(af Skumfod)

Det var tidligt på formiddagen, da de fem teenagere var tilbage i skoven Fruens Plantage. Michael rakte brikken til Bo med ordene; ”vil du prøve”? Bo forsøgte med tastninger på forskellige knapper, men umiddelbart ville brikken kun sende lys ud, eller skifte størrelse fra stor til lille og tilbage igen. Maria kiggede på Bo og brikken.; ”hvad med klappen i midten”? Ingen af den havde tænkt på, at feltet i midten kunne være en knap, da det var den eneste, der ikke havde symboler skåret ind i sig. Bo forsøgte forskellige kombinationer af knapperne, men først da han trykkede på den knap, som havde udsendt billede af kort skitsen samtidigt med at han holdt knappen i midten nede. Bag dem lød der en lyd, som hvis to sten blev gnedet imod hinanden. De gik hen til stenen, som nu havde fået et ottekantet hul i midten. Bo lagde brikken ned i huller, men der skete ikke noget, han forsøgte med at dreje brikken en tak til højre. Tredje gang han lagde brikken ned, skete der noget. Foran dem åbnede sig en gang, som gik skråt ned i jorden. Bo tog brikken op af stenen, men det ændrede ikke noget. Foran dem var der dannet en bred vej ned under skoven. Muhammed var som altid den modige af dem; ”bliv her imens jeg går derned”. Muhammed kom op igen næsten et kvarter senere; ”Jeg tror godt, at I kan komme med, det ser sikkert nok ud”. Lotte var ved at gå til af spænding; ”hvad er der dernede”? Muhammed smilede, da han svarede; ”en dør”.

Selvom de var kommet et godt stykke ned under jorden, så havde de ikke haft problemer med at se noget, for rundt omkring dem sad der små sten, som lyset op. Foran dem var der en stor dør, som var udskåret med det samme ’S’, som der var i brikken, og i midten af døren var der et ottekantet felt. Bo tog brikken og puttede den ind i feltet, med stedet hvorfra den kunne lyse fra pegede opad. Døren gik op, og de kiggede nu ind i et rum, der nærmest mindede om en kæmpe lagerhal. De gik ind i rummet, og nu kunne de se, at over alt var der stabler af pakker, eller rettere sagt af julegaver, for alt var pakket ind i julepapir. Der gik flere minutter, hvor de fem teenagere bare stirrede rundt i lokalet, før end Maria stille mumlede; ”S for Santa”.

Julemanden sad ved sit bord sammen med Lionel og Lioline. De sad og nød en kop varm chokolade, hvilket i disse dage var det eneste, som bare kunne hjælpe en lille smule på Julemandens humør, som blev dårligere for hver dag der gik. Pludseligt klarede Julemanden op, og det var tydeligt, at han lige med et, var blevet opløftet af energi. Det glædede Lioline, at se Julemanden i godt humør og fyldt med energi, men da hun så sin storebrors ansigt, kunne hun se, at dette nok ikke kun var en god ting. Lioline så spørgende på sin storebror; ”hvad sker der Lionel”? ”Han har fået et boost af juleenergi”; Lionel overvejede alle de forskellige muligheder, som der var på, hvordan dette boost kunne være opstået; ”der kan naturligvis være flere årsager til et boost af den type, men set ud fra den situation, som vi er i lige nu, så tror jeg at der er nogle unge mennesker, inden for en radius af hundrede kilometer, som har fået deres tro på Julemanden tilbage”. Lioline så forvirret ud; ”men er det ikke en god ting”. Lionel rystede energisk på hovedet; ”det tror jeg ikke, for det kunne være fordi, at de har fundet ud af hvad nøglen er til, og hvem der ejer den”.

Muhammed var målløs; ”men Julemanden eksistere jo ikke”. Bo grinede, da han kiggede på sin kammerat; ”for ti minutter siden havde jeg givet ret, men lige nu tror jeg på, at han findes, for ellers forstår jeg ikke hvad dette sted ellers skulle være, hvis ikke det er et af hans lagere”. Maria kiggede ned af de mange gange med pakker; ”men jeg har da aldrig hørt om at Julemanden har lagerbygninger”. Michael smilede til sin lillesøsters veninde; ”mon ikke der er mange dele af Julemandens historie, som vi aldrig har hørt om”. Lotte rystede på hovedet; ”det her er jo fuldstændigt uvirkeligt, her ser jo ud til, at der er gaver til hele landet, bare her”. Bo kiggede rundt på sine fire venner; ”taget i betragtning af, at der jo ikke er knapper nok til at dække alle lande i hele verden, så tror jeg ikke kun, at disse depoter omkring Næstved skal dække børnene i Danmark”. De andre nikkede, da de sagtens kunne se logikken i det Bo sagde.

Da de havde undersøgt hele lokalet, var de gået op igen. Bo havde trykket på de to knapper på brikken igen, og åbningen og hulningen i stenen forsvandt begge to. Han rakte brikken frem imod Michael; ”dette er altså en nøgle”.

Det var næsten tid til aftensmad, da Lioline kom stormende ind på Julemandens værelse,og styrede direkte imod sin storebror, som var ved at være godt stresset på grund af Julemandens utrolige energi. ”Lionel”; han kiggede på sin søster, hvis tonefald tydede på at hun var rasende; ”Hvad sagde de på Nordpolen”? Lionel havde ikke en anelse om hvad hans søster talte om, for han talte jo med både dem på Grønland og på Nordpolen mange gange hver dag. ”Hvad sagde de, da du bad om at låne køkkenhjælp”; Lionel forstod nu hvad Lioline talte om, men han forstod ikke hvad hun var sur over; ”de sagde, at det ikke var noget problem, at vi gerne ville låne to køkken alfer”. Lioline vidste, at hendes bror havde en fantastisk hukommelse, der huskede alt, men det var bare ikke altid, at han udnyttede det; ”Nej, hvad var det helt præcist, at der blev sagt”? Lionel tænkte tilbage på samtale; ”de sagde, at de ikke ville blive savnet”, og i det øjeblik han sagde det højt, så gik det op for ham, hvad der kunne have ødelagt hans søsters ellers altid gode humør. ”Åh nej”; han kiggede undskyldende på sin søster; ”er det slemt”. ”De havde blandet sukker og peber sammen til risengrøden”; Lioline begyndte at grine, for hun kunne jo godt se det morsomme i det hele; ”og de har puttet kanel i peberkagerne i stedet for peber”.

© Skumfod