(af Skumfod)

Lotte og Kim gik ikke ind, men satte sig på fortovskanten over for huset. Lotte fandt nummeret til Irene mor på sin mobil, og ringede op. Hun var glad for, at det var Olav der tog telefonen; Har i hørt noget”? Olavs tonefald gav hende svaret, inden han fik sagt det; “Hej Lotte, nej ikke endnu, men politiet er her, og de mener, at hun nok skal komme hjem”. Lotte følte sig ikke så sikker på at det var rigtigt, men hun håbede det”; “kan politiet hører mig”? Olav tøvede; “Nej, men skal de høre dig”? “Det tror jeg ikke, for jeg tror, at Irene har begået hærværk på vores hus, og måske er hun der stadigvæk”. Olav overvejede hendes ord; “Lotte, hvor er du henne”? “Jeg sidder på fortorvet over for huset sammen med Kim”. “Kommer med det samme, bliv hvor I er”; var det sidste Lotte hørte.

Lotte havde ventet, at Olav var kommet alene, men i stedet ankom han i en politibil, sammen med 2 betjente. Olav havde kigget på huset, imens de kørte ned af vejen, og han kom direkte hen til dem, efter at han var lukket ud af bilen. “Hej”; han hilste på dem begge to med håndtryk; “jeg er ked, at politiet er med, selvom det ikke var det du ønskede, men det er nødvendigt, også for dine forældres skyld, altså på grund af huset”. Olav tøvede inden han fortsatte; “men mest af alt, så er det for at beskytte jer to”.

Både Lotte og Kim var fuldstændigt overrumplet. Olav satte sig ned på vejen foran dem, alt imens betjentene forsigtigt bevægede sig frem imod huset. Olav fortsatte; “Vi har fundet Irene’s dagbøger, og de bekræftede flere af de ting, som du har fortalt”; han kigge direkte, med et meget sørgmodigt blik på Lotte; “men de sidste dages notater beskriver et stigende had imod jer to, og de mere end antyder, at jeres liv er i fare”. Lotte troede ikke sine egne øre; “Det ville hun aldrig…”. Olav afbrød hende; “den Irene du kendte for en måned siden ville aldrig gøre dig noget, men hvad med den Irene du oplevede i morges, er du sikker på, at hun ikke kan”. Lotte sagde ikke noget, men tårerne trillede ned af hendes kinder. Kim sagde ikke noget under alt det her, men han så bekymret ud, og han holdt hende tæt ind til sig, og lod hende halvt ligge og græde med hovedet på hans brystkasse.

Den ene betjent kom tilbage til dem, efter der var gået en fem minutters tid; ” Der er ingen spor af hende, men hun har også malet den anden side af huset, og hun har været inden for”. Betjenten kiggede på Lotte, det er dig der bor i huset”; Lotte nikkede, og betjenten forsatte; “og du har ingen søskende”? “Nej, der er kun mig”; svarede Lotte. Betjenten foretog et par noter på sin blok; “Så har hun brudt ind via dit værelse, og det ser kun ud til, at det er der, at hun har begået hærværk”. Lotte nikkede; “Bare find hende, hun har brug for hjælp”. Betjenten smilede; “vi gør alt hvad vi kan, så det skal nok lykkes, men vi vi meget gerne låne din nøgle, til undersøge hele huset, og hvis I så kan vente her imens”. Lotte fandt sine nøgler frem, og rakte dem til betjenten. Da betjenten var halvvejs tilbage til huset, udbrød Lotte pludseligt; “Hvad med Susie”? Betjenten vente sig om; “Susie”? Lotte rejste sig op; “hvis vi er i fare, så er Susie også i fare”; Det var tydeligt, at hun havde fanget hans interesse; “Susie er vores veninde, og Irene mener, at hun har svigte hende, hun angreb hende på skolen, og hendes mor har hentet hende”. Betjenten fik Susies oplysninger, og foretog et opkald, imens han gik tilbage til huset.

Imens betjentene gik huset igennem, ankom Lottes forældre. De var naturligvis overraskede over, at se hvordan deres hus så ud, men efter Lotte havde fortalt dem, alt det af historien , som de ikke tidligere havde hørt, var de mere bekymrede for Irene, og de var meget støttende over for Olav. De havde stået et stykke tid i tavshed, da Lotte pludselig sagde; “Nå ja, Kim, dette er min far Erland, og dette er min mor Lillian, mor og far, dette er Kim”. Under omstændighederne så var dette et godt valgt tidspunkt til præsentationen, for det gav lidt mere fri snak, imens de ventede.

Da betjenten kom tilbage, kunne han fortælle, at det udelukkende var gået ud over Lottes værelse, og der var ingen spor af, at hun havde været andre steder i huset. Betjenten spurgte, om der var andre steder, de unge mennesker kunne opholde sig sikkert, indtil Irene var under forvaring. Lotte synes det var en mærkelig måde, at sige det på, indtil det gik op for hende, at Irene nok ikke kom hjem og bo lige efter dette her, hun skulle jo have hjælp. Lottes far nævnte flere steder, hvor Lotte kunne være, men til dem alle sammen tilføjede hendes mor; “Der har Irene været”. Pludseligt blandede Kim sig; “Vi kan helt sikkert bo hos min søster Alberte, de har madrasser og det hele”. Lottes far så ikke helt begejstret ud, men hendes mor, var med det samme med på ideen.

Lotte og hendes mor fik lov til at hente en taske med tøj, og hvad Lotte ellers fik brug for. Da Lotte pakkede tasken, stak hendes mor hende en pakke med 10 kondomer. Lotte kiggede på hende; “Mor”. Hendes mor afbrød hende med det samme; “Dette er ikke de forhold, jeg helst så jer sammen under, men under dette her, vil jeg faktisk helst have, at I to er sammen og sikre, og til det mener jeg, at det er vigtigt, at I har kondomer, og løber I tør, så ringer du bare, om det så er 3 gange om ugen, så ringer du”. Lotte var totalt rød i hele hovedet.

Da de kom ud, stod Lottes far og talte med Kim, og da de kom nærmere kunne Lotte høre, at de talte fodbold, så det gik nok meget godt alligevel. Da Kim så dem, sagde han; “Det er helt i orden, vi skulle bare komme”. Lottes mor kørte dem over til Kim, som hentede sine ting, hvorefter de fortsatte hjem til Alberte og Johnny. Det var først under køreturen, at det gik op for dem, at de helst skulle blive i eller omkring lejligheden hele tiden, også i de timer, hvor de ellers skulle have været i skole.

Læs “Kapitel 12A: Sex” af Skumfod

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email