(af Skumfod)

”De har afvist det”; Lotte var rasende, da de fem teenagere blev samlet i det store spisefrikvarter. Maria rystede på hovedet; ”det var ikke det de skrev Lotte”. Lotte rakte sin telefon frem, så de andre kunne læse den e-mail, som hun havde modtaget fra ’Sjællandsk medier’.

”Vi takker for dit indlæg. Vi mener desværre ikke, at indlægget passer til de igangværende debatter, men såfremt der inden jul er ledig spalte plads, så vil vi naturligvis bringe dit indlæg.”

Michael nikkede; sådanne går det en gang imellem, søs”; han overvejede det et øjeblik; ”men så må vi jo bare finde andre, som vi kan sende det til”. Lotte stirrede på sin storebror; ”hvad mener du”. Michael nåede ikke, at svarer. ”Hvis vi sender indlægget til alle mulige medier, så er der en chance for, at det bliver bragt et eller andet sted”. Muhammed rystede på hovedet; ”det er måske fint nok, men budskabet skal jo ud i Næstved, hvor nøglen er fundet”.

Julemanden havde ment, at Lionel og Frinel havde behov for, at lave noget andet end at læse. Derfor var de taget rundt for at se nærmere på de forskellige depoter. Eller rettere sagt, på de områder hvor depoterne lå, for de kunne jo ikke komme ned i dem uden Julemandens nøgle. Da alfers sanser er utrolige skarpe, så var de med det samme klar over, at der havde været menneske besøgende i lysningen i Fruens Plantage, efter alferne havde været der i lørdags. Det tog dem derfor heller ikke ret lang tid, før end de havde fundet tegningerne på stenen. Frinel rystede på hoved; ”gad vide hvad det skal forstille”. Lionel grinede; ”jeg har ikke en anelse, men jeg er bange for, at det kan være et budskab til os”. Fra en lomme i sin frakke, tog han en blyant og noget papir frem; ”men vi må hellere tage det med hjem”. Da Lionel havde lavet en kopi af tegningen, fandt han et stykke kridt i sin lomme, og neden under skrev han med menneske bogstaver; ”lørdag klokken 12”. Frinel kiggede på ham; ”hvad mener du med det”? Lionel smilede; ”at vi er her igen på lørdag klokken 12”.

Det var et anderledes køkken, som ventede på Julemanden og de fire køkken alfer, da de kom ind i køkkenet efter de havde holdt frokost pause. Lioline havde klargjort tre ens pladser til dem. Ved hver plads lå der en kopi af opskriften på risengrød, og ved siden af den stod alle de ingredienser, som de skulle brug ifølge opskriften. Placeret lidt for sig selv ved alle tre pladser, havde Lioline sat alle de ting, som de havde smagt på i går. ”Nu skal vi se, hvad I kan udrette”; Lioline smilede hemmelighedsfuldt; ”I skal lave jeres version af risengrød til fire personer ved hjælp af de ting, som I smagte på i går”. Ved den ene plads satte hun alferne fra Nordpolen, ved den næste satte hun alferne fra Grønland, og ved den sidste placerede hun Julemanden, inden at hun forlod køkkenet for de næste par timer.

På stenen i lysningen i Herlufsholm skoven fandt Lionel og Frinel en tegning, som var næsten magen til den de havde fundet på stenen i Fruens Plantage. Lionel sammenlignede den med den tegning, som han havde lavet på papiret, og blev enig med sig selv om, at der var tale om den samme besked. Inden de gik, tog han kridtet op, og skrev følgende på stenen; ”lørdag klokken 13”.

Lioline havde sat aftensmaden over til dem alle sammen, inden at det var tid til at teste risengrød. Rundt om et bord sad de fire køkken alfer, Julemanden, Lionel, Frinel, Gotcha, og der hvor der ikke var nogen stol, havde Lioline sat en skål og en ske til sig selv. Hun startede med, at give en skefuld af Julemandens risengrød til hver af dem. De var alle sammen enige om, at det var bedre end den normale risengrød, men Lioline var den eneste, som kunne smage hvad der var anderledes. Julemanden havde brugt en vaniljestang samt lidt citronmelisse. Risengrøden som alferne fra grønland havde lavet, var også bedre end den normale, men dog ikke så god som julemandens. Igen var Lioline den eneste, som kunne smage, hvad der ændret. Alferne fra Grønland havde tilført nogle dråber af mandelessens. Til sidst nåede de til den risengrød, som alferne fra Nordpolen havde lavet. Det var ikke bare den bedste af dem alle sammen, men det var den eneste, hvor Lioline ikke kunne smage hvad de havde ændret. Det var ikke helt uden grund, for de havde brugt ting fra køkkenet, som Lioline slet ikke havde stillet frem til dem. De havde ikke bare brugt salt, men de havde brugt fem forskellige slags. De havde heller ikke bare brugt sødmælk, men havde erstattet en tyvendedel af mælken med fløde. Derudover havde de krydret med en blanding, som de havde skabt ved brug af lidt vaniljesukker, hvidt peber, mandelessens og citronsaft. De var alle sammen enige om, at dette skulle være risengrøden, som de alle sammen skulle have i morgen.

© Skumfod