(af Skumfod)

Det er aldrig nemt, at være ny i en klasse. Ingen vidste dette bedre end Alexander. Alexanders mor var Major, hvilket flere gange havde medført nye steder at bo, enten fordi hun skiftede arbejdsplads eller fordi at hun var udsendt til fjerne lande.

Denne gang var det dog ekstra svært, at være ny i klassen. Det er naturligvis altid svært for teenagere at skifte skole, men denne klasse var så tæt knyttet, at det næsten var umuligt at tale med nogen.

Det mærkelige ved klassen var, at det nærmest virkede som om, at alt var fokuseret rundt om to af pigerne i klassen. Men det var ikke på en klikkeagtrig måde, for de to piger virkede som om, at de var de bedste veninder. Den ene var en tyk pige ved navn Lotte, som trods sin tykkelse hele tiden var omsværmet af en fyr ved navn Kim, som mest af alt lignede en sports idiot. Den anden pige hed Irene og var en splejset tøs, som alle behandlede så sukker sødt, at det var til at brække sig over.

De var næsten færdig med det store spisefrikvarter, da der blev ballade bagerst i klassen. Alexander sad ved sit bord oppe foran ved døren og læste i en bog, så han havde ikke hørt efter hvad der foregik. Pludseligt lød der en brag, da et af bordene blev væltet, og da han vendte sig, kunne han se at Irene havde skiftet fra den stille pige til at være gået helt amok. “Dennis mig her og Dennis mig er, hvad med om du fik lidt tid til os andre”; skreg hun ind i ansigtet på pigen, som havde plads lige ved siden af hendes. Uden at vente på et svar begyndte hun at løbe op igennem klassen i retning af døren. Alexander var ikke klar over hvorfor han gjorde det, som han gjorde, men inden Irene var nået frem til døren, havde han rejst sig, og stillet sig foran den.

“Flyt dig dit store skrummel”; skreg Irene lige ind i ansigtet på ham. Alexander var et kort øjeblik lidt overrasket over den betegnelse, for selvom han hverken var lille eller splejset, så var der aldrig før nogen, som havde kaldt ham for stor”. Han flyttede sig dog ikke af den grund. Han kiggede smillede på hende; “det tror jeg ikke er en god ide”. Irene var helt klart overrasket, for der var normalt ingen der stod i vejen for hende, og de ting hun valgte at gøre; “hvad helvede kommer det dig ved, og flyt dig så”. Alexander blev stående hvor han var; “man går aldrig fra andre i midten af at skænderi, og man går ikke surt fra andre”. Irene stod måbende og gloede på ham; “hva’ helvede tale du om”; spugte hun med en ligt roligere stemme. Alexander trak skuldrene; “hvis nu at din side kammerat bliver kørt ned på vej hjem fra skole, så vil dine sidste ord til hende være dem du skreg ind i hovedet på hende, og det vil du ikke kunne leve med”. Irene stod og overvejede hans ord. Hun overvejede om han virkeligt mente det, han stod og sagde, men hun kunne ikke finde nogen god grund til, at det skulle være noget han bare sagde. “For det første, så hedder hun Susie, og for det andet, så er det ikke noget du skal blande dig i”; hun forsøgte stadig, at lyde gal, men det lød ikke rigtig sådan. Han smillede stadigt til hende; “naturligvis kommer det mig ved, når en sød pige som dig er ude af sig selv af raseri, for man er vel en god kammerat”. Det næste der skete kom fuldstændigt bag på alle i klasse inklusiv Alexander. Selv Irene var ikke helt klar over hvorfor hun gjorde hvad hun gjorde, men før end han kunne nå at reagere, havde hun lagt sine arme omkring ham og lagt sine læber op imod hans. Et kort øjeblik var Irene bange for, at hun havde begået en stor fejl, for til at starte med, så var det kun hende der kyssede ham, men hun turde ikke stoppe igen, for så ville hun være nød til at reagere på hvad der end skete omkring hende. Alexander var chokeret, for fra at være et rasende pigebarn, så stod hun nu og kyssede ham. Han overvejede hvad der mon var den bedste reaktion, for han forstod ikke helt hvad det var der lige var sket. Han tog sig sammen og kyssede hende tilbage, alt imens han lagde sine arme omkring hende. Langsomt kunne han mærke, hvordan hendes anspændte krop begyndte at slappe af. Da de stoppede kiggede hun genert op på ham, men hun sagde ikke noget. Han løftede hende op, og satte hende hende på hans bord, og så kyssede han hende igen.

De hørte slet ikke, at døren gik op, og Fru Antonsen kom ind i klassen. Fru Antonsen burde snart være vant sig til, at alt kunne ske i denne klasse, men dette syn kom fuldstændigt bag på hende, og hun stod bare og kiggede på de kyssende teenagere.

Læs “Kapitel 6A: Invitationen” af Skumfod

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email