(af Skumfod)
Klokken var kun fem minutter over midnat, da Julemanden trådte ud fra sit værelse. Han var glad og fortrøstningsfuld, da han smilende henvendte sig til Lionel; ”nå, hvordan ser det så ud”? Lionel smilede; ”de første er lige ankommet til deres observations poster”. Julemanden blev forvirret; ”men så kommer de vel for sent”? Lionel kiggede undrende på Julemanden, indtil virkeligheden gik op for ham, hvorefter han smilede retur til Julemanden; ”ups”. Julemanden kiggede på alfen, alt imens hans ansigtsudtryk blev stramt; ”hvad mener du med ’ups”? Lionel smilede stadigt; ”jeg han vist glemt at nævne, at nøglen kører efter universal tid, så der er næsten to timer endnu”. Julemanden nikkede; ”ja selvfølgelig gør den det, det burde jeg jo have sagt mig selv ”; Han kiggede op på det store kort, som nu sad på vægen, som et kæmpe kort over Næstved kommune, og som havde 200 sorte knappenåle fordelt over det hele; ”men hvad skal vi så lave i de næste par timer”? Julemanden fik et chok, da svaret kom over fra den fjerneste dør; ”vi skal nyde lidt varm chokolade”; kom det fra Lioline, som stod med en bakke med fire store krus.
Julemanden kunne ikke hører de meldinger, som kom ind. I stedet kunne han sidde og se på de tre alfer Lionel, Gotha og Lioline, som hastigt udskiftede de sorte knappe nåle med nogen der var hvide og røde. De 200 nåle var udskiftet på lidt over ti minutter, så da klokken var kvart over to stod de alle fire og kiggede på kortet. Lionel var lettet; ”der var vi heldige, nøglen er stadig i Næstved”; han kiggede smilende op på Julemanden, hvilket ikke var nemt, når de stod lige ved siden af hinanden; ”den er i den sydlige del af byen”. Julemaden kiggede på de røde knappenåle, som alle var placeret i den sydlige del af byen; ”og hvad er så vores næste skidt”. Lionel morede sig over Julemandens formulering, for de vidste jo alle sammen, at dette var et job for alferne, og ikke for julemanden selv; ”vi skal lægge en plan for de næste 200 målinger, som vi skal foretage om 3 døgn”. Julemanden nikkede bekræftende; ”ja, men så vil jeg gå i seng, så I andre kan få arbejdsro.
De fem teenagere havde brugt hele aften på at sidde med hver deres computer, og sammenligne kort udsnit på Google Maps med de billeder, som var sat op overalt på Michaels værelse. Maria lukkede sin bærebar computer ned; ”Nu må jeg hellere se at komme hjem”. Michael kiggede på uret i han computer, og konstaterede at klokken allerede var lidt i ni. Maria skulle lige til at gå ud af værelset, da Bo udbrød; ”jeg tror, at jeg har fundet en af dem”. De samlede sig alle sammen omkring Bo, som pegede op på et af billederne. Når de sammenlignede billedet med kortet på hans skærm, så måtte de erkende, at han nok havde ret. Muhammed var fuldstændigt oppe og kører af glæde; ”men hvor er det så henne”? Bo kiggede rundt på dem alle sammen, inden han sluttede med at kigge direkte på Bo; ”i den russiske del af Sibirien”. De kiggede alle samme overrasket på ham, for de havde alle sammen kigget på kort fra Danmark.
© Skumfod