punkt, og da jeg havde gennemgået hele listen, så havde jeg streget alle imod punkterne, for det at få et barn var bare min drøm, og så var jeg ligeglad med alt det andet”. Lotte kiggede på Christine med et blik af medlidenhed; “men hvad så med faren”? “Han har aldrig ville acceptere, at han har fået en søn, men hans forældre elsker Christian, og ser ham så tit de kan, og det er jo bevist, at han er far til Christian, så han må jo betale, selvom det ikke er med hans gode vilje”. Kim var overrasket over, hvor stærk denne unge pige måtte have været; “så du har aldrig fortrudt”? Christine grinede; “jo det har jeg, for under graviditeten måtte jeg flere gange konstatere, at der var en masse ting, som jeg ikke havde forudset”; hun flytte blikket over på Lotte; “og under fødslen var jeg i så mange smerter, at jeg troede, at jeg var ved at dø”. Alberte kiggede over på Christian, som sad og legede på gulvet, for at se hvordan han reagerede på samtalen, men han sad bare og legede med sine biler. Christine fortsatte; “men da først han var født, og de lagde ham i mine arme, der var alle smerter glemt, og nu lå jeg med det smukkeste barn i verden i mine arme”; hun grinede; “selvom min mor stadig holder på, at han var tudegrim”. Hun tog endnu en tår kaffe og smilede til Kim; “og siden han blev født, så har jeg aldrig fortrudt, for selvom det ikke altid er nemt, så er han det vigtigste i mit liv, og intet kan ændre på dette”. Alberte troede, at Christian var så langt væk i sin leg, at han ikke havde fulgt med i samtalen, men lige nu kiggede han op på sin mor og smilede, og det var tydeligt, at de to elskede hinanden og intet i denne verden kunne komme imellem dem.
Da Christine var færdig, og da der ikke var nogen af dem, som kom med yderligere spørgsmål, så takkede hun for kaffen, og hjalp sin søn med at pakke sine biler sammen igen. Da Charlotte og Johnny havde fulgt dem ud, sad Lotte meget eftertænktsom “hvor var han dog en dejlig dreng”. Charlotte grinede; “ja, Christian er skøn, men når det er sagt, så viste han sig også fra sin bedste side i dag, for tro’ mig han kan også være en laban, ligesom alle andre drenge i den alder”.
Læs “Kapitel 25A: Historien om Yasmin” af Skumfod
© Skumfod
