(af Skumfod)

Julemanden sad på en stol midt i entréen med en kop varm chokolade. På hans højre side sad de to køkken alfer fra Grønland, og på venstre side sad dem fra Nordpolen. Lioline og Julemanden havde fortalt om deres projekt, og nu sad de fem, og så på at Lionel, Frinel, Lioline og Gotha satte knappenåle i kortet på væggen. Lionel følte, at det gik meget langsommere end det havde gjort de foregående gange, og det havde han faktisk ret i. Han havde ikke overblik over kortet, når han stod så tæt på det, men han var ikke i tvivl om, at noget var galt, for flere gange hørte han Julemanden mumle; ”det er ikke så godt”.

”Det kan ikke være rigtigt”; lød det fra Lionel, da han stod på gulvet og kiggede op på kortet, efter at de var færdige med at sætte knappenåle i; ”hvordan kan det ske”. Julemanden havde haft lidt længere tid til at overveje det samme spørgsmål; ”jeg tror, at vi må konkludere, at nøglen ikke længere befinder sig på det samme sted, hvor den ellers har været”. ”Men skal vi nu til, at begynde forfra”; Lionel lød opgivende. Julemanden rystede på hovedet; ”Det kan vi alligevel ikke nå med 200 alfer”. Lionel kiggede på Julemanden; ”men så må vi jo bare bruge flere alfer”. Julemanden rystede igen på hovedet; ”for det første, så laver alle de andre gaver, så vi har nogen, hvis ikke vi finder nøglen, og for det andet har vi ikke plads til dem”; han holdt en kort pause inden han fortsatte; ”nej, vi må håbe på, at de ikke er flyttet, og at nøglen er tilbage om tre dage”. Lionel nikkede, for han vidste jo godt, at Julemanden havde ret i det han sagde, men lige nu havde han nærmest opgivet det hele.

De havde ikke haft nogen problemer, med at finde lysningen i Fruens Plantage. De var til gengæld overrasket over hvor svær det var, at tegne på en sten, som stod op. Klokken var næsten elve, da de fem teenagere igen satte sig op på cyklerne, og satte kursen imod Herlufsholm skoven.

Det var en stor glæde for Julemanden og Lioline, at de ord, som de havde gennemgået både fredag og lørdag, næsten var lært af de to alfer fra Nordpolen. Til gengæld gik det som forventet, med det de havde lært om lørdagen. De havde stort set glemt det hele, så Julemanden og Lioline måtte begynde forfra. Det var derfor ikke ret meget nyt, som de fik tid til.

De fem teenagere havde noget sværere, med at finde lysningen i Herlufsholm skoven. Men ved hjælp af kortet, så lykkes det. Mørket var ved at falde på, da de endeligt var færdige med at tegne på stenen. Det havde været endnu en lang dag ude i den fri natur, så de valgte hver især, at køre hjem til sig selv.

© Skumfod