(af Skumfod)

Kim havde sat sin telefon til at vække ham, inden Alberte og Johnny tog på arbejde. Alberte fortalte, at hun ville komme tidligere hjem i dag, og at hun nok allerede ville være der omkring klokken 14. Kim virkede, som om, at han bare var glad for oplysningen, men han var mere end henrykt over, hvad han betragtede som en advarsel, for han havde planer om, at han sammen med Lotte skulle nyde deres sidste dag alene i lejligheden.

Da Alberte og Johnny var taget af sted, begyndte Kim at forberede morgenmad, og da han var færdig tog han den med ind på madrasserne, og så blev det tid til at vække Lotte. Da de havde nydt hinanden til langt ud på natten, så var det ikke nogen nem opgave, men den trætte Lotte smilede da til ham, da han fortalte at de havde lejligheden for sig selv. Efter de havde spist, var det tid til deres sidste besøg i badekaret i denne omgang. De havde begge to tænkt sig, at denne dag skulle udnyttes, for det var jo ikke til, at vide hvornår de ville få muligheder som denne her igen.

Da Alberte kom hjem, der havde de pakket, og ryddet op over det hele. Kaffen stod klar ved spisebordet i stuen, og igen satte de sig, så Alberte sad over for dem. Da Alberte havde fået den første tår kaffe, kiggede hun smilende på dem; “Selvom jeg glæder mig til, at være her alene med Johnny, så vil jeg savne, at I er her”; hun grinede til dem, da hun tilføjede; “men det er ikke en opfordring, til at I skal stikke af hjemmefra, og slå jer ned her”. Lotte og Kim morede sig over hendes bemærkning. Lotte takkede Alberte, for at de havde fået lov til, at være hos dem, og så takkede hun Alberte for hendes råd og vejledning. Det kom bag på både Kim og Lotte, at det ikke virkede, som om Alberte synes om den sidste tak, det virkede faktisk, som om Lotte havde ramt et emne, som Alberte ikke ville tale om. På et tidspunkt, hvor Kim var på toilettet, spurgte Lotte om hvad der var galt, og hvorfor hun var så tilbageholdende, omkring deres samtaler. Alberte smilede til hende, selvom det virkede, som om hun ikke helt mente det; “Det er bare gået op for mig, at I stadigt er børn, og at jeg måske har blandet mig i jeres personlige udvikling, på en måde der ikke er moralsk korrekt”. “Det kan der måske være noget om”; sagde Lotte, da hun havde tænkt lidt over det, og tilføjede med et frækt smil; “men jeg kan love dig, at det er vi ikke kede af, for ellers, så havde vi sikkert ikke nydt hinanden nær så meget”. De grinnede begge to, da Kim kom ind i stuen igen, men de synes ikke der var nogen grund til, at fortælle ham, hvad de grinte af.

Lotte og Kim kunne godt mærke på Alberte, at hun var hemmelighedsfuld over et eller andet, men de spurgte ikke, og derfor blev de noget overrasket, da klokken næsten var 17, og Kim’s forældre trådte ind af døren sammen med Johnny. Selvom Lotte før havde truffet Kim og Alberte’s forældre ved skole arrangementer, så var det første gang hun mødte dem, efter hun var begyndt, at komme sammen med Kim. Hun følte sig meget genert, men de var søde og tog pænt imod hende, så det gik hurtigt over. De sagde pænt farvel til Alberte og Johnny, og nu gik turen hjemad.

Lotte og Kim havde ikke talt om det, men de havde begge to regnet med, at de var på vej hjem til Lotte. Derfor var de noget overrasket over, at de i stedet blev kørt over til skolen. Da de kom ind på skolen, stod de fleste af deres klassekamerater med deres forældre og tog imod dem. Der var også flere af deres lærere til stede, skoleinspektøren hr. Klemmesen samt både Lotte og Irenes forældre. Det var især deres kammerater, der udviste en enorm glæde over at se dem igen, og over at det hele var overstået.

Da det var muligt, smuttede Lotte hen til Irenes far Olav; “hvordan går det med hende”? Irenes far smilede; “Det går godt, men jeg fortæller det senere, når I er samlet”. Lotte nåede ikke, at spørge om hvad han mente, for i det samme kom Susie ind af døren sammen med sin mor.

Nu var det Susie, som fik kammeraternes opmærksomhed. Til sidst lykkes det Susie, at komme fri af hele den flok, som havde samlet sig omkring hende, og hun gik hen til Kim og Dennis, som havde holdt sig lidt i baggrunden. Susie slog armene om Dennis, og kyssede ham så længe, at alle stod og kiggede på dem. Det var ikke fordi, at Dennis på nogen måde havde noget imod kysset, men han blev rød i hovedet, da han opdagede, at alle sammen kiggede på ham. Der var mange, som blev meget overrasket over det der foregik, og det var nok kun Lotte, Kim og Susies mor, der tog dette her, som var det det mest naturlige i denne verden.

De gik ned i kantinen, hvor der var stillet både mad og drikkevarer frem. Det var Irenes far, der tog ordet; “Jeg har bedt jer alle sammen om, at komme her idag, fordi både Irenes mor og jeg gerne vil takke jer alle sammen for den støtte, som I hen over de sidste par dage har udvist over for ikke bare os, men også over for jeres fire klassekammerater”; han holdt en pause; “Især har det været os en stor glæde og overraskelse, at I trods omstændighederne har udvist en fantastisk kammeratlig adfærd over for vores datter Irene, på tråds af hendes handlinger”. Han kiggede smilende rundt på dem alle sammen, inden han fortsatte; I vores tak, vil vi gerne fremhæve jeres tre kammerater Kim, Lotte og Susie, som blev ofre, for vores datters forfejlede fantasi, men endnu mere vil jeg fremhæve den kammerat, som startede med at støtte hende på Facebook, og som bragte hende hjem til os”. Olav kiggede rundt; “Hvor er du henne Dennis”? Dennis havde placeret sig bagerst sammen med Susie, men nu trådte han frem, og gik hen imod Irenes forældre, imens han nærmest kiggede ned i gulvet. Selvom Dennis kiggede ned i gulvet, så var det tydeligt, at han var kobberrød i hele hovedet. Olav gav Dennis et knus, hvilke ikke hjalp på Dennis’s kulør i ansigtet, og så fortsatte han;”Irene har fortalt, at det var ved at læse beskeden fra Dennis, og alle jer andres kommentarer, at hun blev opmærksom på sine fejl og forkerte handlinger”; han holdt en kort pause inden han fortsatte; “og da hun mødte op hos Dennis, der vidste hun ikke helt, hvad hun ville gøre, men igen var det Dennis, som hjalp hende, og da hun bad om det fulgte han hende hjem”. Når man kiggede ud over hele forsamlingen, så var der ingen tvivl om, hvem det var der var forældre til Dennis, for de strålede af stolthed. Olav sluttede talen; “og så vil vi bare sige, at vi håber at I alle sammen hygger jer – og velbekommen”.

Inden de tog hjem kom Olav over til Lotte, der på det tidspunkt stod sammen med Kim og deres forældre. “Jeg ved godt, at det måske er for meget, at spørge om”; Han tøvede lidt inden han fortsatte; “men hvis du vil i morgen efter skoletid, så vil Irene meget gerne se dig”. Han havde ikke fuldført sætningen før end Lotte slog armene om ham, og med tårene trilende ned af kinderne svarede; “der er ikke noget, som jeg hellere vil”.

Læs “Kapitel 17A: Besøg hos Irene” af Skumfod

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email