(af Skumfod)

Mandag formiddag havde Lotte fået tid på sygehuset, til hendes første skanning. Både Kim og Lotte havde fået fri fra skolen, og Lillian Lottes mor havde taget fri fra arbejde, for at tage med på sygehuset.

Selvom de havde fået en tid, som hed klokken ti, så var klokken næsten halv elve, da de endeligt blev kaldt ind. De blev mødt af overlæge Hansen, som fortalte, at de bare skulle kalde ham Bjarne, samt en sygeplejerske der hed Lise. Lotte var ved at lægge sig op på briksen, da overlægen blev hentet af en anden sygeplejeske. Lotte lå på ryggen med bar mave, imens sygeplejersken holdt en skanner hen over Lottes mave. Sygeplejersken bevægede forsigtigt skanneren frem og tilbage hen over maven, imens hun kiggede på den skærm, som stod ved siden af briksen, og som var forbundet til skanneren med en snoet ledning. Efter der var gået over tre minutter, som var foregået i fuldstændig tavshed, lagde hun skanneren tilbage på det bord den oprindeligt havde ligget på, hvorefter hun smilede til Lotte; “lige et øjeblik”; hvorefter hun gik ud af lokalet. Hverken Lotte, Kim eller Lillian sagde noget, men de havde alle sammen en fornemmelse af, at dette ikke var normalt. Inden i Lottes hoved, kunne Lotte hører sig selv blive ved med at gentage; “der er noget galt med min baby”; og hun kunne mærke, at der var tårer på vej, som hun kæmpede for at holde tilbage.

Der gik over fem minutter, før end overlægen endeligt kom ind på stuen igen, og lige bag ved ham kom sygeplejersken Lise. Overlæge tog skanneren, og kørte den flere gange hen over maven. Han smilede til Lotte; “undskyld, jeg håber ikke, at du er blevet nervøs på grund af dette postyr”; Lotte rystede på hovedet, selvom det ikke var sandheden, og overlægen fortsatte; “for der er altså ikke noget galt”. Lotte smilede, og tårene begyndte at trille ned; “så babyen har det fint”? Overlægen smilede til dem alle tre, inden han svarede; “ja, det er jo så det, der er sagens kerne, for der er altså to”. “To”; kom det fra både Lotte og Kim. Overlægen smilede stadig til Lotte; “ja, I skal have tvillinger”; han lagde igen skanneren på Lotte mave; “vil I se dem”?

Efter skanningen var overstået, kørte de ned på en cafe, hvor Lottes mor bestilte kaffe til dem alle tre. Hun kiggede seriøst på sin datter og dennes kæreste; “inden I ringer og fortæller dette til nogen, så bør I nok tale om det her igen, for dette er jo en helt ny situation”; hun kiggede på dem begge to, men ingen af dem sagde noget, så hun fortsatte; “vil I stadig gå videre med fødslen, når der nu er tale om tvillinger”? Lotte kiggede Kim dybt i øjnene; “jeg var så bange for, at der var noget galt, at det føltes, som om det gjorde ondt i hele kroppen”; Kim nikkede, for sådan havde han også haft det, og Lotte fortsatte; “jeg vil føde dine børn, og det håber jeg, at du forstår”. Kim smilede; “For himmelens skyld jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis du nu ikke ville ha’ født vores børn alligevel”. Lottes mor smilede; “tak, det glæder mig”, en enkelt tåre trillede ned af hendes kind; “og så må I hellere ringe til de andre forældre inden vores kaffe kommer”.

Da de kom hjem, der skrev de SMS’ere til både Alberte, Irene, Susie, Dennis og Annabella, hvor der stod, at de ventede tvillinger. De skrev alle sammen et tillykke retur, men både Alberte og Irene havde også spurgt, om de havde fået af vide hvilket køn, at tvillingerne havde. Det var ikke fordi, at lægen ikke havde tilbudt, at fortælle dem det, men Lotte havde sagt ‘nej tak, fordi hun ville have den overraskelse til gode.

Da Lotte var gået i seng om aftenen, lå hun og tegnede sin første tegning i over et halv år. Tegningen var af to unge mennesker, som stod ved siden af hinanden, og de holdt begge to en lille baby i deres arme. Efter tegningen egentligt var færdig, så brugte hun over en halv time på at finpudse den, til hun var helt tilfreds. Nedenunder tegningen skrev hun, med sin pæneste skråskrift; “Lottes verden”.

Dette blev det sidste kapitel i min (skumfod’s) version af “Lottes verden”, men historien om teenagerne Lotte og Kim vil fortsætte i historien “Lottes drømme“.

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email