(af Skumfod)

Der var mange der gloede, da Lotte og Annabella kom gående ned af skolegangene torsdag morgen. De fleste i de større klasser på skolen, var de sidste måneder blevet fuldstændige klar over hvem Lotte var, men Annabella var ikke en af de piger, som normalt rendte rundt sammen med hende. Annabella var den stille pige, som af de få der havde bemærket hende, blev betragtet som en pige der holdt sig for sig selv, og aldrig sagde noget.

Klassekammeraterne var lige så overrasket, men de fleste af dem, tog det bare som endnu en af de ting, som der bare skete. Undtagelsen var Irene, som valgte at ignorere dem begge to, fra det øjeblik de kom ind i klassen sammen. Selv i frikvarteret efter de to matematik timer, holdt Irene sig langt væk fra de andre, men da Irene jo godt kunne have en dårlig dag engang imellem, så tænkte Lotte ikke nærmere over det.

Lotte havde fået en af sine ideer igen, og selvom Annabella ikke havde været helt med på ideen, til at starte med, så havde hun alligevel ladet sig overtale. Så da fru Antonsen ankom til klassen, der stod de to piger og ventede på hende. “når vi næste gang skal tage en debat”; startede Lotte; “så synes jeg, at du skal tage Annabella”. Fru Antonsen kiggede på de to piger; “og må jeg spørge om hvorfor”? Lotte smilede; “ja, men jeg synes det vil være synd, og du vil hurtigt forstå hvorfor”. Fru Antonsen kiggede på Annabella, som hun ikke havde hørt sige ret meget, siden hun var startet i klassen; “og vil du gerne gøre det her”. Annabella nikkede; “ja, meget gerne”. Fru Antonsen vinkede piger ind i klassen med en af hendes små håndbevægelser, alt imens hun selv blev stående og overvejede situationen, for selvom det ikke var hendes plan, at de skulle have flere debatter foreløbigt, så havde de to unge pige vækket hendes nysgerrighed, og det var ikke ret tit, at det skete.

Fru Antonsen kiggede ud over hele klassen; “nu var det meningen, at vi i dag skulle tage diktaten fra i går”; hun holdt en kort pause; “men nu har jeg fået en opfordring på endnu en debatrunde, så er i friske på det”; hun var ikke overrasket over begejstringen, så hun valgte at komme med en tilføjelse; “men så kommer der altså ikke flere debatter det næste lange stykke tid”.

Annabella rejste sig, da fru Antonsen havde givet hende ordet; “jeg må hellere starte med at fortælle lidt omkring mig selv”. “Mine forældre blev skilt da jeg var otte, og siden har jeg levet hos min far”; Annabella blev lidt nervøs, da hun opdagede, at de alle sammen kiggede på hende; “min far er fornyligt blevet alvorlig syg, og derfor har han valgt, at fra nu af skal jeg bo hos min mor og min stedfar”. Hun tøvede lidt, men efter hun havde set Lotte nikke til hende fortsatte hun; “så nu er mit spørgsmål, hvordan håndterer man, at ens far sender en væk, når man nu kunne ha’ hjulpet ham i stedet”? Fru Antonsen stirrede på Annabella; “hvorfor havde hun ikke fået denne pige historie, da hun startede i klassen”.

Der kom ikke ret mange bud fra klassen, da de fleste udviste bare deres sympati for hendes situation. Lotte var godt klar over, at Dennis helst ville være den, som reddede dagen med en sjov bemærkning, men dette var en af de dage, hvor han i stedet viste, hvor meget situationsfornemmelse han var i besiddelse af. “Det er jo ikke fordi, at jeg ikke føler med dig, men din far har jo kun gjort dette for at beskytte dig”; Dennis overvejede sine ord; “han ønsker for det første ikke, at du skal leve med hans sygdom, fordi han ønsker, at du skal leve dit eget liv”. “For det andet, så er det vigtigt for ham, at han kan se, at du er faldet til hos din mor, før end han går bort, så han ved, at du har det godt”; Dennis tøvede, og blev i tvivl om han var gået for langt, da han så tårene trille ned af hendes kinder, men det var for sent, at stoppe nu; “så for også at svare på dit spørgsmål, så skal du gøre alt for, at du får det godt hos din mor, og så skal du sørge for, at han ved, at du har det lige så godt, som da du boede hos ham”. Annabella tænkte slet ikke over, hvad hun gjorde, da hun gik hen til Dennis, og gav ham et knus, og hviskede ‘tak’ i hans øre. Det var først bagefter, at det gik op for hende, og hun kiggede nervøst på Susie; “undskyld det var ikke…”. Susie smilede; “det ved jeg godt”.

Fru Antonsen var ikke overrasket over, at der ikke var flere indlæg efter det fra Dennis, for ikke nok med, at nok han havde ramt sagens kerne perfekt, men hun kunne ikke selv have sagt det lige så godt. Hun havde lagt mærke til, at Irene havde været usædvanlig stille, så det ville hun nu rode bod på. Klassen havde være så dygtige under de første fire debatter, at hun slet ikke havde forestillet sig, at det nu ville gå galt, da hun gav ordet til Irene.

Lotte var rystet, da hun hørte Irenes spørgsmål; “hvad gør man, når en ny tøs hugger ens veninde”? Annabella var den første der reagerede på anklagen; “hvis det er mig du taler om, så har jeg aldeles ikke hugget nogen som helst”. Galskab lynede fra Irenes øjne; “hvad kalder du det ellers, når du lige pludselig er slyngveninde med Lotte”. “nej nu må du lige stoppe en gang Irene”; Lotte lød nærmest opgivende, for lige nu følte hun det, som om tiden var skuet to måneder tilbage; “selvom du er min bedste veninde, så kan jeg altså godt have andre veninder i mit liv”. “ja Lotte kan det hele, hun kan det hele”; tårene trillede ned af Irenes kinder; “Lotte har plads til familie, plads til kæreste, plads til barn, ja Lotte har plads til hele verden”; imens hun sagde det sidste løb hun grædende ud af klassen.

Lotte græd, da hun så sin veninde forsvinde ud af døren.

Læs “Kapitel 33A: På kontoret” af Skumfod

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email