(af Skumfod)

Annabella, Susie og Lotte var sammen taget over til Irene, efter de havde spist aftensmad. Irenes far tog imod dem, og førte dem ind i stuen, hvor Irene ventede på dem. Irene var oprigtigt ked af det; “undskyld, jeg ville ikke…”; længere nåede hun ikke, for Lotte havde slået armene rundt om hende i et kæmpe knus, og fra siden kom armene fra både Susie og Annabella, så de fire piger stod samlet i en klynge. Efter et par minutter, så slap de hinanden, og satte sig i sofaerne. Irenes forældre havde sat sig oppe ved spisebordet, hvor de kunne følge med i hele samtalen, bare for en sikkerheds skyld. Irene havde leget vært, og havde skænket kaffe til dem alle fire. Da hun hun havde sat sig, kiggede hun direkte på Lotte; “jeg mente det jo ikke”. Lotte smilede; “det tror jeg nu du gjorde, og hvorfor skulle du ikke mene det”? De tre veninder stirede på Lotte. “Jeg har kæreste, en fantastisk familie der elsker mig, et barn på vej, og en dejlig gruppe venner og veninder omkring mig”; Lotte tog sin kaffe kop fra bordet; “du har familien, vennerne og en masse piller, som du er tvunget til, at tage for, at du kan fungere”. Irenes forældre var ikke helt trygge ved den direkte åbne tale, som Lotte var startet med. “Du glemmer bare”; Lotte en tår af kaffen, men beholdte kaffekoppen i hænderne; “at de fleste af de ‘venner’, som er omkring mig lige nu, kun er der fordi, at jeg er blevet en person, som de alle sammen kender”. Lotte tog endnu en tår af sin kaffe, og satte sin kop på bordet; “og vigtigst af alt, så glemmer du, at jeg ikke kan blive en god mor, hvis ikke jeg har mine bedste veninder , altså jer tre, omkring mig, for uden jeres støtte, så er jeg ingenting”. Irene smilede; “du er altså ikke god til at pakke tingene ind”; Lotte trak smilende på skuldrene; “næ, nogle gange, så tror jeg, at det er bedre, at sige tingene som de er”. Irene flyttede blikket hen på Annabella; “og du må altså også undskylde mit udbrud”. Annabella grinede; “i lige måde, jeg udviste vist ikke den bedste form for medfølelse lige på det tidspunkt”. Irene gik over og gav Annabella et knus; “nej det tror jeg gerne, du havde lige åbnet dig over for os alle sammen, og så angreb jeg dig på den måde”. Annabella blev rød i kinderne; “ja, men derfor skulle jeg nok ikke ha’ taget det så tungt alligevel”. Resten af aften snakkede de om alle mulige andre ting, som blandt andet drenge, og Lotte og Kims kommede baby.

Det var først da de var ved at skulle hjem, at Susie udbrød; “jeg synes vi skal kalde os et eller andet”. De tre andre stirrede på hende. “Hvad har du i tankerne”; spurgte Lotte. Susie smilede; “hvad med ‘de fire musketerer'”? Irene var noget forvirret; “var der ikke kun tre musketerer”? Lotte grinede; “jeg tror, at du skal læse nogen flere klassikkere Irene, de startede bare med tre, men jeg synes det lyder for gammeldags”. Annabella grinede; “hvad så med ‘de fantastiske fire'”. “Er det ikke nogle superhelte”; kom det fra Susie og Irene på samme tid. Lotte smilede; “jo, det er det, og det er vi vel også, for vi kan klare alt hvad verden byder os”. Og med det blev de enige om, at ‘de fantastiske fire’ var det, som de ville kalde sig fremover.

Læs “Kapitel 35A: Familie frokoster” af Skumfod

© Skumfod

Print Friendly, PDF & Email