(af Skumfod)

“Din store kraftidiot”. Dette var Albertes første ord, efter Kim havde fortalt hende om festen.

Alberte var ankommet godt et kvarter efter Kim havde ringet efter hende, og havde med en kop kaffe i hånden lyttet til hans historie.

“Ja”; svarede Kim; “Men det er desværre ikke alt. Hans søster kiggede vredt på ham; “har du da gjort mere”?

Kim gik over til computeren og loggede ind på facebook igen, hvor han med det samme kørte skærmbilledet ned til de indlæg, som var kommet om aftenen. “Nej, ikke mig”; svarede han og pegede på skærmen.

Alberte sad og læste i tavshed, indtil hun var lidt over halvvejs igennem indlæggene. Hun drejede hovedet, og kiggede på sin lillebror, med rædsel malet i ansigtet; “Kim for helvede, hvad har du dog gjort”? Kim svarede ikke, men Alberte kunne se på hans ansigt, at han selv havde stillet sig det samme spørgsmål.

“Har du talt med hende”; spurgte hun med lidt medfølelse i stemmeføringen. “Nej, du er den første jeg taler med”; svarede han, og holdt en lille pause inden han tilføjede; “men jeg har på en måde sendt hende en besked”. “Okay lillebror, den må du hvis uddybe, hvordan sender man på en måde en besked”? Kim fandt beskeden frem på skærmen, og viste den.

Alberte kiggede længe på beskeden, inden hun talte; “hvis hun forstår den, og det er et stor hvis, så har du måske købt et par timer, så hvad sker der så nu”?

Kim overvejede spørgsmålet; “jeg ved det ikke – bekendelse, tale med Lotte, informere vores forældre”. Alberte kiggede på ham; “er du klar til det lillebror”? “Er du klar til, at risikere hele dit omdømme ved en offentlig bekendelse”? “Er du klar til den risiko”? Kim øjne var fuldstændigt åbne og klare da han svarede; “Skid hul i mig, selvfølgelig er jeg klar til, at gå til bekendelse, det er jeg sgu’ da nød til”.

“Okay lillebro, det var så punkt 1, så kommer vi til punkt 2, hvordan vil du tale med Lotte”? “Jeg ved det ikke”; svarede han; “men jeg må vel hellere besøge hende”.

Alberte smilede; “trods det der er sket, så er jeg stolt af dig lige nu, og skal vi så ikke se, om vi kan klare dette uden et punkt 3”? Kim nikkede bekræftende, og Alberte fortsatte; “og lad os så få skrevet den bekendelse”.

Læs “Kapitel 5A: Bekendelsen” af Skumfod

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email