(af Skumfod)

Det var tydeligt, at mærke i hulen i Svenskekløften, at det havde været en lørdag fyldt med skuffelser. Egentligt var der jo kun tale om to skuffelser, men de fyldte utroligt meget. Først var der målingerne, som for anden gang var gået galt. Dette betød at juleaftensdag var deres sidste chance for at måle sig frem til, hvor nøglen var henne. Derudover var der Lionel og Frinels besøg i Fruens Plantage og i Herlufsholm skoven. Man havde haft store forhåbninger for, at de unge mennesker skulle dukke op, men således gik det desværre ikke. Dette betød, at der var 208 nedtrykte alfer i hulen. Dem der havde det værst af dem alle sammen var Lionel og Frinel, der også vidste, at de havde to andre hængepartier. De havde en kode, de skulle bryde, og så havde Frinel noget information, som han skulle finde igen. Den eneste i hulen, som ikke lod sig slå ud af lidt modgang var Julemanden. Naturligvis var han klar over, at det ikke gik så godt, som de havde håbet på, men der var stadig grund til at håbe, og med det i tankerne holdt han humøret oppe. Klokken 10 om formiddagen blev det for meget for Julemanden, så han kaldte dem alle sammen ud i entréen. Han kiggede ud over den nedtrykte flok af alfer; ”mine venner, jeg vil ikke lyve over for jer”; han kiggede rundt i lokalet; ”vi har haft bedre dage end i dagen i går”; han rettede sig op, så de alle sammen kunne se, hvor rank og stolt han var; ”men det var i går, og i dag er det en ny dag”; Han kiggede smilende rundt; ”Vi giver ikke op, og vi har masser at lave, så lad os kæmpe for en god jul, og så bliver det en god jul”. Julemanden havde et smittende humør, og på få minutter var stemningen vendt. Alle gik tilbage til deres arbejde, og nu blev der udrettet noget igen.

Michael og Lotte var de sidste, som kom ind på Bo værelse. De følte det, som var de kommet til en begravelse. Bo, Muhammed og Maria sad alle tre og hang med næbet. Lotte kiggede rundt på dem; ”er der nogen der er død. Bo kiggede op på hende; ”hvad nytter det, lige meget hvad vi gør, så har vi ikke heldet med os”. Michael satte sig på sengen; ”jeg indrømmer, at vi var lidt uheldige i går, men længere er den heller ikke”; han så rundt på de andre; ”vi har stadig koden på stenen og Muhammeds kode”. Michael kiggede op på sin søster, der stadig stod midt på gulvet. Michael vidste, at det var nu, at hun skulle trække trumfkortet. Lotte smilede; ”vores læserbrev er i dag i mindst syv aviser”.

© Skumfod